Kjærlighedens Komedie
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
Svanhild,
Anna, hendes [d]øttre.
Falk, en ung [f]orfatter,
Lind, theologisk [s]tudent, hendes [l]ogerende.
(rejser sig med hævet [g]las og synger).
(til[] [d]amerne).
(ser sig om).
(peger mod [b]aggrunden).
(med et [s]uk.)
(klinker med ham).
(uforstyrret).
(til[] [d]amerne).
(med et behageligt [e]rindringssmil).
(sl[å]r p[å] sit [g]las).
(vedblivende).
(klinker med ham).
(rejser sig).
(tankefuld).
(bekymret).
(besk[]æftiget med at rense sin [p]ibespids).
(til[] Falk).
(tar sig sammen).
(med et str[å]lende [u]dtryk).
(ser p[å] ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en let[] [t]one).
(smilende).
(g[å]r over mod [v]erandaen og læner sig med [a]rmene p[å] [r]ækværket).
(har under det [f]oreg[å]ende nærmet sig; hun st[å]r nu tæt[] ved Falk og siger
med et bestemt men lunefuldt [u]dtryk).
(har vendt sig overrasket).
(mellem [s]pøg og [a]lvor).
(dæmpet).
talen. Svanhild st[å]r kold og taus.)
(g[å]r efter en kort, tankefuld [s]tillhed over till [l]ysthuset og siger hen for sig):
(idet han sk[]ænker i [g]lassene).
(ser p[å] sit [u]hr).
(fornærmet).
(leende).
(vedblivende).
(rørt till stille [t] [å]rer).
(deltagende).
(dæmpet).
(kort).
(vedblivende).
(til[] [f]røkenen).
(fortsættende).
(til[] Styver).
(supplerende).
(rejser sig).
(idet hun tar [m]antillen p[å]).
(til[] Anna, ubemærket af de [ø]vrige).
(hurtigt).
(løfter sit [g]las og tømmer det).
(liges[å]).
(leende).
(alvorligt).
(trykker hans Haand).
(efter et kort [o]p[]hold).
(halvt for sig selv).
(ler).
(livligt).
(spottende).
(varm).
(ironisk).
(noget uviss).
(med [f]inhed).
(ser skarpt p[å] hende).
(ryster p[å] [h]ovedet).
(betragter ham en [s]tund, nærmer sig og spørger blidt).
(med tankefuld [d]eltagelse).
(hæftigt).
(med [u]dbrud).
(tager en [s]ten op[] fra [j]orden).
(i lidenskabeligt [o]p[]rør).
(i samme [t]one).
(med et dæmpet [s]mil).
(med næsten barnlig [g]læde).
(peger raskt mod [b]aggrunden).
Anna, [f]røken Sk[]ære, Guldstad, Styver og Lind. Under det fore-
g[å]ende [o]p[]trin er [s]olen g[å]et ned; [l]andskabet ligger i [t]usmørke.)
(til[] Svanhild).
(efter et [b]lik p[å] Falk).
(til[] Falk).
(da han ser, at [f]røken Sk[]ære nærmer sig).
(sagte).
(gnaven[HIS: Strek gjennom 'a' og bolle over 'n'. Uvist hva denne rettelse gjelder]).
(dæmpet til Falk, idet han nærmer sig med Anna).
(undselig).
(med et [s]uk[]).
(deltagende til[] Lind).
(ser efter Lind).
(som imidlertid har st[å]et ved [t]rappen i [s]amtale med [f]ru Halm og [f]røken Sk[]ære,[HIS: Skadet komma.]
nærmer sig og sl[å]r ham paa [s]kuldren).
(polidsk).
(smilende).
(truer med [f]ingeren).
(godmodigt).
(i [f]orbig[å]ende til[] Lind).
(dæmpet til[] Anna).
(i [s]amtale med Styver).
(spøgende).
(der er kommen till).
(stødt).
(til[] Styver).
(vedblivende).
(glad).
(i [v]rede).
(leende til[] Styver).
(griber sig sammen).
(hurtigt til[] Guldstad).
(der imidlertid har st[å]et hos [f]ru Halm, Lind og Anna).
(sl[å]r overgivent [a]rmen om hans [n]akke).
(overvældet til[] [h]errerne).
(med [r]ørelsens [t] [å]rer, medens [p]arret ønskes tillykke).
(til[] Anna).
(griber Falks [h]ænder).
(fornøjet).
(ser studsende p[å] ham).
(smilende).
(koldt)[HIS: Skadet sluttparentes.] .
(leende).
(lystig).
(træder til[] og griber Falks [h]ænder).
(ubehageligt berørt).
(spøgende).
(ser efter ham).
(ser ud til[]venstre).
(iler de kommende imøde).
(ryster Annas [h] [å]nd med [s]alvelse).
(til[] [f]ru Halm, idet hun tager [f]arvel).
(idet hun tager sin [k] []ærestes [a]rm).
(tvær).
Str[å]mand og hans [k]one, blir alene til[]bage i [h]aven. Det er nu fuldkommen
[a]ften; inde i [h]uset er tændt [l]ys.)
sætter p[å] [r]ækværket.)
(ser efter Str[å]mand, som viser sig ved [v]induet).
(rask).
(ryster p[å] [h]ovedet).
(ser en [s]tund p[å] hende med tankefuld [d]eltagelse).
(med et alvorligt [a]nstrøg).
(med let [i]roni).
(bevæget).
(blidt bebrejdende idet hun trækker [h] [å]nden til[] sig).
(med undertrykt [b]itterhed).
(betragter hende).
(sagte).
(ler h[å]nligt).
(koldt afbrydende).
(har i [t]aushed vendt sig fra ham. Hun støtter [h]ænderne mod [a]ltanens [r]ækværk
og hviler [h]ovedet p[å] dem).
(g[å]r nogle [g]ange frem og til[]bage, tar en [c]igar op[], standser nær ved hende
og siger efter en [p]ause):
g[å]r over til[]højre.)
(løfter [h]ovedet efter en kort [t]aushed, ser fast p[å] ham og nærmer sig).
(knytter [h]ænderne i stærk indre [b]evægelse).
(raskt).
(mildere).
(adspredt, farer op[] af sine [t]anker).
(med ironisk [e]ftertryk).
(ser tankefuld p[å] ham og siger langsomt):
(leende).
[v]induet og ruller [g]ardinet ned.)
(inde i [s]tuen).
(sammesteds).
(i [d]øren).
(p[å] [a]ltanen).
(ivrigt).
(p[å] [a]ltanen, til[] en [d]ame med [h] [å]ndarbejde).
(i [d]øren, med en [b]rikke).
(i [s]tuen ved [v]induet).
(til[] nogle [d]amer p[å] [a]ltanen).
(med højrøstet [g]læde).
(liges[å] idet de springer op[]).
(viser sig, rød og forlegen indenfor [d]øren).
(i [d]øren med en [k]affekop[] i den ene [h] [å]nd og en [t]vebak i den anden).
(indenfor og uden at sees).
(r[å]bende).
(som under det foreg[å]ende [o]p[]trin har spadseret omkring i [h]aven, kommer nu
frem i [f]orgrunden, standser og ser ind, til[] [l]armen nogenlunde har lagt sig).
(kommer hastigt og forsigtigt ud af [d]øren).
[h]avestuen.)
(til[] Falk).
(ser sig om).
(forskrækket).
(i [b]evægelse).
[b]ørn, [s]tyver, Guldstad, [f]ru Halm og de øvrige [g] []æster.)
(forlegen).
(op[]rørt).
(sl[å]r [h]ænderne sammen).
[d]amerne; de øvrige [g] []æster spreder sig i forsk[]ellige [g]rupper rundt om i [h]aven.
Falk standser Str[å]mand, hvis [k]one og [b]ørn stedse holder sig i hans
[n]ærhed. Guldstad g[å]r fra og til[] under den følgende [s]amtale.)
(i [e]mbedstone).
(op[]klaret).
(ut[å]lmodig).
(med et følelsesfuldt [s]mil).
(ser ud i [b]aggrunden).
(stirrer et [ø]jeblik forbauset paa ham, forst[å]r ham pludselig og brister i [l]atter).
(lystig).
(kommer nærmere).
(sl[å]r ham p[å] [s]kuldren).
(vred).
(med store [ø]jne).
(ser p[å] ham og folder [h]ænderne i stille [f]orbauselse).
(med et [a]nstrøg af [f]orlegenhed og [æ]rgrelse).
(endnu før [i]ndtrædelsen).
(til[] Falk).
(viser mod Anna, som st[å]r længre inde i [h]aven).
(spodsk).
(med et [n]ik[]).
(fortsættende til[] Anna, der næsten søger at undg[å] ham).
(halvt grædende).
(sagte til[] Str[å]mand).
(nikker til[] ham og vender sig atter til[] Anna).
(idet [f]røken Sk[]ære og [t]anterne kommer med Lind).
(med en afværgende [b]evægelse).
(rørte).
(rækker Anna [h] [å]nden).
(paa samme [t]id).
(forbauset).
(liges[å]).
(med et hjælpeløst [b]lik p[å] de omst[å]ende).
(ivrig).
(leende)
(i [m]unden p[å] hverandre).
(til[] Guldstad og Styver, som har spadseret udenfor i [h]aven og nu
nærmer sig).
(til[] [f]røken Sk[]ære, idet hun ser at [h]avebordet dækkes).
(kort).
(glade).
(smilende).
(med et galant [b]uk).
(i [b]ørneflokken).
(triumferende).
(som imidlertid er tr[å]dt ned fra [a]ltanen).
(med et [n]ik[]).
(snærpet).
(rejser sig).
(afbryder).
(med [v]arme).
(tankefuld).
(pludselig udbrydende).
(krænket, til[] Falk, idet hun rejser sig).
(klapper Anna p[å] [h]ovedet).
(ler højt).
(stødt).
(med undertrykt [f]orbittrelse).
(med [e]ftertryk[]).
(med [u]dbrud[]).
(p[å] Falks anden [s]ide).
(vifter sig med [l]ommetørklædet).
(nærmer sig).
(forskrækket).
(efter et forfærdet [b]lik p[å] [p]resten).
(i høj [v]rede).
(med et [b]uk, idet [f]ruen og [s]elskabet g[å]r ind).
(f[å]r ondt).
(til[] Falk idet han g[å]r med [f]røken Sk[]ære under [a]rmen).
(alvorlig).
(viser høfligt mod [h]uset).
(nærmer sig).
(i [å]ndeløs [s]pænding).
(neppe hørligt).
(jublende).
(nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde).
(kaster sig om hans [h]als).
(peger mod [h]uset).
(hurtigt).
ud p[å] [a]ltanen.)
(kommer.)
(ser et [g]limt af Falk og Svanhild, som skilles idet Falk g[å]r op[] mod [b]ag-
grunden; Svanhild blir st[å]ende skjult ved [l]ysthuset.)
[b]aggrunden i ivrig [s]amtale.)
(stiger ned i [h]aven idet han opdager Falk, som st[å]r og ser ud over [v]andet).
(p[å] [a]ltanen).
(sagte til[] Styver).
(g[å]r op[] p[å] [a]ltanen).
[h]aven; han og Str[å]mand mødes; de ser en [s]tund p[å] hinanden.)
(indrømmende).
(forsagt).
(med [l]une).
(kort).
(med tvungen [s]pot[]).
(stolt).
(ser fast p[å] ham).
(kommer ud med [b]riller p[å] og med den [å]bne [b]og i [h] [å]nden).
(i [d]øren).
(ivrig).
(hemmelighedsfuld).
(trækker p[å] [s]kuldrene).
(træder til[]bage).
(fast).
(k[]æk[] og trøstig idet han kaster et [ø]je p[å] [l]ysthuset).
Augustin». Styver standser og lytter i stille [b]evægelse.)
frem; hun er bleg og op[]rørt. De ser en [s]tund i [t]aushed p[å] hinanden og
kaster sig med [h]æftighed i hinandens [a]rme.)
(efter en kort tankefuld [s]tillhed).
(ser mod [h]uset med et [u]dtryk af [s]kyhed).
(favner hende).
(dæmpet).
(overrasket).
(hen for sig).
(rækker ham [h] [å]nden).
(alvorlig).
(ser sig til[]bage idet hun g[å]r).
(nærmer sig til[] Falk).
(vil fjerne sig).
(overrasket).
(undertrykker et [s]mil).
(let[] spottende).
(spændt).
(smilende).
(nikker langsomt).
(ser et [ø]jeblik p[å] Svanhild og vender sig atter mod Falk).
(griber ham ved [a]rmen).
(ser fast p[å] ham).
(farer op[]).
(rolig).
(trodsende).
(langsomt og med [e]ftertryk).
(forglemmer sig og udbryder):
(ser betydningsfuldt p[å] ham).
(smiler alvorligt).
(udfylder [m]eningen).
(spændt).
(trækker p[å] [s]kuldrene).
(i stærkt [u]dbrud[]).
(urokkelig).
(sagte).
(tvinger sig ind under en spøgende [t]one).
(ser p[å] ham, smiler, og ryster p[å] [h]ovedet).
(skarpt).
og hindrer hende.)
(hen for sig).
(med vild [h]eftighed).
(ryster stille p[å] [h]ovedet).
(med udbrydende [a]ngst).
(efter et kort [o]p[]hold).
(smerteligt).
(forfærdet).
(i dyb [s]merte).
(i stærk [b]eslu[]tning).
(ildfuldt).
(jublende).
med et forklaret [u]dtryk[].)
(stærk).
(favner hende).
(fjerner sig mod [b]aggrunden).
(hurtigt).
(mellem [t]anterne, sl[å]r [h]ænderne sammen).
(som intet har mærket).
[s]kridt til[]bage ved at se p[å] ham, og udbryder:)
(med et [s]mil).
(til[] [p]resten).
(fra [m]und til[] [m]und).
(som forstenet).
(til[] Lind).
(omfavner og kysser hende).
(ser til[]bage mod Svanhild).
(faar [m]ælet ig[]en og omfavner Styver).
(gnider sig fornøjet i [h]ænderne og ser ud efter Falk).
(dæmpet og ivrig).
(smiler stille).
(mellem [g] []æsterne).
(til[] Lind).
(til[] [k]ammeraterne).
(der kommer fra højre, sommerklædt, med [s]tudenterhue, [s]kræppe og [s]tav).
dæmpet udenfor.)
(i overstadig [g]læde).
(med [f]røken Sk[]ære under [a]rmen, vender sig til[] Falk, smiler hoverende
og siger, idet han tyder mod [p]resten):
(nejer ironisk).
(liges[å], idet hun tar [k] []ærestens [a]rm).
(dølger sin [f]orlegenhed).
(alvorlig).
(med et [s]mil udover [m]ængden).
(ser en kort [s]tund efter ham og siger stille men stærk).
Faksimile
K[]ærlighedens Komedie.
Komedie i tre [a]kter
[tredje], g[]ennemsete [u]dgave.
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
K[]øbenhavn.
Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).
Trykt hos J. H. Schultz.
1867.
Faksimile
Faksimile
K[]ærlighedens Komedie.
Faksimile
Faksimile
De handlende.
Fru Halm, en [e]mbedsmands [e]nke.
Svanhild,
Anna, hendes [d]øttre.
Falk, en ung [f]orfatter,
Lind, theologisk [s]tudent, hendes [l]ogerende.
Guldstad,
[g]rosserer.
Styver,
[k]opist.
Frøken Sk[]ære, hans [f]orlovede.
Str[å]mand,
[p]rest fra [l]andet.
Fru Str[å]mand, hans [k]one.
Studenter,
[g]
[]æster,
[f]amiljer
og
forlovede [p]ar.
Prestefolkenes otte [p]igebørn.
Fire [t]anter
,
en [h]usjomfru
,
en [o]ppasser
,
[t]jenestepiger
.
Handlingen foreg[å]r p[å]
[f]ru Halms [l]økke ved
Drammensvejen.
Drammensvejen.
Faksimile
Faksimile
FØRSTE AKT.
Scenen forestiller en smuk [h]ave med uregelmæssige men smagfulde [a]nlæg;
i [b]aggrunden sees [f]jorden og [ø]erne udover. Til[]venstre for [t]il[]skuerne [h]oved-
bygningen med en [v]eranda og ovenover denne et [å]bent [k]vistvindu; til[]højre i
[f]orgrunden et [å]bent [l]ysthus med [b]ord og [b]ænke. Landskabet ligger i stærk
[a]ftenbelysning. Det er tidligt p[å] [s]ommeren; [f]rugttræerne blomstrer.
i [b]aggrunden sees [f]jorden og [ø]erne udover. Til[]venstre for [t]il[]skuerne [h]oved-
bygningen med en [v]eranda og ovenover denne et [å]bent [k]vistvindu; til[]højre i
[f]orgrunden et [å]bent [l]ysthus med [b]ord og [b]ænke. Landskabet ligger i stærk
[a]ftenbelysning. Det er tidligt p[å] [s]ommeren; [f]rugttræerne blomstrer.
N[å]r [t]eppet g[å]r op[] sidder
[f]ru Halm, Anna og
[f]røken Sk[]ære
p[å] [v]erandaen, de to første med [h] [å]ndarbejde, den sidste med en [b]og. I
[l]ysthuset sees Falk, Lind, Guldstad og Styver; p[å] [b]ordet st[å]r [p]unsch-
mugge og [g]lasse. Svanhild sidder alene i [b]aggrunden ved [v]andet.
p[å] [v]erandaen, de to første med [h] [å]ndarbejde, den sidste med en [b]og. I
[l]ysthuset sees Falk, Lind, Guldstad og Styver; p[å] [b]ordet st[å]r [p]unsch-
mugge og [g]lasse. Svanhild sidder alene i [b]aggrunden ved [v]andet.
Falk
(rejser sig med hævet [g]las og synger).
Solglad [d]ag i hegnet [h]ave
skabtes dig til[]
[l]yst og [l]eg;
tænk ej p[å], at [h]østens [g]ave
tidtnok [v]
[å]rens [l]øfter sveg.
Æbleblomsten, hvid og vakker,
breder over dig sit [t]jeld, –
lad den s[å] langs alle [b]akker
drysses vejrsl[å]t næste [k]veld!
Kor af [h]errerne
.Lad den s[å] langs alle [b]akker
o. s. v.
1
Faksimile
2
Falk
.Hvad vil du om [f]rugten spørge
midt i [t]ræets [b]lomstertid?
Hvorfor sukke, hvorfor sørge,
sløvet under [s]læb og [s]lid?
Hvorfor lade [f]ugleskræmmen
klappre [d]ag og [n]at[] p[å]
[s]tang!
Glade [b]roder, [f]uglestemmen
ejer dog en bedre [k]lang!
Herrerne
.Glade [b]roder, [f]uglestemmen
o. s. v.
Falk
.Hvorfor vil du [s]purven jage
fra din rige [b]lomstergren!
Lad den før som [s]angløn tage
din [f]orh[å]bning[,] en for en.
Tro mig, [
du
] ved [b]yttet vinder,
tusker [s]ang mod sildig [f]rugt;
husk [m]oralen «Tiden rinder»;
snart din [f]riluftslund er luk[]t.
Herrerne
.Husk [m]oralen «Tiden rinder»
o. s. v.
Falk
.Jeg vil leve, jeg vil synge,
til[] den dør, den sidste [h]æk[];
fej da trøstig alt i [d]ynge,
kast saa hele [s]tadsen væk.
Grinden op[]; lad [f]
[å]r og [k]viger
gramse gr[å]digt, hver som bedst;
jeg brød [b]lomsten; lidt det siger,
hvem der tar den døde [r]est!
Faksimile
3
Herrerne
.
Jeg brød [b]lomsten; lidt det siger,
o. s. v.
(de klinker og tømmer [g]lassene.)
Falk
(til[] [d]amerne).
Se, det var [v]isen, som De bad mig om; –
bær over med den; jeg er tanketom.
Guldstad
.
[Å], hvad g[]ør det, n[å]r bare [v]isen klinger[?]
Frøken Sk[]ære
(ser sig om).
Men Svanhild, som saa ivrig var især –?
Da Falk begyndte, fik med [e]t hun [v]inger;
nu er hun borte.
Anna
(peger mod [b]aggrunden).
Nej hun sidder der.
Fru Halm
(med et [s]uk.)
Det [b]arn! Gud ved, n[å]r jeg f[å]r [s]kik[] p[å] hende!
Frøken Sk[]ære
.Men sig, [h]err Falk, mig syntes [v]isens [e]nde
var mindre rig p[å] – s[å]dan – [p]oesi,
som ellers findes hist og her deri.
Styver
.Ja, og det var dog ganske visst s[å] let[],
at f[å] lidt mer mod [s]lutningen placeret.
1*
Faksimile
4
Falk
(klinker med ham).
Man kliner ind, lig [k]idt i revnet [b]ræt,
til[] den blir fed nok, spækket, marmoreret.
Styver
(uforstyrret).
Ja det g[å]r glat[]; jeg husker det s[å] godt
ifra mig selv.
Guldstad
.Hvad? Har De Musen redet?
Frøken Sk[]ære
.Min [k]
[]æreste? Gud ja!
Styver
.
[Å] kun s[å] sm[å]t.
Frøken Sk[]ære
(til[] [d]amerne).
Han er romantisk af sig.
Fru Halm
.Jo, vi ved det!
Styver
.Nu ikke mere; det er lang [t]id siden.
Falk
.Fernis og [r]omantik g[å]r af med [t]iden.
Men forhen alts[å] –?
Styver
.Ja, det var nu i
den [t]id, jeg var forelsket.
Falk
.Er da den forbi?
Jeg trode ej din [e]lskovsrus udsovet!
Faksimile
5
Styver
.Nu er jeg jo officielt forlovet;
det er jo mere end forelsket, ved jeg!
Falk
.Ret s[å], min gamle [v]en, jeg holder med dig!
Du avanceret har, best[å]t det sværeste:
[f]orfremmelsen fra [e]lsker og til[]
[k]
[]æreste.
Styver
(med et behageligt [e]rindringssmil).
Det er dog sært! Jeg skulde fast forsvoret
mit [m]indes [f]aktiskhed i dette [n]u.
(vender sig til[] Falk.)
For syv [å]r siden, – vil du tro det[,] du?
Jeg gjorde [v]ers i [s]til[]hed p[å]
[k]ontoret.
Falk
.
Du gjorde [v]ers – ved [p]ulten?
Styver
.Nej, ved [b]ordet.
Guldstad
(sl[å]r p[å] sit [g]las).
Silentium, nu har [k]opisten [o]rdet!
Styver
.Især om [a]ftningen, n[å]r jeg var fri,
jeg konciperte [r]emser [p]oesi,
s[å] lange, som – ja to–tre brukne [a]rk.
Det gik!
Falk
.Du gav din Muse blot et [s]park,
s[å] traved hun –
Faksimile
6
Styver
.Ustemplet eller stemplet
[p]apir, se det var hende ligegodt.
Falk
.S[å]
[p]oesien flommed lige flot?
Men hør, hvorledes brød du ind i [t]emplet?
Styver
.Ved [h]jælp af [k]
[]ærlighedens [b]rækjern, [v]en!
Med andre [o]rd, s[å] var det [f]røken Sk[]ære,
min [k]
[]æreste, som hun blev senere hen,
for dengang var hun –
Falk
.Ret og slet din
[k]
[]ære.
Styver
(vedblivende).
Det var en sælsom [t]id; min [j]us jeg glemte;
min [p]en jeg spidsed ej, nej[,] jeg den stemte,
og n[å]r den i [k]onceptpapiret rev,
det klang som [m]elodi til[] hvad jeg skrev; –
omsider expederte jeg et [b]rev
til[] hende – hun –
Falk
.Hvis [k]
[]æreste du blev.
Styver
.Tænk, samme [d]ato indløb hendes [s]var;
[a]ndragendet bevilget, – [s]agen klar!
Falk
.Og du, du følte dig ved [p]ulten større;
du havde bragt din [e]lskov p[å] det [t]ørre!
Faksimile
7
Styver
.Naturligvis.
Falk
.Og aldrig mer du digted?
Styver
.Nej, jeg har aldrig siden mærket [t]rang;
det var med [e]t, som om mig [å]ren svigted;
og n[å]r jeg prøver nu en enkelt [g]ang
at sætte sammen blot et [n]yt[å]rsvers,
s[å] kommer [r]im og [v]ersem[å]l p[å]tvers,
og, – jeg forst[å]r ej, hvad det stikker i, –
men det blir
[j]us og ikke
[p]oesi.
Guldstad
(klinker med ham).
Og derfor er, min [s]jæl, De lige god!
(til[] Falk.)
De tror nu [f]ærgen over [l]ykkens [f]lod
er bare til[], for Dem at sætte over;
men se Dem for, ifald De [f]arten vover.
Hvad Deres [v]ise ang[å]r, ved jeg ej
om den poetisk er i alle [e]nder;
men, hvordan end De [v]isen snor og vender,
den har en slet [m]oral, det siger jeg.
Hvad skal man kalde slig [ø]konomi:
at lade alskens [f]ugle æde [k]arten
før den f[å]r [t]id til[] moden [f]rugt at bli;
at lade [k]
[]ør og [f]
[å]r f[å] græsse fri
herinde saadan udp[å]
[s]ommerparten?
Jo, her blev vakkert næste [v]
[å]r, [f]ru Halm!
Faksimile
8
Falk
(rejser sig).
[Å], næste, næste! Tanken er mig kvalm,
som i det slappe [o]rd «det [n]æste» ligger,
det g[]ør hver [g]lædens [r]igmand til[] en [t]igger!
[H]vis jeg som [s]progets [s]ultan m[å]tte r[å]de
en [t]ime kun, det [s]ilkesnoren fik,
og skulde ud af [v]erden uden [n]
[å]de,
som b og g af Knudsens [g]rammatik.
Styver
.Hvad har du da imod det [h]
[å]bets [o]rd?
Falk
.At det formørker os Guds fagre [j]ord.
«Vor næste [k]
[]ærlighed», «vor næste [v]iv»,
«vort næste [m]
[å]ltid» og «vort næste [l]iv», –
se, den
[f]orsynlighed, som heri ligger,
den er det, som g[]ør [g]lædens [s]øn til[]
[t]igger.
S[å]langt du ser, forstygger den vor [t]id,
den dræber [n]ydelsen af [ø]jeblikket;
du har ej [r]o før du f[å]r [b]
[å]den vrikket
imod «den næste» [s]trand med [s]læb og [s]lid;
men er du fremme, – mon du da tør hvile?
Nej, du maa atter mod et «[n]æste» ile.
Og s[å]dan g[å]r det – fortvæk – udaf [l]ivet, –
Gud ved, om bag et [s]toppested er givet.
Fru Halm
.Men fy, [h]err Falk, hvor kan De tale s[å]!
Faksimile
9
Anna
(tankefuld).
O, det han siger, kan jeg godt forst[å];
der maa dog noget sandt paa [b]unden være.
Frøken Sk[]ære
(bekymret).
Sligt m[å] min [k]
[]æreste ej høre p[å],
han er excentrisk nok. – [Å] hør, min [k]
[]ære;
kom hid et [ø]jeblik!
Styver
(besk[]æftiget med at rense sin [p]ibespids).
Jeg kommer snart.
Guldstad
(til[] Falk).
Ja, [e]t er mig dog idetmindste klart:
at De bør holde noget mer i [æ]re
[f]orsynligheden; – tænk Dem blot, ifald
De skrev et [d]igt idag og satte al
den dyre [r]estbeholdning ind deri,
som De p[å]
[l]ager har af [p]oesi,
og fandt, De intet havde mer til[]bedste[HIS: Strek under 'd'. Uvisst hva denne rettelsen gjelder.],
naar De imorgen digtede det næste; –
da fik [k]ritiken Dem nok i [k]alotten.
Falk
.Jeg tvivler p[å], den mærked [b]ankerotten;
da slentred [a]rm i [a]rm [k]ritik og jeg
gemytligt frem jo p[å] den samme [v]ej.
(afbrydende og med [o]vergang.)
Men sig mig, Lind, hvad g[å]r der dog af dig?
Faksimile
10
Du sidder her den hele [t]id s[å] sturen;
studerer du m[å]ske [a]rkitekturen?
Lind
(tar sig sammen).
Jeg? Hvorfor falder du p[å] det?
Falk
.Jo visst;
du har ej [ø]jet fra [a]ltanen hist.
Er det [v]erandastilens brede [b]uer,
som du med slig [d]ybsindighed beskuer?
Hvad heller [d]ørens kunstigt sk[å]rne [h]ængsler,
og [v]indueslugerne med ditto [s]tængsler?
For noget er det, som din [t]anke fængsler.
Lind
(med et str[å]lende [u]dtryk).
Nej, Du tar [f]ejl; jeg sidder her og lever.
Berust i [n]uet intet mer jeg kræver.
Jeg har en [f]ølelse, som om jeg stod
med [v]erdens [r]igdom drysset for min [f]od!
Tak[] for din [s]ang om [g]lædens [l]iv i [v]
[å]ren;
den var som af mit eget [i]ndre sk[å]ren!
(hæver sit [g]las og vexler et [b]lik med [a]nna, umærkeligt for de øvrige.)
En [s]k[å]l for [b]lomsten, der den dufter smukt,
foruden [t]anke p[å] at vorde [f]rugt!
(drikker tillbunds.)
Falk
(ser p[å] ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en let[] [t]one).
Vil mine [d]amer høre; det var [n]yt!
Her har jeg let[]vindt gjort en [p]roselyt.
Ig[å]r han gik med [s]almebog i [l]ommen,
Faksimile
11
idag han k[]ækt trakterer [d]igtertrommen. –
Man p[å]st[å]r vel, at vi [p]oeter fødes;
men stundom kan en [p]rosaist dog g[]ødes
s[å] ubarmhjertigt, som en strasburgsk [g]
[å]s,
med rimet [s]ludder og med metrisk [v]
[å]s,
s[å] alt hans [i]ndre, [l]ever, [s]jæl og [k]r[å]s,
n[å]r ud det krænges, findes ganske fuldt
af lyrisk [i]ster og rethorisk [s]mult.
(til[] Lind)
Men [t]ak[] forresten for din gode [m]ening;
herefter sl[å]r vi [h]arpen i [f]orening.
Frøken Sk[]ære
.Ja De, [h]err Falk, De er vel flittig nu?
I landlig [r]o, – her mellem [b]lomstergrene,
hvor De kan færdes for Dem selv alene – –
Fru Halm
(smilende).
Nej han er doven, s[å] det er en [g]ru.
Frøken Sk[]ære
.Jeg havde tænkt, De, som [f]ru Halms [l]ogerende,
var bleven rigtig stærkt poetiserende.
(peger ud tillhøjre.)
Det lille [h]avehus, bag [l]øvet g[]emt,
det ligger for en [d]igter s[å] bekvemt;
der synes mig, De m[å]tte blive stemt – –
Falk
(g[å]r over mod [v]erandaen og læner sig med [a]rmene p[å] [r]ækværket).
Dæk[] mine [ø]jnes [s]pejl med [b]lindheds [s]kimmel,
s[å] skal jeg digte om den lyse [h]immel.
Faksimile
12
Skaf[] mig, om blot en [m]
[å]nedstid p[å]
[b]org,
en [k]val, en knusende, en [k]
[]æmpesorg,
s[å] skal jeg synge [l]ivets [j]ubel ud.
Og helst, min [f]røken, skaf[] mig blot en [b]rud,
som er mig [a]lt, mit [l]ys, min [s]ol, min [
G
g
]ud.
Jeg har om den [t]ing supplicert Vorherre,
men han har hidtil[] vist sig døv, desværre.
Frøken Sk[]ære
.Fy, det er jo frivolt!
Fru Halm
.Ja hæsligt sagt!
Falk
.
[Å], De m[å] ikke tro det var min [a]gt
at g[å] med hende under [a]rm p[å] «Kurland»;
nej, midt i [l]ykkens vilde [j]ubeljagt
hun m[å]tte g[å] til[]
[e]vighedens [u]rland.
Jeg trænger til[] lidt [å]ndig [g]ymnastik,
som jeg p[å]
den
[v]is m[å]ske grundigst fik.
Svanhild
(har under det [f]oreg[å]ende nærmet sig; hun st[å]r nu tæt[] ved Falk og siger
med et bestemt men lunefuldt [u]dtryk).
Godt, jeg skal be' for Dem om slig en [s]k[]æbne;
men n[å]r den kommer, – bær den som en [m]and.
Falk
(har vendt sig overrasket).
[Å], [f]røken Svanhild! – Jo, jeg skal mig væbne.
Men tror De ogs[å], at jeg stole kan
paa Deres [b]øn, som noget rigtigt [v]irkende?
Med [h]imlen, ser De, m[å] man omg[å]es lirkende.
Faksimile
13
Jeg ved jo nok, De [v]ilje har for [t]o
til[] mig at skille ved min [s]jælero;
men om De ogs[å] har behørig
[t]ro,
se, det er [s]agen.
Svanhild
(mellem [s]pøg og [a]lvor).
Vent till [s]orgen kommer
og gulner [l]ivets lyse, grønne [s]ommer, –
vent till den nager v[å]gen og i [d]rømme,
saa kan om [s]tyrken af min [t]ro De dømme.
(hun g[å]r over till [d]amerne.)
Fru Halm
(dæmpet).
Men vil I [t]o da aldrig holde [f]red?
Nu har du gjort [h]err Falk for [a]lvor vred.
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Sk[]ære blander sig i Sam-
talen. Svanhild st[å]r kold og taus.)
Falk
(g[å]r efter en kort, tankefuld [s]tillhed over till [l]ysthuset og siger hen for sig):
Der lyste [v]isshed ud af hendes [b]likke.
Mon jeg skal tro, som hun det tror s[å] tryg[]t,
at [h]imlen vil –
Guldstad
.Aa nej-Gud vil den ikke!
Den var da, med [r]espekt, og brav forrykt,
om den effektuerte slige [o]rdres.
Nej[,] ser De, gode [h]ode, – hvad der fordres,
det er [m]otion for [a]rme, [b]en og [k]rop[].
Lig[] ikke her og glo i [l]øvet op[]
den lange [d]ag; hug[]
[v]ed om ikke [a]ndet.
Faksimile
14
Det m[å]tte ogs[å] være rent forbandet,
om ikke inden fjorten [d]age De
for Deres gale [n]ykker da var fri.
Falk
.Jeg st[å]r som [æ]slet, snørt i [v]algets [b]
[å]nd;
til[]venstre har jeg [k]
[]ød, til[]højre [å]nd;
hvad var vel visest her at vælge først.
Guldstad
(idet han sk[]ænker i [g]lassene).
Først et [g]las [p]unsch, det slukker [h]arm og [t]ørst.
Fru Halm
(ser p[å] sit [u]hr).
Men den er otte snart; nu tror jeg næsten
det er p[å]
[t]iden vi kan vente [p]resten.
(rejser sig og rydder op[] p[å]
[a]ltanen.)
Falk
.Hvad? Skal her komme [p]rester?
Frøken Sk[]ære
.Gud, ja visst!
Fru Halm
.Det var jo det, som jeg fortalte sidst –
Anna
.Nej [m]oer, [h]err Falk var ikke da til[]stede.
Fru Halm
.N[å], det er sandt. Men bliv dog ej saa trist;
tro mig, af det [b]esøg De høster [g]læde.
Falk
.Men sig, hvem er han da, den[g]lædens
[s]
[å]mand?
Faksimile
15
Fru Halm
.
[Å] Herregud, det er jo [p]resten Str[å]mand.
Falk
.Ja s[å]. Jeg tror, at jeg har hørt hans [n]avn,
og læst, at han skal ind og g[]øre [g]avn,
som [s]torthingsmand, p[å]
[p]olitikens [m]arker.
Styver
.Ja han er [t]aler.
Guldstad
.Skade blot, han harker.
Frøken Skjære
.Nu kommer han med [f]rue –
Fru Halm
.Og med [a]rvinger –
Falk
.At more dem i [f]orvejen lidt, de hulde, –
for siden f[å]r han begge [h]ænder fulde
med svenske [s]pørgsmaal og med [s]tatsr[å]dsgarvinger;
jo, jeg forst[å]r.
Fru Halm
.
Det er en [m]and, [h]err Falk!
Guldstad
.Ja, i sin [u]ngdom var han nu en [s]kalk.
Frøken Sk[]ære
(fornærmet).
N[å] s[å], [h]err Guldstad! Alt fra jeg var liden
har jeg hørt tale dog med stor [r]espekt, –
og det af [f]olk, hvis [o]rd har megen [v]ægt, –
om [p]resten Str[å]mand og hans [l]ivs [r]oman.
Faksimile
16
Guldstad
(leende).
[r]oman?
Frøken Sk[]ære
.
[r]oman. Jeg kalder sligt romantisk,
som ej af [h]verdagsfolk vurderes kan.
Falk
.De spænder min [n]ysg[]ærrighed gigantisk.
Frøken Sk[]ære
(vedblivende).
Men Gudbevars, der gives altid visse,
som af det rørende sig lader hidse
til[]
[r]ailleri! Det er jo velbek[]endt
at her var [e]n, som bare var [s]tudent,
der var s[å] fræk[], s[å] ryggesløs, s[å] ussel,
at kritisere selve «William Russell».
Falk
.Men sig, er [o]p[]landspresten da et [d]igt,
et kristent [d]rama eller noget sligt?
Frøken Sk[]ære
(rørt till stille [t] [å]rer).
Nej Falk, – et [m]enneske, p[å]
[h]jerte rigt.
Men n[å]r en s[å] at sige livløs [t]ing,
kan for[å]rsage slige [o]ndskabssting
og vække fæle [l]idenskabers [m]ængde
af slig en [d]ybde –
Falk
(deltagende).
Og af slig en [l]ængde –
Faksimile
17
Frøken Sk[]ære
.S[å] vil, med Deres skarpe [b]lik, De snart
begribe at –
Falk
.Ja, det er ganske klart.
Men hvad der hidtil[] er mig mindre tydeligt,
det er [r]omanens [i]ndhold og dens [a]rt.
Jeg kan nok ane, det er noget nydeligt;
men hvis det lod sig sige i en [f]art –
Styver
.Jeg skal af [s]agens [f]akta extrahere
det vigtigste.
Frøken Sk[]ære
.Nej, jeg erindrer mere;
jeg kan fortælle –
Fru Halm
.Det kan ogs[å] jeg!
Frøken Sk[]ære
.
[Å] nej, [f]ru Halm, nu er jeg alt paa [v]ej.
Ser De, [h]err Falk, – han gjaldt, som [k]andidat,
for et af [h]ovedstadens bedste [h]oder,
forstod sig p[å]
[k]ritik og nye [m]oder –
Fru Halm
.Og spillede [k]omedie privat.
Frøken Sk[]ære
.Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte, –
Fru Halm
.Og husk, hvor pent [h]istorier han fortalte.
2
Faksimile
18
Frøken Sk[]ære
.Ja giv dog [t]id; jeg kan det p[å] en [p]rik[].
Han skrev og komponerte selv [m]usik
til[]
[n]oget, som en – [f]orelægger fik;
det kaldtes «Syv [s]onetter til[] min Maren».
[Å] Gud, hvor sødt han sang dem til[]
[g]uitaren!
Fru Halm
.Ja det er visst, at han var genial!
Guldstad
(dæmpet).
Hm, somme mente nu, at han var gal.
Falk
.En gammel [p]raktikus, som ikke henter
sin [v]isdom blot af mugne [p]ergamenter,
har sagt, at [k]
[]ærligheden g[]ør Petrarker
s[å] let, som [f]æ og [l]adhed [p]atriarker.
Men hvem var Maren?
Frøken Sk[]ære
.Maren? Det var hende,
hans [e]lskede, som snart De lærer k[]ende.
Hun var en [d]atter af et [k]ompagni –
Guldstad
.Et [t]rælasthus.
Frøken Sk[]ære
(kort).
Ja, det m[å] Herren vide.
Guldstad
.For det var hollandsk [l]ast de gjorde i.
Faksimile
19
Frøken Sk[]ære
.Sligt hører till den trivielle [s]ide.
Falk
.Et [k]ompagni?
Frøken Sk[]ære
(vedblivende).
Som ejed store [g]runker.
De kan vel tænke, hvor der [k]ur blev gjort;
der meldtes [f]riere af første [s]ort –
Fru Halm
.Og mellem dem s[å]gar en [k]ammerjunker.
Frøken Sk[]ære
.Men Maren værged k[]æk[]t om [k]vindens [r]e[]t.
Hun havde
[s]tra[å]mand mødt i «Dramatiken»:
at se og elske ham, det var nu
[e]t –
Falk
.Og [b]ejlerskaren m[å]tte st[å] i [s]tikken?
Fru Halm
.Ja vil De tænke Dem den [r]omantiken!
Frøken Sk[]ære
.Og læg[] s[å] til[] en gammel grusom [f]ar,
som bare gik omkring og skil[]te [h]jerter;
jeg tror der ogs[å] en [f]ormynder var,
for endnu mer at øge deres [s]merter.
Men hun blev ham og han blev hende tro;
de drømte sammen om et str[å]tæk[]t [b]o,
et snehvidt [f]
[å]r, som kunde nære to –
2*
Faksimile
20
Fru Halm
.Ja i det højeste en liden [k]o, –
Frøken Sk[]ære
.Kort sagt, som de for mig s[å] tidt erklærte,
en [b]æk[], en [h]ytte og hinandens [h]jerte.
Falk
.Ak ja! Og s[å] –?
Frøken Sk[]ære
.S[å] brød hun med sin [s]lægt.
Falk
.Hun brød –?
Fru Halm
.Hun brød med den.
Falk
.Se, det var k[]æk[]t.
Frøken Sk[]ære
.Og flytted till sin [s]tr[å]mand op[] p[å]
[k]visten.
Falk
.Hun flytted op[]! Foruden – s[å]dan – [v]ielse?
Frøken Sk[]ære
.
[Å] fy!
Fru Halm
.Fy [s]kam! Min salig [m]and p[å] Listen
st[å]r blandt [f]orloverne –!
Styver
(til[] [f]røkenen).
Ja, din [f]ortielse
af [f]aktum er det, som forvolder [t]visten.
Faksimile
21
I [r]eferater har det megen [v]ægt
at ordne kronologisk og korrekt.
Men jeg kan aldrig f[å] det i mit [h]ode,
hvor de kom af det –
Falk
(fortsættende).
– thi man tør formode,
at [f]
[å]r og [k]o ej med p[å]
[k]visten bode.
Frøken Sk[]ære
(til[] Styver).
[Å], du skal vel betænke [e]t, min [g]ode:
Man trænger ej, hvor [k]
[]ærligheden troner;
to ømme [h]jerter klarer sig med [l]idt.
(til[] Falk.)
Han elsked hende till [g]uitarens [t]oner,
og hun gav paa [k]lave[]r [i]nformationer –
Fru Halm
.Og s[å], forst[å]r sig, tog de p[å]
[k]redit –
Guldstad
.Et [å]r, til[]
[h]andelshuset gik [f]allit.
Fru Halm
.Men s[å] fik Str[å]mand [k]ald etsteds der nordp[å].
Frøken Sk[]ære
.Og i et [b]rev, jeg siden s[å], han svor p[å],
han leved blot for [p]ligten og for hende.
Falk
(supplerende).
Og dermed var hans [l]ivs [r]oman til[]ende.
Faksimile
22
Fru Halm
(rejser sig).
Ja nu jeg tror vi g[å]r i [h]aven ned;
vi m[å] jo se, om vi dem har ivente.
Frøken Sk[]ære
(idet hun tar [m]antillen p[å]).
Det er alt svalt.
Fru Halm
.Ja, Svanhild, vil Du hente
mit uldne [s]havl.
Lind
(til[] Anna, ubemærket af de [ø]vrige).
G[å] forud!
Fru Halm
.Kom s[å] med!
(Svanhild g[å]r ind i [h]uset; de andre, undtagen Falk, g[å]r mod [b]aggrunden
og ud til[]venstre. Lind, der har fulgt med, standser og kommer til[]bage.)
og ud til[]venstre. Lind, der har fulgt med, standser og kommer til[]bage.)
Lind
.Min [v]en!
Falk
.Iligem[å]de!
Lind
.H[å]nden hid!
Jeg er s[å] glad; – jeg tror mit [b]ryst m[å] sprænges,
ifald jeg ikke f[å]r fortalt –
Falk
.Giv [t]id;
du skal forhøres først, s[å] dømmes, hænges.
Hvad er nu det for [a]dfærd? Lægge [s]kjul
Faksimile
23
for mig, din [v]en, p[å]
[s]katten, du har fundet; –
for til[]st[å] kun, [f]ormodningen er grundet:
Du trukket har et [l]od i [l]ykkens [h]jul!
Lind
.Ja, jeg har fanget [l]ykkens fagre [f]ugl!
Falk
.S[å]? Levende, – og ej i [s]naren kvalt?
Lind
.Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.
Jeg er forlovet! Tænk –!
Falk
.
(hurtigt).
Forlovet!
Lind
.Ja!
idag, – Gud ved, hvor jeg tog [m]odet fra!
Jeg sagde, – [å], sligt lar sig ikke sige;
men tænk dig, – hun, den unge, smukke [p]ige,
blev ganske blussende, – slet ikke vred!
Nej, kan du sk[]ønne, Falk, hvad jeg har vovet!
Hun hørte paa mig,[HIS: Skadet komma.] – og jeg tror hun græd;
det er jo gode [t]egn?
Falk
.Ja visst; bliv ved.
Lind
.Og, ikke sandt, – da er vi jo forlovet?
Faksimile
24
Falk
.Jeg m[å] formode det; men for at være
aldeles tryg[], saa r[å]dspørg [f]røken Sk[]ære.
Lind
.O nej, jeg ved, jeg føler det s[å] tryg[]t!
Jeg er s[å] klar, s[å] sikker, uden [f]rygt.
(str[å]lende og hemmelighedsfuldt.)
Hør; jeg fik [l]ov at holde hendes [h]
[å]nd,
da hun tog [k]affetøjet bort fra [b]ordet!
Falk
(løfter sit [g]las og tømmer det).
N[å], [v]
[å]rens [b]lomster da i eders B[å]nd!
Lind
(liges[å]).
Og det skal være højt og helligt svoret,
at jeg vil elske hende til[] min [d]ød,
s[å] varmt som nu; – ja, for hun er s[å] sød!
Falk
.Forlovet! Derfor var det da, du slang
p[å]
[h]ylden b[å]de [l]oven og [p]rofeterne.
Lind
(leende).
Og du, som trode, at det var din [s]ang –!
Falk
.Min [v]en, s[å] stærk en [t]ro har tidt [p]oeterne.
Lind
(alvorligt).
Tro ellers ikke, Falk, at [t]heologen
er fra min [l]ykkes [t]ime dreven ud.
Faksimile
25
Der er den [f]orsk[]el kun, at ikke
[b]ogen
forsl[å]r som [j]akobsstige til[] min Gud.
Nu m[å] jeg ud og søge ham i
[l]ivet;
jeg føler mig i [h]jertet mere god,
jeg elsker [s]tr[å]et, [k]rybet for min [f]od;
det er jo ogs[å]
[d]el i [l]ykken givet.
Falk
.Men sig mig nu –
Lind
.Nu har jeg sagt det hele, –
min rige [g]
[å]de, som vi tre vil dele.
Falk
.Ja, men jeg mener, har du tænkt lidt fremad?
Lind
.Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne [s]tund
jeg lever i det v[å]rlige [s]ekund.
Jeg vender [ø]jet mod min [l]ykke hjemad;
der holder [s]k[]æbnens [t]ømmer jeg og hun.
Ej du, ej Guldstad, – ja, ej selv [f]ru Halm
tør sige til[] min friske [l]ivsblomst: «Falm!»
Thi jeg har [v]ilje, hun har varme [ø]jne,
og derfor m[å]
den, skal den op[]ad højne!
Falk
.Rett s[å], min [b]roder, dig har [l]ykken [b]rug for!
Lind
.Mit [l]ivsmod brænder lig en vilter [s]ang;
jeg k[]ender mig saa stærk; l[å] der et [s]lug for
min [f]od, – hvor gabende, – jeg over sprang!
Faksimile
26
Falk
.Det sige vil i simpelt [p]rosasprog:
Din [k]
[]ærlighed har gjort dig til[] et [r]ensdyr.
Lind
.N[å], – farer jeg med [r]enens vilde [t]og,
jeg ved, til[] hvem min [l]ængselsfugl imens flyr!
Falk
.S[å] f[å]r den alt imorgen til[] at flyve;
du følger med [k]vartetten jo til[]fjelds.
Jeg lover for, Du trænger ingen [p]els –
Lind
.Kvartetten! Pyt, – lad den alene klyve!
For mig er [h]øjfjeldsluft i [d]alens [b]und;
her har jeg [b]lomstersne og [f]jordens [v]idder,
her har jeg [l]øvsalsang og [f]uglekvidder,
og [l]ykkens [h]uldre, – ja for her er hun!
Falk
.Ak, [l]ykkens [h]uldre her i Akersdalen
er sjelden, som en [e]lg; hold fast i [h]alen.
(med et [b]lik mod [h]uset.)
Hyss, – Svanhild –
Lind
.
(trykker hans Haand).
Godt; jeg g[å]r, – lad ingen k[]ende,
hvad der er mellem dig og mig og hende.
Tak[] for du tog min [h]emlighed! Begrav den
i [h]jertet, – dybt og varmt, som jeg dig gav den.
(Han g[å]r ud i [b]aggrunden til[] de andre.)
Faksimile
27
(Falk ser et [ø]jeblik efter ham og g[å]r et [p]ar [g]ange op[] og ned i [h]aven, under
synlig [b]estræbelse for at bek[]æmpe det [o]p[]rør, han er i. Lidt efter kommer
Svanhild ud fra [h]uset med et [t]ørklæde p[å] [a]rmen og vil g[å] mod [b]ag-
grunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.)
synlig [b]estræbelse for at bek[]æmpe det [o]p[]rør, han er i. Lidt efter kommer
Svanhild ud fra [h]uset med et [t]ørklæde p[å] [a]rmen og vil g[å] mod [b]ag-
grunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.)
Svanhild
(efter et kort [o]p[]hold).
De ser s[å] visst paa mig –?
Falk
.
(halvt for sig selv).
Ja der er [t]rækket;
i [ø]jets [s]jø det skygger over [b]unden,
det leger [s]kjul med [s]pottens [a]lf om [m]unden,
det er der.
Svanhild
.
Hvad? De g[]ør mig halvt forskrækket.
Falk
.De heder Svanhild?
Svanhild
.Ja, det ved De vel.
Falk
.Men ved De, [f]røken, at det [n]avn er latterligt?
G[]ør mig till [v]ilje; kast det bort ikveld!
Svanhild
.Fy, – det var egenmægtigt, lidet datterligt –
Falk
(ler).
Hm, «Svanhild» – «Svanhild» – –
(pludselig alvorlig.)
Hvorfor fik De sligt
memento mori alt fra De var liden?
Faksimile
28
Svanhild
.Er det da styg[]t?
Falk
.Nej, dejligt som et [d]igt
men altfor stort og stærkt og strængt for [t]iden.
Hvor kan en [n]utidsfrøken fylde ud
den [t]anke, [n]avnet «Svanhild» i sig fatter?
Nej, – kast det bort, som et forældet [s]krud.
Svanhild
.De tænker nok paa [s]agakongens [d]atter –
Falk
.Som skyldfri knustes under [h]estens [h]ov.
Svanhild
.Men sligt er jo forbudt i vor [t]ids [l]ov.
Nej, højt i [s]adlen! I min stille [t]anke
jeg drømte tidt mig b[å]ren p[å] dens [r]yg[],
jog ud i [v]erden vidt, jog k[]æk[] og tryg[],
mens [v]inden slog som [f]rihedsflag dens [m]anke!
Falk
.Ja det er gammelt. I den «stille [t]anke»,
der ændser ingen af os [g]rind og [s]kranke,
der ræddes ingen for at bruge [s]poren; –
i
[g]
[]erning holder vi os smukt till [j]orden; –
thi [l]ivet er igrunden [h]vermand k[]ært,
og der er ingen, som et [d]ødsspring vover.
Svanhild
(livligt).
Jo, peg paa [m]
[å]let, og jeg sætter over!
Men da m[å]
[m]
[å]let være [s]pringet værd.
Faksimile
29
Et Kalifornien bag [ø]rkensandet, –
hvis ikke, blir man hvor man er, i [l]andet.
Falk
(spottende).
N[å], jeg forst[å]r Dem; det er
[t]idens
[f]ejl.
Svanhild
(varm).
Ja netop[]
[t]idens! Hvorfor sætte [s]ejl,
naar ingen [l]uftning stryger over [f]jorden?
Falk
(ironisk).
Ja hvorfor slide [p]idsken eller [s]poren,
naar ingen gylden [i]ndsats st[å]r som [s]k[]ænk
til[] den, der river sig fra [b]ord og [b]ænk
og jager fremad, b[å]ren højt i [s]adlen?
Slig [f]ærd for [f]ærdens [s]kyld til[]hører [a]dlen,
og [a]delsfærd i vor [t]id kaldes [t]ant;
s[å] var nok [m]eningen?
Svanhild
.Ja, ganske sandt,
se [p]æretræet, som ved [g]
[]ærdet st[å]r, –
hvor det er goldt og blomsterløst i[å]r.
Ifjor De skulde seet, hvor det stod k[]æk[]t
med [k]ronen krøget under [f]rugtens [v]ægt.
Falk
(noget uviss).
Det vil jeg tro; men hvad er deraf [l]æren?
Faksimile
30
Svanhild
(med [f]inhed).
[Å], iblandt andet, at det fast er frækt,
n[å]r vor [t]ids Zacharias kræver [p]æren.
Har [t]ræet overblomstret sig ifjor,
s[å] m[å] i[å]r ej fordres samme [f]lor.
Falk
.Jeg vidste nok, De fandt det rette [s]por ig[]en
i [r]omantiken – bagud i [h]istorien.
Svanhild
.Ja – vor [t]ids [d]yd er af en anden [s]lags.
Hvem ruster sig for [s]andhed nutil[]dags?
Hvem er [p]ersonens [i]ndsats vel tillags?
Hvor findes [h]elten?
Falk
(ser skarpt p[å] hende).
Og hvor er [v]alkyrien?
Svanhild
(ryster p[å] [h]ovedet).
Valkyrien bruges ej i dette [l]and!
Da [t]roen truedes ifjor i Syrien,
gik De da did som [k]orsets svorne [m]and?
Nej, p[å]
[p]apiret var De varm som [t]aler, –
og sendte «Kirketidenden» en [d]aler.
(Pause. Falk synes at ville svare, men holder inde og g[å]r op[]over i [h]aven.)
Svanhild
(betragter ham en [s]tund, nærmer sig og spørger blidt).
Falk, er De vred?
Faksimile
31
Falk
.Nej visst; jeg g[å]r og sturer, –
se, det er alt.
Svanhild
(med tankefuld [d]eltagelse).
De er som to [n]aturer, –
to uforligte – –
Falk
.Ja det ved jeg vel.
Svanhild
(hæftigt).
Men [g]runden!
Falk
(med [u]dbrud).
Grunden? Jo, fordi jeg hader
at g[å] omkring med frækt udringet [s]jæl,
lig [g]odtfolks [k]
[]ærlighed i alle [g]ader, –
at g[å] omkring med blottet [h]jertevarme,
som unge [k]vinder g[å]r med nøgne Arme!
De var den eneste, – De, Svanhild, De –
s[å] tænkte jeg, – n[å] den [t]ing er forbi –
(vender sig efter hende, idet hun g[å]r over mod [l]ysthuset og ser ud.)
De lytter –?
Svanhild
.Til[] en anden [r]øst, som taler,
hys[]! Hører De? Hver [k]veld, n[å]r [s]olen daler,
da kommer flyvende en liden [f]ugl, –
se der, – der kom den frem af [l]øvets [s]kjul – –
ved De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,
som her p[å]
[j]ord blev nægtet [s]angens [g]ave,
Faksimile
32
hun fik af Gud en liden [f]ugl til[]
[v]en –
for en kun skabt og for den enes [h]ave.
Falk
(tager en [s]ten op[] fra [j]orden).
Da g[]ælder det, at [f]ugl og [e]jer mødes,
skal ej dens [s]ang i fremmed [h]ave ødes.
Svanhild
.Ja det er sandt; men jeg har fundet min.
Jeg fik ej [o]rdets [m]agt, ej [s]angerstemme;
men kviddrer [f]uglen i sit grønne [g]
[]emme,
det er som [d]igte daled i mit [s]ind – –
nu ja – de dvæler ej – de flyver bort –
(Falk kaster [s]tenen med [h]æftighed; Svanhild udstøder et [s]krig).
o Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!
(iler ud tillhøjre og kommer snart ind ig[]en.)
O det var syndigt, syndigt!
Falk
(i lidenskabeligt [o]p[]rør).
Nej – kun [ø]je
for [ø]je, Svanhild, – ikkun [t]and for [t]and!
Nu f[å]r De ingen [h]ilsen fra det høje,
og ingen [g]ave mer fra [s]angens [l]and.
Se, det er [h]ævnen over Deres [v]ærk!
Svanhild
.Mit [v]ærk?
Falk
.Ja Deres! Indtil[] denne [t]ime
slog i mit [b]ryst en [s]angfugl k[]æk[] og stærk.
Faksimile
33
Se – nu kan [k]lokken over begge kime, –
De har den dræbt!
Svanhild
.Har jeg!
Falk
.Ja, da De slog
min unge, glade [s]ejerstro till [j]orden –
(foragteligt.)
da De forloved Dem!
Svanhild
.Men sig mig dog –!
Falk
.
[Å] ja, den [t]ing er sagtens i sin [o]rden;
han tar [e]xamen, f[å]r sig strax en [s]tilling, –
han g[å]r jo til[] Amerika som [p]rest –
Svanhild
(i samme [t]one).
Og arver nok en ganske vakker [s]killing; –
ja, for det er vel Lind De mener?
Falk
.Bedst
maa De vel vide –
Svanhild
(med et dæmpet [s]mil).
Ja, som [b]rudens [s]øster
bør jeg jo –
Falk
.Gud! Det er ej Dem – –!
3
Faksimile
34
Svanhild
.Som høster
hin [l]ykkens [o]verflod? Ak nej desværre!
Falk
(med næsten barnlig [g]læde).
Det er ej Dem! O, priset være Gud!
O, han er god og k[]ærlig dog, Vorherre?
Jeg faar ej se Dem som en andens [b]rud; –
det var kun [s]mertens [l]ys han vilde tænde – –
(vil gribe hendes [h]
[å]nd.)
O hør mig, Svanhild, – hør mig –
Svanhild
(peger raskt mod [b]aggrunden).
Se derhenne!
(hun g[å]r henimod [h]uset. Fra [b]aggrunden kommer i det samme
[f]ru Halm,
Anna, [f]røken Sk[]ære, Guldstad, Styver og Lind. Under det fore-
g[å]ende [o]p[]trin er [s]olen g[å]et ned; [l]andskabet ligger i [t]usmørke.)
Fru Halm
(til[] Svanhild).
Nu har vi [p]restens lige paa [m]inuttet.
Hvor blev du af?
Frøken Sk[]ære
(efter et [b]lik p[å] Falk).
Du synes s[å] betuttet.
Svanhild
.Lidt ondt i [h]odet; det g[å]r over snart.
Fru Halm
.Og endda g[å]r du her med [h]
[å]ret bart?
Hold [t]heen færdig; ryd[] s[å] op[] i [s]tuen;
pent m[å] her være, for jeg k[]ender [f]ruen.
(Svanhild g[å]r ind i [h]uset.)
Faksimile
35
Styver
(til[] Falk).
Ved du [b]esked om [p]restens [p]olitik?
Falk
.Jeg tror ej han for [d]yrtidstillæg stemmer.
Styver
.Men dersom nu et lidet [v]ink han fik
om [v]ersene, som jeg i [p]ulten g[]emmer?
Falk
.Det muligt hjalp.
Styver
.Ja gid, – for, tro du mig,
det kniber for os nu, vi [b]o skal sætte.
De [e]lskovssorger, de er ikke lette.
Falk
.Til[]pas; hvad vilde du paa den [g]allej!
Styver
.Er
[e]lskov en [g]allej?
Falk
.Nej
[æ]gteskabet,
med [l]ænker, [t]rælleliv og [f]rihedstabet.
Styver
(da han ser, at [f]røken Sk[]ære nærmer sig).
Du k[]ender ej den [k]apital, som bor
i [k]vindens [t]anker og i [k]vindens [o]rd.
Frøken Sk[]ære
(sagte).
Tror du [g]rossereren vil endossere?
3*
Faksimile
36
Styver
(gnaven[HIS: Strek gjennom 'a' og bolle over 'n'. Uvist hva denne rettelse gjelder]).
Jeg ved ej visst endnu; jeg skal probere.
(de fjerner sig i [s]amtale.)
Lind
(dæmpet til Falk, idet han nærmer sig med Anna).
Jeg kan ej dy mig længer; i en [f]art
jeg forestille m[å] –
Falk
.Du burde tie,
og ingen uvedkommende indvie
i det, som eders er –
Lind
.N[å], det var rart; –
for dig, min [m]edlogerende i [h]uset,
jeg skulde holdt min unge [l]ykke skjult!
Nej, nu, mit [h]ode har f[å]t [h]
[å]ret gult, –
Falk
.Nu vil du g[]øre dig dit [h]ode kruset?
Ja, k[]ære bedste [v]en, hvis det er [m]eningen,
saa skynd dig blot og deklarer [f]oreningen!
Lind
.Det har jeg ogs[å] tænkt af flere [g]runde,
og deriblandt er en især af [v]ægt;
sæt[] for [e]xempel, at her findes kunde
en [k]urtisør, som lusked om fordæk[]t;
sæt[] at hans [h]ensigt tr[å]dte frem p[å]tageligt,
som [f]rieri; det var dog ubehageligt.
Faksimile
37
Falk
.Ja det er sandt; jeg havde ganske glemt,
du var til[] noget højere bestemt.
Som [e]lskovs [f]riprest st[å]r du midlertidigt;
sent eller tidligt skal der avanceres;
men det er selv mod [s]kik[] og [v]edtægt stridigt,
om allerede nu du ordineres.
Lind
.Ja dersom ej [g]rossereren –
Falk
.Hvad han?
Anna
(undselig).
[Å] det er noget, Lind kun ind sig bilder.
Lind
.Sig ikke det; det aner mig han skiller
mig ved min [l]ykke, n[å]r og hvor han kan.
Den [f]yr er jo en daglig [g]
[]æst herude,
er rig og ugift, fører jer omkring;
kort sagt, min [e]lskte, der er tusind [t]ing,
som ej kan andet os end ondt bebude.
Anna
(med et [s]uk[]).
O det var [s]ynd; her var saa godt idag.
Falk
(deltagende til[] Lind).
Ja slip[] ej [l]ykken for en rodløs [g]rille;
vent i det længste før du toner [f]lag.
Faksimile
38
Anna
.Gud! Frøken Sk[]ære ser p[å]
os; ti stille!
(hun og Lind fjerner sig till forsk[]ellige [k]anter.)
Falk
(ser efter Lind).
Der g[å]r han til[] sin [u]ngdoms [n]ederlag.
Guldstad
(som imidlertid har st[å]et ved [t]rappen i [s]amtale med [f]ru Halm og [f]røken Sk[]ære,[HIS: Skadet komma.]
nærmer sig og sl[å]r ham paa [s]kuldren).
N[å], st[å]r man her og grunder p[å] et [d]igt?
Falk
.Nej, p[å] et [d]rama.
Guldstad
.Det var da som [f]anden; –
jeg trode ej, De gav Dem af med sligt.
Falk
.Nej dette her er ogs[å] af en anden,
en [v]en af mig, ja af os beggeto; –
en fejende [f]orfatter kan De tro.
Tænk Dem, fra [m]iddagstider og til[]
[k]veld
han digtet har en hel [i]dyl til[]ende.
Guldstad
(polidsk).
Og [s]lut[]ningen er god?
Falk
.De ved da vel
at [t]eppet falder først – med ham og hende.
Men det er blot en [d]el af [t]rilogien;
bagefter kommer nok [f]orfattersvien,
Faksimile
39
naar [n]ummer to, [f]orlovelsens [k]omedie,
skal digtes g[]ennem lange [a]kter fem,
og [s]toffets [t]r[å]d skal spindes ud af dem
till [æ]gteskabets [d]rama, som det tredje.
Guldstad
(smilende).
Man skulde tro [f]orfatterlyst var smitsom.
Falk
.S[å]? Hvorfor det?
Guldstad
.Jeg mener fors[å]vidtsom
jeg ogs[å] g[å]r og grunder p[å] en [d]igtning, –
(hemmelighedsfuldt.)
en faktisk en, – foruden alskens [s]vigtning.
Falk
.Og hvem er [h]elten, om man spørge tør?
Guldstad
.Det siger jeg imorgen, – ikke før.
Falk
.Det er Dem selv!
Guldstad
.Tror De, som slig, mig duelig?
Falk
.En bedre [h]elt var sikkert ikke mulig.
Men nu [h]eltinden? Hun skal sagtens hentes
fra [l]andets [f]riluft, ej fra [b]yens [k]valm?
Faksimile
40
Guldstad
(truer med [f]ingeren).
Hys[], – det er [k]nuden og med den m[å] ventes! –
(sl[å]r over i en anden [t]one.)
Sig mig, hvad synes De om [f]røken Halm?
Falk
.
[Å] hende k[]ender De visst meget bedre;
min [d]om kan hverken sk[]æmme eller hædre. –
(smilende).
Men vogt Dem bare, at det ej g[å]r galt
med dette «[d]igt», hvorom De har fortalt.
Sæt[] at jeg kunde Deres [t]illid svige
og omkalfatre [u]dfald og [i]ntrige.
Guldstad
(godmodigt).
N[å] ja, s[å] vilde jeg mit Amen sige.
Falk
.Det er et [o]rd?
Guldstad
.De er jo [m]and af [f]aget;
det var jo dumt, om Deres [h]jælp blev vraget
af en, der regnes m[å] til[]
[f]uskerlaget.
(g[å]r op[] mod [b]aggrunden.)
Falk
(i [f]orbig[å]ende til[] Lind).
Du havde [r]et[]; [g]rossereren g[å]r om
med [m]orderplaner mod din unge [l]ykke.
(fjerner sig.)
Faksimile
41
Lind
(dæmpet til[] Anna).
Der kan du se, at ej min [f]rygt var tom;
vi m[å] p[å]
[t]imen ud med [s]proget rykke.
(de nærmer sig
[f]ru Halm, der tilligemed
[f]røken Sk[]ære st[å]r ved [h]uset.)
Guldstad
(i [s]amtale med Styver).
Et dejligt [v]ejr ikveld.
Styver
.
[Å] ja s[å]men,
n[å]r man er op[]lagt –
Guldstad
(spøgende).
Er der galt p[å]færde
med Deres [k]
[]ærlighed?
Styver
.Ej just med den –
Falk
(der er kommen till).
Men med
[f]orlovelsen?
Styver
.Det kunde være.
Falk
.Hurra; du er da ikke blank og bar
for [p]oesiens [s]m[å]mynt, kan jeg høre!
Styver
(stødt).
Jeg sk[]ønner ej, hvad [p]oesien har
med mig og min [f]orlovelse at g[]øre.
Faksimile
42
Falk
.Du skal ej sk[]ønne det; hvis [e]lskov grunder
sit eget [v]æsen ud, da g[å]r den under.
Guldstad
(til[] Styver).
Men er det noget, som kan rettes p[å],
s[å] ud med det.
Styver
.Ja jeg har hele [d]agen
funderet p[å] at foredrage [s]agen,
men kan ej frem till [k]onklusjonen n[å].
Falk
.Jeg hjælper dig og skal mig fatte kort:
Alt fra du op[] til[]
[k]
[]æreste var rykket,
s[å] har du følt dig, s[å] at sige, trykket –
Styver
.Ja det til[] sine [t]ider endog h[å]rdt.
Falk
(vedblivende).
Har følt dig svært betynget af [f]orpligtelser,
som du gav [f]anden, hvis det blot gik an;
se det er [t]ingen.
Styver
.Hvad er det for [s]igtelser!
Jeg har fornyet som en punktlig [m]and;
(henvendt til[] Guldstad.)
men mere kommer til[] i næste [m]
[å]ned;
n[å]r man sig gifter, faar man jo en [k]one –
Faksimile
43
Falk
(glad).
Nu er p[å]ny din [u]ngdomshimmel bl[å]net;
det var en [g]
[]enklang af din [s]angtids [t]one!
S[å] skal det være; jeg forstod det stra[ks];
du trængte blot till Vinger og en [s]a[ks]!
Styver
.En [s]a[ks]!
Falk
.Ja, [v]iljesa[ks]en, for at klippe
hvert [b]
[å]nd itu, s[å] bort du kunde slippe,
og flyve ud –
Styver
(i [v]rede).
Nej nu blir du for grov!
At sigte mig for [b]rud[] p[å]
[s]tatens [l]ov!
Jeg skulde tænke p[å] at absentere mig?
Sligt er jo [a]ttentat p[å] at blamere mig, –
[v]erbalinjurier!
Falk
.Men er du gal!
Hvad er din [m]ening da? S[å] tal dog, – tal!
Guldstad
(leende til[] Styver).
Ja, selv De kommer til[] at klare [t]anken;
hvad handles om?
Styver
(griber sig sammen).
Et [l]
[å]n i [s]parebanken.
Faksimile
44
Falk
.Et [l]
[å]n!
Styver
(hurtigt til[] Guldstad).
Ja egentlig en [e]ndossent
for hundred [d]aler eller s[å] omtrent.
Frøken Sk[]ære
(der imidlertid har st[å]et hos [f]ru Halm, Lind og Anna).
[Å] nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt!
Guldstad
.Hvad er der nu!
(g[å]r hen til[]
[d]amerne.)
Styver
.Det var da ubelejligt.
Falk
(sl[å]r overgivent [a]rmen om hans [n]akke).
Hurra; [t]rompetens [l]yd forkynder sødt,
at dig en [b]roder er i Amor født!
(drager ham med sig til[] de andre.)
Frøken Skjære
(overvældet til[] [h]errerne).
Tænk, Lind og Anna, – tænk Dem, han har f[å]t hende!
Nu er de [k]
[]ærester!
Fru Halm
(med [r]ørelsens [t] [å]rer, medens [p]arret ønskes tillykke).
Det er den ottende,
som g[å]r forsørget ud fra dette [h]us; –
(rettet mod Falk.)
syv [s]østerdøttre, – alle med [l]ogerende – –
(angribes for stærkt og holder [t]ørklædet for [ø]jnene.)
Faksimile
45
Frøken Skjære
(til[] Anna).
N[å] her vil komme nok af [g]ratulerende!
(k[]æler for hende og er bevæget.)
Lind
(griber Falks [h]ænder).
Min [v]en, jeg g[å]r som i en salig [r]us!
Falk
.Hys[]; – som forlovet [m]and du [m]edlem er
af [s]alighedens
[m]aadeholdsforening;
lyd [l]augets [l]ove; – ingen [o]rgier her!
(vender sig til[] Guldstad med et [a]nstrøg af ondskabsfuld [d]eltagelse.)
N[å], [h]err [g]rosserer!
Guldstad
(fornøjet).
Efter min [f]ormening
sp[å]r dette [l]ykke for dem beggeto.
Falk
(ser studsende p[å] ham).
De bær jo [s]orgen med prisværdig [r]o.
Det glæder mig.
Guldstad
.Hvad mener De, [h]øjstærede?
Falk
.Jeg mener blot, at eftersom De nærede
[f]orh[å]bning for Dem selv –
Guldstad
.S[å]? Gjorde jeg?
Faksimile
46
Falk
.Ja idetmindste var De nær p[å]
[v]ej;
De nævnte [f]røken Halm; her stod De jo
og spurgte –
Guldstad
(smilende).
Ja, – men er der ikke to?
Falk
.Det er – den anden, [s]østeren, De mener!
Guldstad
.Ja,
[s]østeren, den anden, – netop[] hende.
Lær denne [s]øster nærmere at k[]ende,
og døm saa selv, om ikke hun fortjener
at lægges [m]ærke til[] en [s]mule mer,
end her i [h]uset nu for [t]iden sker.
Falk
(koldt)[HIS: Skadet sluttparentes.] .
Hun har visst alle gode [e]genskaber.
Guldstad
.Just ikke alle; [s]elskabstonen har
hun ej det rette [g]reb p[å]; der hun taber –
Falk
.Ja det er slemt.
Guldstad
.Men hvis [f]ru Halm blot tar
en [v]inter til[] det, vædder jeg hun viger
for ingen anden.
Faksimile
47
Falk
.Nej, den [t]ing er klar.
Guldstad
(leende).
Ja, det er mærkeligt med unge [p]iger!
Falk
(lystig).
De er som [v]interrugens [s]æd at se:
de spirer uformærkt i [f]rost og [s]ne.
Guldstad
.Fra [j]ul er [b]alsalonen deres [h]jem –
Falk
.
Der g[]ødsles med [s]kandaler og med [b]lamer –
Guldstad
.Og n[å]r s[å]
[f]or[å]rsvarmen bryder frem –
Falk
.S[å] skyder op[] sm[å]bitte grønne [d]amer!
Lind
(træder til[] og griber Falks [h]ænder).
Hvor klogt jeg gjorde; over al [f]orstand –
jeg føler mig s[å] lykkelig og sikker!
Guldstad
.Se der er [k]
[]æresten; fortæl[] hvordan
man sig som nyforlovet [e]lsker skikker!
Lind
(ubehageligt berørt).
Sligt drøftes nødigt med en [t]redjemand.
Faksimile
48
Guldstad
(spøgende).
I slet [h]umør! Jeg skal til[] Anna klage.
(nærmer sig til[]
[d]amerne.)
Lind
(ser efter ham).
Hvor kan man sligt et [m]enneske fordrage!
Falk
.Du tog forresten [f]ejl af ham, –
Lind
.Ja s[å]?
Falk
.Det var ej Anna, som han tænkte p[å].
Lind
.Hvad! Var det Svanhild?
Falk
.Ja, det ved jeg ikke.
(med et lunefuldt [u]dtryk.)
Tilgiv mig, [m]artyr for en fremmed [s]ag!
Lind
.Hvad mener du?
Falk
.Sig, har du læst idag
[a]visen?
Lind
.Nej.
Falk
.Jeg skal dig [b]ladet skikke;
Faksimile
49
der st[å]r om en, som fik, paa [s]k[]æbnens [b]ud,
sin gode friske [k]indtand trukket ud,
fordi en [f]ætter af ham led af [t]andværk.
Frøken Sk[]ære
(ser ud til[]venstre).
Der kommer [p]resten!
Fru Halm
.Vil De se hvor mandstærk!
Styver
.Fem, se[ks], syv, otte [b]ørn –
Falk
.Det var ubændigt!
Frøken Sk[]ære
.Uf, sligt m[å] næsten kaldes uanstændigt!
(Man har imidlertid hørt en [v]ogn standse udenfor til[]venstre. Presten, hans
[k]one og otte [s]m[å]piger, alle i [r]ejsetøj, kommer ind en for en.)
[k]one og otte [s]m[å]piger, alle i [r]ejsetøj, kommer ind en for en.)
Fru Halm
(iler de kommende imøde).
Velkommen, hjerteligt velkommen!
Str[å]mand
.Tak[]!
Fru Str[å]mand
.Her er vis[]t [g]
[]æstebud –
Fru Halm
.
[Å], hvilken [s]nak[]!
Fru Str[å]mand
.For g[]ør vi [b]ryderi –
4
Faksimile
50
Fru Halm
.Nej ingenlunde;
De kommer saa til[]pas, som tænkes kunde;
min [d]atter Anna blev forlovet just.
Str[å]mand
(ryster Annas [h] [å]nd med [s]alvelse).
S[å] lad mig vidne; – [e]lskov, – [k]
[]ærligheden –
det er en [s]kat[], som ikke [m]øl[] og [r]ust
fortære kan, – hvis der er noget ved den.
Fru Halm
.Men hvor det dog var smukt, De tog de [s]m[å]
herind til[]
[b]yen med Dem.
Str[å]mand
.Fire [s]pæde
vi har foruden disse her.
Fru Halm
.Ja s[å]?
Str[å]mand
.Tre af dem er for sm[å] til[] allerede
at fatte [t]abet af en k[]ærlig [f]ader
i [s]torthingstiden.
Frøken Sk[]ære
(til[] [f]ru Halm, idet hun tager [f]arvel).
Nu jeg Dem forlader.
Fru Halm
.
[Å], hvorfor vil De alt s[å] tidligt g[å]?
Frøken Sk[]ære
.Jeg m[å] til[]
[b]yen og fortælle [n]yheden;
Faksimile
51
hos Jensens ved jeg man g[å]r sent til[]
[r]o;
jo, [t]anterne blir glade, kan De tro.
Min søde Anna, skil[] dig nu ved [b]lyheden; –
imorgen er det [s]øndag; [g]ratulanter
vil strømme over dig fra alle [k]anter!
Fru Halm
.Godaften da!
(til[] de [ø]vrige.)
De har vel ej imod
en [d]r[å]be [t]he? Fru Str[å]mand, vær saa god!
(Fru Halm, Str[å]mand, hans [k]one og [b]ørn, samt Guldstad, Lind og
Anna g[å]r ind i [h]uset.)
Anna g[å]r ind i [h]uset.)
Frøken Sk[]ære
(idet hun tager sin [k] []ærestes [a]rm).
Nu vil vi sværme! Styver, ser du hist,
hvor Luna sidder svømmende paa [t]hronen!
Nej, men du ser jo ikke!
Styver
(tvær).
[Å] jo vis[]t;
jeg tænkte bare p[å]
[o]bligationen.
(de g[å]r ud tillvenstre. Falk, der under det [f]oreg[å]ende ufravendt har betragtet
Str[å]mand og hans [k]one, blir alene til[]bage i [h]aven. Det er nu fuldkommen
[a]ften; inde i [h]uset er tændt [l]ys.)
Falk
.Alt er som afbrændt, dødt; – en trøstløs [j]ammer –!
Slig g[å]r man g[]ennem [v]erden, to og to;
til[]hobe st[å]r de, som de sorte [s]tammer,
en [s]kogbrand levned paa den øde [m]o; –
4*
Faksimile
52
s[å] langt, som [s]ynet rækker, er kun [t]ørke, –
o, bringer ingen [l]ivets friske [g]rønt!
(Svanhild kommer ud paa [a]ltanen med et blomstrende [r]osentræ, som hun
sætter p[å] [r]ækværket.)
Jo en – jo en –!
Svanhild
.Falk! St[å]r De her i [m]ørke?
Falk
.Og er ej ræd[]? Nej, [m]ørket er just sk[]ønt.
Men sig mig, ræddes ikke De derinde,
hvor [l]ampen lyser paa de gustne [l]ig –
Svanhild
.O fy!
Falk
.
(ser efter Str[å]mand, som viser sig ved [v]induet).
Han fordum var p[å]
[m]od s[å] rig;
han stred med [v]erden om en elsket [k]vinde;
som [v]edtægts [k]irkestormer [m]anden gjaldt,
hans [k]
[]ærlighed slog ud i glade [s]ange –!
Se p[å] ham nu! I [k]isteklæder lange, –
et [t]obensdrama om hvor dybt han faldt!
Og [f]ruentimret med det slunkne [s]k[]ørt,
med sk[]æve [s]ko, som klasker under [h]ælene,
hun er den [v]ingemø, som skulde ført
ham ind till [s]amfundsliv med [s]k[]ønhedssjælene.
Hvad er ig[]en af [f]lammen? Neppe [r]øgen!
Sic transit gloria amoris, [f]røken!
Svanhild
Ja det er usselt, usselt dog, det hele;
jeg ved ej nogens [l]od, jeg vilde dele.
Faksimile
53
Falk
(rask).
Nu vel; vi to g[]ør [o]p[]rør mod en [o]rden,
som ej [n]aturens er, men kunstigt skabt!
Svanhild
(ryster p[å] [h]ovedet).
Da, tro De mig, vort [f]orbunds [s]ag var tabt,
s[å] visst, som det, vi træder p[å], er [j]orden.
Falk
.Nej, der er [s]ejr, hvor to g[å]r frem i [e]nighed.
Vi vil ej sogne mer til[]
[p]latheds [k]irke,
som [l]ed af [t]rivialitetens [m]enighed!
Se, [m]
[å]let for [p]ersonlighedens [v]irke
er dog at st[å] selvstændig, sand og fri.
Det svigter ikke jeg og ikke De.
Et [s]jæleliv i Deres [å]rer banker,
De ejer varme [o]rd for stærke [t]anker,
De vil ej t[å]le [f]ormens [s]nørliv lagt
om Deres [h]jerte, frit m[å] det pulsere;
De fik ej [s]temme til[] at sekundere
i [f]ælleskoret efter [v]edtægts [t]akt.
Svanhild
.Og tror De ikke [s]merten mangengang
mit [s]yn har mørknet og gjort [b]armen trang?
Jeg vilde bryde mine egne [v]eje –
Falk
.Ja i den stille [t]anke?
Faksimile
54
Svanhild
.Nej, i [d]
[å]d.
Men s[å] kom [t]anterne med gode [r]
[å]d, –
de skulde [s]agen drøfte, granske, veje – –
(nærmere.)
den stille [t]anke, siger De; nej k[]æk[]t et
[f]orsøg jeg vovede – som [m]alerinde.
Falk
.Og s[å]?
Svanhild
.Det glap[], thi [e]vnen var mig nægtet;
men [f]rihedstrangen lod sig ikke binde;
bag [s]tafeliet søgte den [t]heatret –
Falk
.Den [p]lan blev sagtens ogs[å] omkalfatret?
Svanhild
.Ja efter [f]orslag af den ældste [t]ante;
hun foretrak en [p]lads som [g]ouvernante – –
Falk
.Men dette her har ingen før mig sagt!
Svanhild
.Naturligvis; de tog sig vel iagt.
(med et [s]mil.)
De frygted nok, «min [f]remtid» skulde lide,
hvis unge [h]errer fik den [s]ag at vide.
Falk
(ser en [s]tund p[å] hende med tankefuld [d]eltagelse).
Jeg ante længst, at Deres [l]od blev slig. –
Faksimile
55
Jeg mindes grant, da førstegang jeg s[å] Dem,
hvor lidt De tyktes mig de andre lig,
og hvor fast ingen evned at forst[å] Dem.
Om [b]ordet sad det pyntelige [l]ag,
hvor [t]heen dufted, – Passiaren surred,
mens [f]røkner rødmed og mens [h]errer kurred,
lig tamme [d]uer paa en lummer [d]ag.
Religionens og [m]oralens [s]ag
blev talt af modne [m]øer og [m]atroner,
og [h]usligheden prist af unge [k]oner,
mens De stod ensom, lig en [f]ugl p[å]
[t]ag.
Og da s[å]
[s]ladderen tilslut[] var steget
till [t]hevandsbakkanal og [p]rosasvir, –
da skinned De, som [s]ølvet, vægtigt præget,
imellem stemplet [k]obber og [p]apir.
De var en [m]ønt ifra et fremmed [r]ige,
blev her beregnet efter anden [k]urs,
var neppe gangbar i en kvik [d]iskurs
om [v]ers og [s]mør og [k]unst og mer deslige.
Da – just som [f]røken Sk[]ære havde [o]rdet –
Svanhild
(med et alvorligt [a]nstrøg).
Mens [k]
[]æresten stod bag, som [r]idder bold,
og bar sin [h]at[] p[å]
[a]rmen lig et [s]kjold –
Falk
.Da nikked Deres [m]oder over [b]ordet:
«Drik[], Svanhild, førend [t]heen bliver kold».
Og De drak [t]heen ud, den lunkne, vamle,
som den blev nydt af [u]nge og af [g]amle.
Faksimile
56
Men [n]avnet tog mig i det samme [n]u;
den vilde Vølsungsaga med sin [g]ru,
med sine faldne [æ]tters lange [r]ække,
mig tyktes ind i vor [t]id sig at strække;
jeg s[å] i Dem en Svanhild [n]ummer to,
i andre [f]ormer, efter [t]iden lempet.
Bag [r]eglens [l]øgnflag er forlænge k[]æmpet,
nu fordrer [f]ylkingen [f]orlig og [r]o;
men h[å]nes [l]oven i en [s]amtids [b]røde,
da m[å] for [s]lægtens [s]ynd en skyldfri bløde.
Svanhild
(med let [i]roni).
Jeg tænkte mindst at slige [f]antasier,
s[å] blodige, fik [l]iv i [t]hevandsdunst;
men det er sagtens Deres mindste [k]unst
at høre [å]nders [r]øst, hvor [å]nden tier.
Falk
(bevæget).
Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres [s]pot[]
der glittrer [t]
[å]rer, – o, jeg ser det godt.
Og jeg ser mer; er De i [s]tøvet tr[å]dt,
og æltet til[] et [l]er, hvis [f]orm ej huskes,
da skal af hver en [t]usindkunstner fuskes
med [m]odellerkniv plumpt og dumt og raat.
Vorherres [g]
[]erning [v]erden plagierer,
den skaber Dem p[å]ny – i eget [b]illed;
den ændrer, lægger til[], tar fra, formerer.
Og er De slig p[å]
[p]ostamentet stillet,
da jubler den: Se nu er hun normal!
Faksimile
57
Se hvilken plastisk [r]o; som [m]armor sval!
Bestr[å]lt af [l]ys fra [l]ampen og fra [k]ronen
hun passer dejligt till [d]ekorationen!
(griber lidenskabelig hendes [h]
[å]nd.)
Men skal De [å]ndigt dø, da lev forinden!
Vær min i Herrens v[å]rlige [n]atur;
De kommer tidsnok i det gyldne [b]ur.
Der trives [d]amen, men der sygner [k]vinden,
og ene hende elsker jeg i [d]em.
Lad andre f[å] Dem i det nye [h]jem;
men her, her sprang min første [l]ivsv[å]r ud, –
her sk[]ød mit [s]angertræ de første [s]kud,
her fik jeg [v]ingers [f]lugt; – hvis De ej svigter,
jeg ved det, Svanhild, – her, her blir jeg [d]igter!
Svanhild
(blidt bebrejdende idet hun trækker [h] [å]nden til[] sig).
O hvorfor siger De mig dette nu?
Det var saa smukt, n[å]r vi i [f]rihed mødtes.
De skulde tiet; skal da [l]ykken støttes
af [l]øftets [o]rd, for ej at g[å] itu!
Nu har De talt, og nu er alt forbi.
Falk
.Nej, jeg har pegt paa M[å]let, sætt nu over,
min stolte Svanhild, – hvis De [s]pringet vover.
Vær k[]æk[]; vis[,] De har [m]od at være fri!
Svanhild
.At være fri?
Falk
.Ja, det er netop[]
[f]rihed,
Faksimile
58
at g[]øre heltud [f]yldest i sit [k]ald;
og De, det ved jeg, blev af [h]imlen viet
til[]
[v]ærn for mig mod [s]k[]ønheds [s]yndefald.
Jeg m[å], som [f]uglen jeg blev op[]kaldt efter,
mod
[v]inden stige, skal jeg [h]øjden n[å];
De er den [l]uftning, jeg kan vugges p[å];
ved Dem f[å]r først min [v]inge [b]ærekræfter.
Vær min, vær min, til[] De blir [v]erdens [e]je, –
n[å]r [l]øvet falder, skilles vore [v]eje.
Syng Deres [s]jælerigdom i mig ind,
og jeg skal give [d]igt for [d]igt til[]bage;
s[å] kan De ældes under [l]ampeskin,
som [t]ræet gulner, uden [k]val og [k]lage.
Svanhild
(med undertrykt [b]itterhed).
Jeg kan ej takke for den gode [v]ilje,
sk[]ønt klart den viser Deres [h]jertelag.
De ser p[å] mig, som [b]arnet p[å] en [s]ilje,
der sk[]æres kan til[]
[f]løjte for en [d]ag.
Falk
.Ja det er bedre end i [s]umpen st[å],
til[]
[h]østen kvæler den med [t]
[å]ger gr[å].
(heftigt.)
De m[å]
! De skal! Ja, det er Deres [p]ligt
at sk[]ænke mig, hvad Gud Dem gav s[å] rigt.
Hvad De kun drømmer, gror i mig til[]
[d]igt!
Se [f]uglen der, – uvittigt jeg den slog;
den var for Dem, som [s]angens [b]øgers [b]og.
O svigt mig ikke; syng for mig som den, –
mit [l]iv skal give [d]igt for [s]ang ig[]en!
Faksimile
59
Svanhild
Og n[å]r De kan mig, og naar jeg er tom,
og sunget har min sidste [s]ang fra [g]renen, –
hvad s[å]?
Falk
(betragter hende).
Hvad s[å]? N[å] ja, saa husk Dem om.
(peger ud i [h]aven.)
Svanhild
(sagte).
O ja, jeg husker De kan bruge [s]tenen.
Falk
(ler h[å]nligt).
Det er den [f]rihedssjæl, De pralte med, –
den, som gad vove, naar kun [m]
[å]let var der!
(med [s]tyrke.)
Jeg har Dem [m]
[å]let vist; giv nu et [s]var, der
for evigt strækker til[].
Svanhild
.De [s]varet ved:
P[å] Deres [v]eje kan jeg aldrig n[å] Dem.
Falk
(koldt afbrydende).
S[å] nok om den [t]ing; lad s[å] Verden f[å] Dem.
Svanhild
(har i [t]aushed vendt sig fra ham. Hun støtter [h]ænderne mod [a]ltanens [r]ækværk
og hviler [h]ovedet p[å] dem).
Faksimile
60
Falk
(g[å]r nogle [g]ange frem og til[]bage, tar en [c]igar op[], standser nær ved hende
og siger efter en [p]ause):
De finder vis[]t, at det er meget latterligt,
hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?
(holder inde som for at vente p[å]
[s]var. Svanhild tier.)
Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;
De kan kun føle søsterligt og datterligt; –
herefter taler jeg med [h]andsker p[å],
slig vil vi to hinanden bedst forst[å]. – –
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig st[å]ende, vender han sig og
g[å]r over til[]højre.)
Svanhild
(løfter [h]ovedet efter en kort [t]aushed, ser fast p[å] ham og nærmer sig).
Nu vil jeg sige Dem et [a]lvorsord
til[]
[t]ak[] for [f]relsens [h]
[å]nd, De vilde rakt mig.
De brugte før et [b]illed, som har vakt mig
til[] klar [f]orstand paa Deres «[f]lugt fra [j]ord».
De ligned Dem med [f]alken, der m[å] stævne
mod
[v]inden, dersom den skal [h]øjden n[å];
jeg var det [v]ift, der bar Dem mod det [b]l[å], –
foruden mig var magtløs Deres [e]vne. –
Hvor jammerligt! Hvor sm[å]t i et og alt, –
ja latterligt, som selv tillslut[] De aned!
I frugtbar [j]ordbund [l]ignelsen dog faldt;
thi for mit [s]yn en anden frem den maned,
der ej, som Deres, hinker lam og halt.
Jeg s[å] Dem, ej som [f]alken, men som [d]ragen,
som [d]igterdrage, dannet af [p]apir,
hvis eget [j]eg en [b]iting er og blir,
mens [s]ejlgarnssnoren udg[]ør [h]ovedsagen.
Faksimile
61
Den brede [b]rystning var som skreven fuld
af [f]remtidsve[ks]ler p[å] poetisk [g]uld;
hver [v]inge var en [b]undt af [e]pigrammer,
som sl[å]r i [v]ejr og [v]ind, men ingen rammer;
den lange [h]ale var et [t]idens [d]igt,
der skulde synes [s]lægtens [f]ejl at pidske,
men som kun drev det til[] s[å] sm[å]t at hviske
om et og andet, der har brudt sin [p]ligt.
Slig l[å] De magtesløs for mig og bad:
«[Å] sæt[] mig op[] i [v]ester eller [ø]ster!
[Å] lad til[]vejrs mig g[å] med mine [k]vad,
selv om det koster [s]k[]ænd af [m]or og [s]øster!»
Falk
(knytter [h]ænderne i stærk indre [b]evægelse).
Ved Gud i [h]immelen –!
Svanhild
.Nej, tro mit [o]rd,
til[] slig en [b]ørneleg er jeg for stor:
men De, som fødtes til[] en [å]ndens [d]
[å]d, –
De nøjes med en [f]lugt mod [s]kyens [k]yster
og hænger Deres [d]igtliv i en [t]r[å]d,
som jeg kan slippe n[å]r og hvor jeg lyster!
Falk
(raskt).
Hvad skriver vi idag?
Svanhild
(mildere).
Se, det er smukt;
lad denne [d]ag en [m]ærkedag Dem være;
Faksimile
62
lad [f]arten g[å] for egne [v]ingers [f]lugt,
s[å] f[å]r det enten briste eller bære.
Papirets [d]igtning hører [p]ulten til[],
og kun den levende er [l]ivets [e]je;
kun den har [f]ærdselsrett p[å]
[h]øjdens [v]eje;
men vælg nu mellem begge den De vil.
(nærmere ved ham.)
Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:
jeg sunget har min sidste [s]ang fra [g]renen;
det var min eneste; nu er jeg tom; –
hvis nu De lyster, kan De kaste [s]tenen!
(hun g[å]r ind i [h]uset; Falk blir ubevægelig st[å]ende og ser efter hende; langt
ude paa [v]andet skimtes en [b] [å]d, derfra høres fjernt og dæmpet følgende:)
ude paa [v]andet skimtes en [b] [å]d, derfra høres fjernt og dæmpet følgende:)
Kor
.Jeg spiler min [v]inge, hejser mit [s]ejl,
suser som [ø]rn over [l]ivssjøens [s]pejl;
agter g[å]r [m]
[å]gernes [s]kare.
Overbord med [f]ornuftens [b]allast kun!
Kanhænde jeg sejler min [s]kude p[å]
[g]rund;
men saa er det dog dejligt at fare!
Falk
(adspredt, farer op[] af sine [t]anker).
Hvad? [s]ang? N[å] ja – det er nok Linds [k]vartet;
den øver [j]ublen ind; se det er ret[]!
(til[] Guldstad, som kommer ud med en [s]tøvfrakke p[å]
[a]rmen).
N[å], [h]err [g]rosserer, – lister man sig væk?
Guldstad
.Ja. Lad mig bare først f[å] p[å] mig frakken;
vi [u]poeter t[å]ler ikke [t]ræk[],
hos os sl[å]r [a]ftenluften sig p[å]
[n]akken.
Godnat[]!
Faksimile
63
Falk
.Grosserer! Før De g[å]r, – et [o]rd!
Peg p[å] en [g]
[]erning for mig, men en stor –!
P[å] Livet løs – –!
Guldstad
(med ironisk [e]ftertryk).
N[å], g[å] De løs p[å]
[l]ivet,
s[å] skal De se, det g[å]r p[å]
[l]ivet løs.
Falk
(ser tankefuld p[å] ham og siger langsomt):
Der er i kort [b]egreb [p]rogrammet givet.
(udbryder livligt).
Nu er jeg v[å]gnet af den tomme [d]øs,
nu har jeg kastet [l]ivets store [t]ærning,
og De skal se, – ja [f]anden ta’e mig –
Gnldstad
.Fy,
band ikke; sligt g[]ør ej en [f]lue sky.
Falk
.Nej, ikke [o]rd, men [g]
[]erning, bare [g]
[]erning!
Vorherres [a]rbejdsplan jeg vender om; –
sex [u]gedage spildtes med at gabe;
min [v]erdensbyg[]ning ligger endnu tom; –
imorgen, [s]øndag – hej, da vil jeg skabe!
Guldstad
(leende).
Ja, lad mig se, at De med [k]raft tar fat[];
men g[å] nu ind og læg[] Dem først, [g]odnat[]!
(g[å]r ud til[]venstre. Svanhild sees i [v]ærelset over [v]erandaen, hun lukker
[v]induet og ruller [g]ardinet ned.)
Faksimile
64
Falk
.Nej nu til[]
[d]
[å]d; forlænge har jeg sovet.
(ser op[] til[] Svanhilds [v]indu og udbryder som greben af en stærk [b]eslut[]ning:)[HIS: Skadet sluttparentes.]
Godnat[]! Godnat[]! Drøm sødt i denne [n]at[];
imorgen, Svanhild, er vi to forlovet.
(g[å]r raskt ud til[]højre; fra [v]andet lyder atter:)
Koret
.Kanhænde du sejler din [s]kude p[å]
[g]rund;
men s[å]
er det dog dejligt at fare!
(B[å]den glider langsomt vidre idet [t]eppet falder).
Faksimile
ANDEN AKT.
Søndags [e]ftermiddag. Pyntede [d]amer og [h]errer drikker [k]affe p[å]
[a]ltanen. G[]ennem
de [å]bne [g]lasdøre sees flere af [g] []æsterne inde i [h]avestuen; derfra høres følgende:
de [å]bne [g]lasdøre sees flere af [g] []æsterne inde i [h]avestuen; derfra høres følgende:
Kor
.Velkommen i vort, de [f]orlovedes, [l]ag!
Nu kan I elske for [å]bne [d]øre,
nu kan I favnes den lange [d]ag,
nu kan I kysses efter [b]ehag; –
frygt ikke [l]ytterens [ø]re.
Nu kan I sværme s[å] dejligt, I to;
det har I [l]ov til[] ude og hjemme.
Nu kan jer [k]
[]ærlighed frit sætte [b]o;
plej den og vand den og lad den s[å] gro;
vis os nu pent I har [n]emme!
Frøken Sk[]ære
(inde i [s]tuen).
Nej, – at jeg ikke skulde vidst det, Lind;
jeg skulde drillet Dem!
En [d]ame
(sammesteds).
Uf, ja hvor græmmeligt!
5
Faksimile
66
En anden [d]ame
(i [d]øren).
Han skrev vel, Anna?
En [t]ante
.Nej!
Frøken Sk[]ære
Det gjorde min.
En [d]ame
(p[å] [a]ltanen).
Anna, hvorlænge har det været hemmeligt?
(løber ind i [s]tuen.)
Frøken Sk[]ære
.Imorgen m[å] du ud og k[]øbe [r]ing.
Flere [d]amer
(ivrigt).
Vi skal ta’e [m]
[å]l af ham!
Frøken Sk[]ære
.Snak[] om en [t]ing;
det skal hun selv.
Fru Str[å]mand
(p[å] [a]ltanen, til[] en [d]ame med [h] [å]ndarbejde).
De syr med [a]ttersting?
Husjomfruen
(i [d]øren, med en [b]rikke).
En halv [k]op[]
[k]affe til[]?
En [d]ame
.Ja [t]ak[], en [d]r[å]be.
Faksimile
67
Frøken Sk[]ære
.Hvor heldigt, at du f[å]r din nye [k]
[å]be
til[] næste [u]ge, n[å]r I skal omkring.
En aldrende [d]ame
(i [s]tuen ved [v]induet).
N[å]r g[å]r vi s[å] i [u]dstyrsmagasinet?
Fru Str[å]mand
.Hvad er vel [p]risen nu p[å]
[p]ostelinet?
En [h]erre
(til[] nogle [d]amer p[å] [a]ltanen).
Læg[]
[m]ærke til[]
[h]err [l]ind med Annas [h]andske.
Nogle af [d]amerne
(med højrøstet [g]læde).
Ved Gud, han kyssed den!
Andre
(liges[å] idet de springer op[]).
Hvad! Er det sandt!
Lind
(viser sig, rød og forlegen indenfor [d]øren).
[Å] hvilken [s]nak[]!
(fjerner sig.)
Frøken Sk[]ære
.Jo vis[]t, jeg s[å] det grant!
Styver
(i [d]øren med en [k]affekop[] i den ene [h] [å]nd og en [t]vebak i den anden).
Nej, man m[å] ikke [f]aktum s[å] forvanske;
jeg attesterer, [v]idnerne tar fejl.
5*
Faksimile
68
Frøken Sk[]ære
(indenfor og uden at sees).
Kom, Anna; stil[] dig foran dette [s]pejl!
Nogle [d]amer
(r[å]bende).
De ogs[å], Lind!
Frøken Sk[]ære
.
[r]yg[] imod [r]yg[]! Lidt nøjere!
Damerne p[å]
[a]ltanen
.Kom, lad os se, hvormeget han er højere.
(Alle løber ind i [h]avestuen; [l]atter og højrøstet [p]assiar høres en [s]tund derinde.)
Falk
(som under det foreg[å]ende [o]p[]trin har spadseret omkring i [h]aven, kommer nu
frem i [f]orgrunden, standser og ser ind, til[] [l]armen nogenlunde har lagt sig).
Der slagter de en [e]lskovs [p]oesi. –
Hin [f]usker, som stak [k]oen ubehændigt,
s[å] den i [d]øden pintes unødvendigt,
han fik sit [v]and og [b]rød i [d]age ti; –
men disse – disse der –, de slipper fri.
(knytter [h]
[å]nden.)
Jeg kunde fristes til[] –; hys[], tomt er [o]rdet;
kun [h]andling fra idag, det har jeg svoret.
Lind
(kommer hastigt og forsigtigt ud af [d]øren).
N[å] Gud ske [l]ov, nu taler de om [s]magen;
nu kan jeg slippe –
Falk
.Hej, du er da tryg[]
Faksimile
69
p[å]
[l]ykken; [ø]nskesværmen, tæt[], som [m]yg[],
har surret op[] og ned her hele [d]agen.
Lind
.De mener det s[å] vel, den hele [f]lok;
sk[]ønt noget mindre kunde være nok.
Den [a]ndel, som de tar, er næsten trættende;
at slippe bort en [s]tund vil være lettende.
(vil g[å] ud til[]højre.)
Falk
.Hvor g[å]r du?
Lind
.Ned paa [h]yblen, har jeg tænkt.
Bank p[å], ifald du finder [d]øren stængt.
Falk
.Men skal jeg ikke hente Anna ud til[] dig?
Lind
.Nej – vil hun noget, sender hun nok [b]ud til[] mig.
Vi taltes ved ig[å]r til[] langt p[å]
[n]at[];
da fik jeg hende sagt omtrent det vigtigste;
desuden synes jeg, det er det rigtigste,
at omg[å]es sparsomt med sin [l]ykkes [s]kat[].
Falk
.Ja du har [r]et[]; man bør for dybt ej gribe
til[]
[d]agligbrug –
Lind
.Hys[], lad mig komme væk.
Nu skal jeg f[å] mig en fornuftig [p]ibe;
Faksimile
70
jeg har ej røgt tre hele [d]øgn i [t]ræk[].
Mit [b]lod har været i en slig [b]evægelse;
jeg gik og skalv for at hun skulde vrage mig –
Falk
.Ja du kan trænge til[] lidt [v]ederkvægelse.
Lind
.Og du kan tro, at [k]nasteren skal smage mig.
(g[å]r ud til[]højre. Frøken Sk[]ære og nogle andre [d]amer kommer fra[HIS: Skadet 'a' i 'fra'.]
[h]avestuen.)
Frøken Sk[]ære
(til[] Falk).
Det var vis[]t ham, der gik?
Falk
.Ja det var [v]ildtet.
Nogle [d]amer
.At løbe fra os!
Andre
.Fy, det er da [s]kam!
Falk
.Han er lidt sky endnu, men blir nok tam,
naar han en [u]gestid har b[å]ret [s]kiltet.
Frøken Sk[]ære
(ser sig om).
Hvor sidder han?
Falk
.Nu sidder han p[å]
[k]visten
i [h]avehuset, i vor fælles [r]ede;
Faksimile
71
(bønligt.)
Men De m[å] ikke drive ham dernede;
[å], lad ham puste ud!
Frøken Sk[]ære
.Nu vel; men [f]risten
blir ikke lang.
Falk
.
[Å] giv ham et [k]varter, –
s[å] kan De forfra jo begynde [l]egen.
Nu er han inde i en engelsk [p]ræken –
Frøken Sk[]ære
.En engelsk –?
Damerne
.
[Å], De narrer os! De ler!
Falk
.For ramme [a]lvor. Han er fast bestemt p[å]
at modta’e [k]ald etsteds blandt [e]migranterne,
og derfor –
Frøken Sk[]ære
(forskrækket).
Gud, han har da ikke g[]emt p[å]
det gale [i]ndfald?
(til[]
[d]amerne.)
R[å]b p[å] alle [t]anterne!
Hent Anna og [f]ru Str[å]mand og [f]ru Halm!
Nogle [d]amer
(i [b]evægelse).
Ja, sligt m[å] hindres!
Faksimile
72
Andre
.Vi m[å] g[]øre [k]valm!
Frøken Sk[]ære
.Der er de; [g]udskelov!
(til[]
Anna, der kommer fra [h]avestuen sammen med
[p]resten, hans [k]one og
[b]ørn, [s]tyver, Guldstad, [f]ru Halm og de øvrige [g] []æster.)
Ved du hvad Lind
er fast bestemt p[å] i sit stille [s]ind?
At g[å] som [p]rest derover –
Anna
.Ja, jeg ved.
Fru Halm
.Og du har lovet ham –!
Anna
(forlegen).
At rejse med.
Frøken Sk[]ære
(op[]rørt).
S[å] har han snakket for dig!
Damerne
(sl[å]r [h]ænderne sammen).
Nej, – hvor snedig!
Falk
.Men husk den indre [t]rang hos ham –!
Frøken Sk[]ære
.Ja, Gud;
den følger man, naar man er løs og ledig;
men en
[f]orlovet følger blot sin [b]rud. –
Faksimile
73
Nej, søde Anna, tænk dig om itide;
du er i [h]ovedstaden barnefødt –?
Falk
.At lide for [i]deen er dog sødt!
Frøken Sk[]ære
.Skal man for [k]
[]ærestens [i]deer lide?
Til[] sligt er man, ved Gud, dog ikke nødt!
(til[]
[d]amerne.)
Kom, allesammen!
(tar Anna under [a]rmen.)
Vent; nu skal du høre; –
lad s[å] ham vide, hvad han har at g[]øre.
(de g[å]r op[] mod [b]aggrunden og ud til[]højre i ivrig [s]amtale med flere af
[d]amerne; de øvrige [g] []æster spreder sig i forsk[]ellige [g]rupper rundt om i [h]aven.
Falk standser Str[å]mand, hvis [k]one og [b]ørn stedse holder sig i hans
[n]ærhed. Guldstad g[å]r fra og til[] under den følgende [s]amtale.)
Falk
.Herr [p]astor, hjælp den unge [t]roens [k]
[]æmpe,
før de faar [f]røken Anna stemt imod ham.
Str[å]mand
(i [e]mbedstone).
Ja [k]vinden bør sig efter [m]anden lempe; – –
(betænkelig.)
Men dersom jeg i [m]iddags ret[] forstod ham,
s[å] hviler Kaldet p[å] en uviss [g]rund,
og [o]fferet, som bringes, er nok tvivlsomt –
Falk
.
[Å] nej, [h]err [p]astor, døm dog ej for ilsomt.
Jeg tør forsikkre Dem med [h]
[å]nd og [m]und,
hans [k]ald er meget stort og ubestrideligt –
Faksimile
74
Str[å]mand
(op[]klaret).
Ja, – er han sikkret noget [v]isst p[å]lideligt
for [å]ret, – da er det en anden [s]ag.
Falk
(ut[å]lmodig).
De stiller foran, hvad jeg sætter bag;
jeg mener
[k]aldet, –
[t]rangen, – ikke
[g]agen!
Str[å]mand
(med et følelsesfuldt [s]mil).
Foruden den kan ingen vidne i
Amerika, Europa eller Asien, –
kort ingensteds. Ja, dersom han var fri,
min k[]ære unge [v]en, – hvis han var enlig,
var løs og ledig, – n[å], da gik det an;
men Lind, som er i fuld forlovet [s]tand, –
for ham er slig [b]estilling ikke tjenlig.
Tænk efter selv; han er en kraftig [m]and,
med [t]iden m[å] han stifte lidt [f]amilje; –
jeg forudsætter han har bedste [v]ilje; –
men
[m]idlerne, min [v]en –? «Byg[] ej p[å]
[s]and»,
s[å] siger [s]kriften. Tingen var en anden,
hvis [o]fferet – –
Falk
.Ja, det er ikke ringe,
det ved jeg nok.
Str[å]mand
.Ja se, – det hjælper [m]anden!
N[å]r
[o]fferet man villig er at bringe,
og rigeligt –
Faksimile
75
Falk
.Han villig er, som f[å].
Str[å]mand
.
Han? Hvordan skal jeg Deres [o]rd forst[å]?
I [s]tandens [m]edfør skal han [o]ffer tage,
men ikke bringe –
Fru Str[å]mand
(ser ud i [b]aggrunden).
Der er de til[]bage.
Falk
(stirrer et [ø]jeblik forbauset paa ham, forst[å]r ham pludselig og brister i [l]atter).
Hurra for [o]fferet; – ja det, som blir
til[]
[h]øjtids bragt – i struttende [p]apir!
Straamand
.For g[å]r man [å]ret rundt i [t]øm og i [t]rindse,
s[å] har man det ig[]en til[]
[j]ul og [p]indse.
Falk
(lystig).
Og «[k]aldet» lydes – naar det er til[]strækkeligt, –
selv om man hører til[]
[f]amiljeskafferne!
Str[å]mand
.Forst[å]r sig; er man sikkret noget klækkeligt,
s[å] bør man vidne selv blandt Zulukafferne.
(dæmpet.)
Nu skal jeg tage hende med det gode.
(till en af [s]m[å]pigerne.)
Min lille Mette, hent mig ud mit [h]ode.
Faksimile
76
Klodshodet mener jeg, mit [b]arn, forst[å] mig –
(føler bag i [f]rakkelommen.)
nej vent et [ø]jeblik; – jeg har det p[å] mig.
(g[å]r o[]pover og stopper sin [p]ibe, fulgt af [k]one og [b]ørn.)
Guldstad
(kommer nærmere).
De spiller nok en [s]mule [s]lange her
i [e]lskovsparadiset, kan jeg sk[]ønne?
Falk
.
[Å], [k]undskabstræets [k]arter er s[å] grønne;
de frister ingen.
(til[] Lind, som kommer fra højre.)
N[å]da, – er du der?
Lind
.Men Gud forbarme sig, hvor der ser ud
p[å]
[v]ærelset; – der ligger [l]ampen knækket,
[g]ardinet revet ned, vor [s]t[å]lpen brækket,
og over [k]akkelovnspladen flyder [b]lækket –
Falk
(sl[å]r ham p[å] [s]kuldren).
Det [h]ærværk bær min [l]ivsvaars første [b]ud.
Forlænge har jeg siddet bag [g]ardiner
og digtet skriftligt under [l]ampen tændt;
nu er min døde [s]tuedigtning endt; –
med Herrens Solskin jeg i [d]agen triner; –
min [v]
[å]r er kommen og min [s]jæls [f]orvandling;
herefter digter jeg i [d]
[å]d og [h]andling.
Lind
.Ja digt for mig i hvad du vil; men vent
ej derfor, at min [s]vigermor er tjent
med [t]abet af de malede [g]ardiner.
Faksimile
77
Falk
.Hvad! Hun, som offrer alt p[å] de [l]ogerende,
selv [s]østerbørn og [d]øttre, – skulde hun
ta’e slig en [s]m[å]ting op[] med sure [m]iner!
Lind
(vred).
Det er usømmeligt i [b]und og [g]rund,
ja for os begge to kompromitterende!
Dog hun og du om det; men [l]ampen var
min
[e]jendom med b[å]de [g]las og [k]uppel –
Falk
.
[Å] pyt, – den volder mig da ingen [s]kruppel;
du har Vorherres [s]ommer lys og klar, –
hvad skal s[å]
[l]ampen til[]?
Lind
.Du er mærkværdig;
du glemmer rent at [s]ommeren er kort.
Jeg tænker nok, skal jeg til[]
[j]ul bli færdig,
det g[]ælder, ej at sløse [t]iden bort.
Falk
(med store [ø]jne).
Du tænker fremad?
Lind
.Ja, det g[]ør jeg rigtignok;
jeg skulde tro, [e]xamen er en vigtig nok –
Falk
.Men husk iaftes! Husk: Du g[å]r og lever;
berust i [n]uet intet mer du kræver, –
Faksimile
78
selv ej et middelm[å]digt [h]aud til[]
[j]ul; –
du har jo fanget [l]ykkens fagre [f]ugl;
du har en [f]ølelse, som om du stod
med [v]erdens [r]igdom drysset for din [f]od!
Lind
.Det har jeg sagt; men sligt er at forst[å],
naturligvis, cum grano salis –
Falk
.N[å]!
Lind
.Om
[f]ormiddagen vil jeg nyde [l]ykken,
det er jeg fast bestemt paa.
Falk
.Det er k[]æk[]t!
Lind
.Jeg m[å] jo hilse p[å] min nye [s]lægt,
s[å]
[t]iden g[å]r alligevel til[]spilde;
men nogen yderligere [f]orrykken
af [t]imeplanen lønned sig nok ilde.
Falk
.Og endda vilde du i forrige [u]ge
g[å] i den vide [v]erden ud med [s]ang.
Lind
.Ja, men jeg sk[]ønte [t]uren blev for lang;
de fjorten [d]age kan jeg bedre bruge.
Falk
.Nej, du blev hjemme af en anden
[g]rund;
du snakked noget om at [d]alens [b]und
for dig har [h]øjfjeldsluft og [f]uglekvidder.
Faksimile
79
Lind
.Ja vis[]tnok, – [l]uften her er meget sund;
men den kan nydes, om man ogs[å] sidder
i regelmæssigt [a]rbejd med sin [b]og.
Falk
.Men
[b]ogen var det jo, der ej forslog,
som [h]immelstige –
Lind
.Uf, hvor du er stædig;
sligt siger man, n[å]r man er løs og ledig –
Falk
(ser p[å] ham og folder [h]ænderne i stille [f]orbauselse).
Du ogs[å], Brutus!
Lind
(med et [a]nstrøg af [f]orlegenhed og [æ]rgrelse).
Kom dog vel ihu,
at jeg har andre [p]ligter, jeg, end du.
Jeg har min [k]
[]æreste. Se alle andre
[f]orlovede, selv [f]olk med lang [e]rfaring,
som du forh[å]bentlig dog ej vil klandre, –
de p[å]st[å]r alle, dersom to skal vandre
ig[]ennem [l]ivet, s[å] –
Falk
.Spar din [f]orklaring.
Hvem gav dig den?
Lind
.
[Å], for [e]xempel Styver,
og det er dog en [m]and, som ikke lyver.
Faksimile
80
Og [f]røken Sk[]ære, som er s[å] erfaren,
hun siger –
Falk
.N[å], men [p]resten og hans Maren?
Lind
.Ja, det er mærkeligt med disse to;
der hviler over dem en [s]indets [r]o –
tænk dig, hun kan ej huske sin [f]orlovelse,
har ganske glemt, hvad den [t]ing er, at elske.
Falk
.Ja, det er [f]ølgen af enhver [f]orsovelse, –
[e]rindringsfuglene blir rent rebelske.
(lægger [h]
[å]nden paa hans [s]kulder og ser ironisk p[å] ham.)
Du, k[]ære Lind, – du sov vis[]t sødt inat[]?
Lind
.Til[] langt p[å]
[d]ag; jeg gik til[]sengs s[å] mat[],
og dog p[å] samme [t]id i slig en [r]ørelse;
jeg frygted næsten, jeg var bleven gal.
Falk
.
[Å] ja, du led jo af et [s]lags [f]org[]ørelse.
Lind
.Men Gud ske [l]ov, s[å] v[å]gned jeg normal.
(Under dette [o]p[]trin har Str[å]mand af og til[] vist sig spadserende i [b]ag-
grunden i ivrig [s]amtale med Anna; [f]ru Str[å]mand og [b]ørnene følger
bagefter. Frøken Sk[]ære viser sig nu ogs[å]; til[]igemed hende [f]ru Halm
og endel andre [d]amer.)
grunden i ivrig [s]amtale med Anna; [f]ru Str[å]mand og [b]ørnene følger
bagefter. Frøken Sk[]ære viser sig nu ogs[å]; til[]igemed hende [f]ru Halm
og endel andre [d]amer.)
Frøken Sk[]ære
(endnu før [i]ndtrædelsen).
Herr Lind!
Faksimile
81
Lind
(til[] Falk).
Der er de efter mig ig[]en!
Kom, lad os g[å].
Frøken Sk[]ære
.Nej bi; hvor skal De hen?
Lad os ihast f[å]
[e]nde p[å]
[u]enigheden,
som De og Deres [k]
[]æreste er kommen i.
Lind
.Er vi uenige?
Frøken Sk[]ære
(viser mod Anna, som st[å]r længre inde i [h]aven).
Ja, læs selv [d]ommen i
hint t[å]rerige [b]lik. Det g[]ælder [m]enigheden
der over i Amerika.
Lind
.Men, Gud,
hun var jo villig –
Frøken Sk[]ære
(spodsk).
Jo, det ser s[å] ud!
nej, [k]
[]ære, De vil anderledes dømme,
n[å]r vi f[å]r drøftet [s]agen mer i [r]o.
Lind
.Men denne [s]trid for [t]roen, den er jo
min [f]remtids bedste [d]røm!
Frøken Sk[]ære
.
[Å], hvem vil tro
i vor civiliserte [t]id p[å]
[d]rømme?
6
Faksimile
82
Se, Styver drømte nu forleden [n]at[],
der kom et [b]rev, som var saa selsomt kantet –
Fru Str[å]mand
.At drømme sligt er [f]orbud for en
[s]kat[]
.
Frøken Sk[]ære
(med et [n]ik[]).
Ja, – næste [d]ag han blev for
[b]yskat[]
pantet.
(Damerne sl[å]r [k]reds om Lind og g[å]r samtalende med ham op[]over i [h]aven.)
Str[å]mand
(fortsættende til[] Anna, der næsten søger at undg[å] ham).
Af disse [g]runde, k[]ære unge [b]arn,
af disse [g]runde, hentet fra [f]ornuften,
ja fra [m]oralen og til[]dels fra [s]kriften,
De indser nu, at slig en [m]eningsskiften
maa kaldes ganske greben ud af [l]uften.
Anna
(halvt grædende).
Ja, Gud, – jeg er endnu s[å] uerfaren – –
Str[å]mand
.Og det er s[å] naturligt, at man har en
utidig [f]rygt for [f]aren og for [s]naren;
men lad ej [t]vivlen f[å] Dem i sit [g]arn, –
vær uforsagt; spejl Dem i mig og Maren!
Fru Str[å]mand
.Ja jeg har hørt idag af Deres [m]oder,
at jeg var liges[å] forknyt[], som De,
da vi fik [k]aldet –
Faksimile
83
Str[å]mand
.Det var og fordi
hun skulde bort fra [h]ovedstadens [g]oder; –
men da vi havde samlet nogle [s]killinger,
og da vi havde f[å]t de første [t]villinger,
s[å] gik det over.
Falk
(sagte til[] Str[å]mand).
Bravo! De er stor
som [t]aler!
Str[å]mand
(nikker til[] ham og vender sig atter til[] Anna).
Hold De derfor Deres [o]rd!
Skal [m]ennesket forsage? Falk fortæller,
at [k]aldet ikke er s[å] ringe heller; –
s[å] var det jo?
Falk
.Nej, [p]astor –
Straamand
.Jo ved Gud –!
(til[]
Anna.)
S[å]
noget
[v]isst kan deraf g[]øres ud.
Og er det s[å]; hvi skal vi da forsage?
sku om Dem i de længst fremfarne [d]age!
se Adam, Eva, [d]yrene i [a]rken –
se [l]iljerne i [l]uften – [f]uglene p[å]
[m]arken –
de [f]ugle sm[å] – de [f]ugle sm[å] – de [f]iske – –
(vedbliver dæmpet idet han fjerner sig med Anna.)
6*
Faksimile
84
Falk
(idet [f]røken Sk[]ære og [t]anterne kommer med Lind).
Hurra! Der kommer [k]
[]ærnetropper friske;
den hele gamle [g]arde i [g]evær!
Frøken Sk[]ære
.N[å], det er godt vi finder hende her.
(dæmpet.)
Vi har ham, Falk! – Nu til[]
[v]eninden der.
(nærmer sig Anna.)
Str[å]mand
(med en afværgende [b]evægelse).
Hun trænger ingen verdslig [o]vertalelse;
ej g[]øres der, hvor [å]nden har gjort sit,
Behov at [v]erden –
(beskeden.)
har jeg virket lidt,
s[å] fik jeg [k]raft – –!
Fru Halm
.N[å], uden al [f]orhalelse
[f]orsoning da!
Tanterne
(rørte).
O Gud, hvor det er smukt!
Str[å]mand
.Ja, gives vel et [s]ind, s[å] døvt og luk[]t,
at ej det finder sligt et [o]p[]trin gribende?
det er saa sk[]ærpende, det er s[å] slibende,
det er s[å] vækkende, at se[] et ungt
umyndigt [b]arn, som bringer [o]ffret, tungt,
men villigt dog[HIS: Strek under 'og' i 'dog'. Uvisst hva denne rettelsen gjelder.] p[å]
[p]ligtens [a]lter.
Faksimile
85
Fru Halm
.Ja,
men hendes [s]lægt har ogs[å] været virksom.
Frøken Sk[]ære
.Ja jeg og [t]anterne, – det ved jeg da!
De, Lind, De ejer hendes [h]jertes [n]øgle;
men vi, [v]eninderne, vi har en [d]irk, som
kan lukke op[], hvor [n]øglen ej forsl[å]r; –
(trykker hans [h]
[å]nd.)
Og hvis det trænges i de senere [å]r,
s[å] kom til[] os, – vort [v]enskab kan ej g[]øgle.
Fru Halm
.Ja, vi er om jer, hvor I st[å]r og g[å]r –
Frøken Sk[]ære
.Og sk[]ærmer jer mod [t]vedragts fæle [ø]gle.
Str[å]mand
.O denne [k]lynge! [k]
[]ærlighed og [v]enskab!
en
[s]tund, s[å] glad, og dog s[å] vemoddryssende!
(vender sig til[]
Lind.)
Men, unge [m]and, lad [t]ingen f[å] en [e]ndskab;
(fører Anna til[] ham.)
Tag hen din [b]rud, – din [b]rud tag hen – og kys[] hende!
Lind
(rækker Anna [h] [å]nden).
Jeg rejser ej!
Anna
(paa samme [t]id).
Jeg følger med!
Faksimile
86
Anna
(forbauset).
Du rejser ej?
Lind
(liges[å]).
Du følger?
Anna
(med et hjælpeløst [b]lik p[å] de omst[å]ende).
Men, Gud, s[å] skilles vi jo ligefuldt!
Lind
.Ja, hvad er det?
Damerne
.Hvad nu!
Frøken Sk[]ære
(ivrig).
Nej, her sig dølger
en [m]isforst[å]else –
Str[å]mand
.Hun loved huldt,
at rejse med!
Frøken Sk[]ære
.Og Lind svor højt at blive!
Falk
(leende)
De begge føjed sig; hvad fattes da?
Str[å]mand
.Nej, de [f]orvik[]linger er mig for stive!
(g[å]r op[] mod [b]aggrunden.)
Faksimile
87
Tanterne
(i [m]unden p[å] hverandre).
Men Herregud, hvem kommer [s]triden fra?
Fru Halm
(til[] Guldstad og Styver, som har spadseret udenfor i [h]aven og nu
nærmer sig).
Her er [u]enighed p[å] alle [k]anter.
(taler sagte med dem.)
Fru Str[å]mand
(til[] [f]røken Sk[]ære, idet hun ser at [h]avebordet dækkes).
Nu f[å]r vi [t]hevand.
Frøken Sk[]ære
(kort).
Gudskelov.
Falk
.Hurra
for [v]enskab, [t]hevand, [k]
[]ærlighed og [t]anter!
Styver
.Men dersom [s]agen hænger s[å]dan sammen,
s[å] kan den endes let[] til[] alles [g]ammen.
Processen hviler p[å] en [p]aragraf,
som siger: [k]onen skal sin [h]usbond følge.
Dens [o]rd er klare, det kan ingen dølge –
Frøken Sk[]ære
.Ja s[å]; men hvor blir da [f]orliget af?
Str[å]mand
.Hun lyde m[å] en [l]ov, som kom fraoven –
Styver
.Men s[å] kan Lind jo eludere [l]oven; –
Faksimile
88
(henvendt til[] Lind.)
Hal [r]ejsen ud, og rør Dem ej af [p]letten.
Tanterne
(glade).
Ja det g[å]r an!
Fru Halm
.Ja vis[]t!
Frøken Sk[]ære
.S[å] skilles [t]rætten.
(Svanhild og [p]igerne har imidlertid dækket [t]hebordet nedenfor [a]ltantrappen.
P[å] [f]ru Halms [o]p[]fordring sætter [d]amerne sig om [b]ordet. Det øvrige [s]elskab
tager [p]lads dels p[å] [a]ltanen og i [l]ysthuset, dels rundt om i [h]aven. Falk
sidder p[å] [a]ltanen. Under det følgende drikkes [t]he.)
P[å] [f]ru Halms [o]p[]fordring sætter [d]amerne sig om [b]ordet. Det øvrige [s]elskab
tager [p]lads dels p[å] [a]ltanen og i [l]ysthuset, dels rundt om i [h]aven. Falk
sidder p[å] [a]ltanen. Under det følgende drikkes [t]he.)
Fru Halm
(smilende).
S[å] trak det lille [u]vejr da forbi.
Slig [s]ommerregn gjør godt, n[å]r den er over;
da skinner [s]olen dobbelt smukt, og lover
en [e]ftermiddagsstund for [s]kyer fri.
Frøken Sk[]ære
.Ja, [k]
[]ærlighedens [b]lomst behøver større
og mindre [r]egnskyl[] for at holdes frisk.
Falk
.Den dør, s[å]snart den bringes p[å] det [t]ørre;
for s[å]
vidt har den [l]ighed med en [f]isk –
Svanhild
.Nej, [k]
[]ærligheden lever jo af [l]uften –
Frøken Sk[]ære
.Og den m[å]
[f]isken dø i –
Faksimile
89
Falk
.Ganske sandt.
Frøken Sk[]ære
.Der kan De se, vi Deres [t]unge bandt!
Fru Str[å]mand
.Den [t]he er god, det k[]ender man p[å]
[d]uften.
Falk
.N[å] lad det blive da ved [b]lomsterlignelsen.
Den er en [b]lomst; thi nægtes den [v]elsignelsen
af [h]imlens [r]egn, s[å] hartad den g[å]r fløjten – –
(standser.)
Frøken Sk[]ære
.Hvad da?
Falk
(med et galant [b]uk).
Da kommer [t]anterne med [s]prøjten. –
Men [l]ignelsen har [d]igterne nu brugt,
og [g]odtfolk g[]ennem [s]nese [s]lægter slugt, –
og endda er den for de fleste t[å]get;
thi [b]lomstervrimmelen er stor og broget.
Sig, hvilken særlig [b]lomst er [k]
[]ærligheden?
Nævn den, som har den største [l]ighed med den.
Frøken Sk[]ære
.Den er en
[r]ose; Gud, det ved enhver; –
den l[å]ner [l]ivet jo et [r]osensk[]ær.
En ung [d]ame
.Den er en
[h]vidvejs, vo[ks]er under [s]neen;
først n[å]r den springer ud, f[å]r [v]erden se’en.
Faksimile
90
En [t]ante
.Den er en
[l]øvetand, som trives bedst,
n[å]r den blir knust af [m]andshæl eller [h]est,
ja skyder [s]kud, n[å]r nedtr[å]dt den er blevet,
som [d]igter [p]edersen s[å] smukt har skrevet.
Lind
.
V[å]rklokken er den; i dit unge [s]ind
den ringer [l]ivets [p]indsehøjtid ind.
Fru Halm
.Nej, den er
[e]viggrønt, som ej st[å]r brun i
[d]ecember selv, s[å] lidt som midt i [j]uni.
Guldstad
.Nej, den er islandsk [m]os i [g]odvejr høstet:
den læger [f]røkener med [o]ndt for [b]rystet.
En [h]erre
.Den er en vild [k]astanje, – meget priselig
som [k]akkelovnsved, men [f]rugten er uspiselig.
Svanhild
.Nej, en
[k]amelia; som før [k]onvallerne,
den er jo [d]amers
[h]ovedpynt p[å]
[b]allerne.
Fru Str[å]mand
.Nej den er lig en [b]lomst, som var s[å] net[]; –
bi lidt – den var nok gr[å] – nej violet; –
hvad hed den nu –? Lad se – den ligned dem, som – –;
nej, det er mærkeligt, hvor jeg er glemsom.
Styver
.Hvert [b]lomsterbilled g[å]r p[å] halte [b]en.
Den ligner snarere en [b]lomsterpotte:
Faksimile
91
ad [g]angen har den ikkun [p]lads for en,
men efterh[å]nden kan den rumme otte.
Str[å]mand
(i [b]ørneflokken).
Nej, [k]
[]ærligheden er et
[p]æretræ;
om [v]
[å]ren pære- blomster- hvid, som [s]ne;
lidt udp[å]
[å]ret [b]lomsterne sig arter
til[] fler og flere store grønne [k]arter;
af [f]aderstammens [s]after de sig nærer; –
med [g]udshjælp blir de allesammen [p]ærer.
Falk
.S[å] mange [h]oveder, s[å] mange [s]ind!
nej, alle famler de p[å] gale [v]eje.
Hver [l]ignelse er sk[]æv; men hør nu min; –
den kan p[å] hver en [v]is De sno og dreje.
(rejser sig i [t]alerstilling.)
Der gror en [p]lante i det fjerne [ø]st;
dens [o]delshjem er [s]olens [f]ætters [h]ave –
Damerne
.
[Å], det er
[t]heen!
Falk
.Ja.
Fru Str[å]mand
.Han har en [r]øst,
som Str[å]mand, n[å]r han –
Str[å]mand
.Bring ham ej af [l]ave.
Faksimile
92
Falk
.Den har sit [h]jem i [f]abellandets [d]ale,
vel tusind [m]ile bagom [ø]rkner golde; –
fyld [k]oppen, Lind! S[å]
[t]ak[]. Nu skal jeg holde
om [t]he og [k]
[]ærlighed en [t]hevandstale.
(G[]æsterne rykker nærmere sammen.)
Den har sit [h]jem i [e]ventyrets [l]and;
ak, der har ogs[å]
[k]
[]ærligheden hjemme.
Kun [s]olens [s]ønner, ved vi, fik [f]orstand
p[å]
[u]rtens [d]yrkning, p[å] dens [r]øgt og [f]remme.
Med [k]
[]ærligheden er det liges[å].
En [d]r[å]be [s]olblod m[å] i [å]ren sl[å],
hvis [k]
[]ærlighed skal skyde [r]od derinde,
skal grønnes, gro, og frem til[]
[b]lomstring vinde.
Frøken Sk[]ære
.Men Kina er et meget gammelt [l]and,
s[å]
[t]heens [æ]lde deraf sluttes kan –
Str[å]mand
.Den var vis[]t til[] før Tyrus og Jerusalem.
Falk
.Ja den var k[]endt, da salig [h]err Methusalem
i [b]illedbogen bladed p[å] sin [s]kammel –
Frøken Sk[]ære
(triumferende).
Og [k]
[]ærlighedens [v]æsen er jo ungt!
at finde [l]ighed her, vil falde tungt.
Falk
.Nej, [k]
[]ærligheden er og meget gammel;
Faksimile
93
den [l]æresættning underskriver vi jo
saa troende, som [f]olk i Kap og Rio; –
ja, fra Neapel og til[]
[n]ord for Brevig
der gives dem, der p[å]st[å]r den er evig; –
n[å], deri er vel nogen [o]verdrivelse, –
men gammel er den over al [b]eskrivelse.
Frøken Sk[]ære
.Men [k]
[]ærlighed og [k]
[]ærlighed er et;
af [t]he der gives b[å]de god og slet[].
Fru Str[å]mand
.Ja, man har [t]he i mange [k]valiteter.
Anna
.De grønne [f]or[å]rsspirer allerførst –
Svanhild
.Den [s]lags er kun for [s]olens [d]øttres [t]ørst.
En ung [d]ame
.Man skildrer den berusende som [æ]ther –
En anden
.Som [l]otos duftende, og sød som [m]andelen.
Guldstad
.
Den forekommer aldrig her i [h]andelen.
Falk
(som imidlertid er tr[å]dt ned fra [a]ltanen).
Ak, mine [d]amer, hver i sin [n]atur
har og et særligt lidet «himmelsk [r]ige».
Der knopped sig af [s]pirer tusind slige
bag [b]lyheds faldende [k]inesermur.
Faksimile
94
Men [f]antasiens sm[å]
[k]ineserdukker,
som sidder i [k]ioskens [l]y og sukker,
som drømmer vidt – s[å] vidt –, med [s]lør om [l]ænderne,
med gyldne [t]ulipaners [f]lor i [h]ænderne, –
til[]
dem I [f]ørstegrødens [k]nopper sanked;
jer var det et hvad [h]øst der siden vanked.
Se, derfor n[å]er til[] os, med [g]rus og [s]tilke,
en [e]fterslætt, mod hin, som [h]amp mod [s]ilke, –
en [h]øst, som f[å]es af [t]ræet ved at sparke det –
Guldstad
.Det er den sorte [t]he.
Falk
(med et [n]ik[]).
Den fylder [m]arkedet.
En [h]erre
.S[å] taler Holberg om en [t]he de [b]euf –
Frøken Sk[]ære
(snærpet).
Den er vis[]t ubek[]endt for [n]utidsganer.
Falk
.Der gives og en [k]
[]ærlighed de [b]euf;
den slaar sin [m]and for [p]anden – i [r]omaner,
og skal nok spores fra og til[] i [t]øf-
felhæren under [æ]gteskabets [f]aner.
Kort, der er [l]ighed, hvor De mindst det tror.
S[å]ledes siger jo et gammelt [o]rd,
at [t]heen lider, mister noget af et
[a]roma, som i [p]lantens [i]ndre bor,
ifald til[] os den føres over [h]avet.
Faksimile
95
Ig[]ennem [ø]rknen m[å] den, over [b]akkerne, –
m[å] svare [t]old til[]
[r]ussen og [k]osakkerne; –
de stempler den, s[å] f[å]r den vidre fare,
s[å] g[]ælder den blandt os for ægte [v]are.
Men g[å]r ej [k]
[]ærligheden samme [v]ej?
Ig[]ennem [l]ivets [ø]rk? Hvad blev vel [f]ølgerne,
hvad [s]krig, hvad [v]erdens [d]om, hvis De, hvis jeg,
bar k[]æk[]t vor [e]lskov over [f]rihedsbølgerne!
«Gud, den har tabt [m]oralens [k]rydderi!»
«Legalitetens [d]uft er rent forbi!»
Str[å]mand
(rejser sig).
Ja, [g]udskelov, – i sædelige Lande
er slige [v]arer endnu [k]ontrabande!
Falk
.Ja, skal den hertillands passere frit,
s[å] m[å] den g[]ennem [r]eglernes Siberien,
hvor ingen [h]avluft skade kan [m]aterien; –
s[å] m[å] den vise [s]egl og sort paa hvidt
fra [k]irkeværge, [o]rganist og [k]lokker,
fra [s]lægt og [v]enner, [k]
[]endinger og [p]okker,
og mange andre brave [m]ænd, foruden
det [f]ripas, som den fik af selve [g]uden. –
Og s[å] det sidste store [l]ighedspunkt;
se hvor [k]ulturens [h]
[å]nd har lagt sig tungt
paa «[h]immelriget» i det fjerne [ø]sten;
dets [m]ur forfalder og dets [m]agt er sprængt,
den sidste ægte [m]andarin er hængt,
profane [h]ænder alt besørger [h]østen.
Faksimile
96
Snart «[h]imlens [r]ige» er en [s]aga blot,
et [e]ventyr, som ingen længer tror p[å];
den hele [v]erden er et gr[å]t i gr[å]t; –
[v]idunderlandet har vi kastet [j]ord p[å].
Men har vi det, – hvor er da [k]
[]ærligheden?
Ak, da er ogs[å] den jo vandret heden!
(løfter [k]op[]en ivejret.)
N[å], lad forg[å], hvad [t]iden ej kan bære; – –
en [t]hevandssk[å]l til[] salig Amors [æ]re!
(drikker ud; stærk [u]vilje og [b]evægelse i [s]elskabet.)
Frøken Sk[]ære
.Det var en meget sælsom [b]rug af [o]rdet!
Damerne
.At [k]
[]ærligheden skulde være død –!
Str[å]mand
.Her sidder den jo sund og rund og rød
i alskens [s]kikkelser om [t]hevandsbordet.
Her har vi [e]nken i sin sorte [d]ragt –
Frøken Sk[]ære
.Et trofast [æ]gtepar –
Styver
.Hvis [e]lskovspagt
kan lægge mangt et h[å]ndfast [p]ant irette.
Guldstad
.Derefter kommer [k]
[]ærlighedens lette
[k]avalleri, – de mange [s]lags [f]orlovede.
Faksimile
97
Str[å]mand
.Først [v]eteranerne, hvis [f]orbund vovede
at trodse [t]idens [t]and –
Frøken Sk[]ære
(afbryder).
Og s[å]
[e]leverne
i første [k]lasse, – Parret fra ig[å]r –
Str[å]mand
.Kort, her er [s]ommer, [v]inter, [h]øst og [v]
[å]r;
den [s]andhed kan De tage p[å] med [n]æverne,
med [ø]jne se, og høre den med [ø]ren –
Falk
.Nu ja?
Frøken Sk[]ære
.Og endda viser De den [d]øren!
Falk
.De har nok højlig misforst[å]et mig, [f]røken.
N[å]r har jeg nægtet disse [t]ing var til[]?
Men De m[å] komme vel ihug, at [r]øgen
er ikke altid just [b]evis p[å]
[i]ld.
Jeg ved s[å] s[å]re vel, man tar til[]
[æ]gte,
[f]amilje stiftes, og deslige [t]ing;
De skal vis[]t aldrig høre mig benægte,
at der i [v]erden findes [k]urv og [r]ing,
at rosenrøde sm[å]
[b]illetter skrives,
og lukkes med et [d]uepar, som – kives,
at der g[å]r [k]
[]ærester i hver en [g]ade,
at [g]ratulanterne f[å]r [c]hocolade,
7
Faksimile
98
at [s]kik[] og [b]rug har formet et [r]eskript
med egne [r]egler for enhver «[f]orliebt»; – –
men Herregud, vi har jo og [m]ajorer,
et [a]rsenal med stort [m]ateriel,
her findes [t]rommer, [h]uggerter og [s]porer, –
men hvad beviser s[å] det hele vel?
Blot at vi ejer [f]olk med [s]værd ved [b]elte,
men ingenlunde at vi ejer [h]elte.
Ja, selv om hele [l]ejren fuld af [t]elte stod, –
var det da derfor sagt der gaves [h]eltemod?
Str[å]mand
.N[å], [b]illighed i alt; oprigtig talt
det er ej altid just i [s]andheds [t]jeneste,
n[å]r unge [f]olks [f]orelskelse blir malt
s[å] stærk og s[å], – ja, som det var den eneste.
P[å]
den er ej til[] hver en [t]id at bygge;
nej, først i [æ]gteskabets [h]uslig-[h]ygge
st[å]r [k]
[]ærligheden grundet p[å] en [k]lippe,
som aldrig svigter og som ej kan glippe.
Frøken Sk[]ære
.Da er jeg af en ganske anden [m]ening.
Jeg skulde tro to [h]jerters fri [f]orening,
som løses kan idag, men [å]rvis varer,
dog [k]
[]ærlighedens [æ]gthed bedst forsvarer.
Anna
(med [v]arme).
O, nej, – et [f]orhold, som er friskt og ungt,
er dog p[å]
[k]
[]ærne mere rigt og tungt.
Faksimile
99
Lind
(tankefuld).
Hvem ved om ej det dufter af [i]deen,
som [f]røknens [h]vidvejs, ikkun under [s]neen.
Falk
(pludselig udbrydende).
Du faldne Adam! Det var [h]jemve-[t]anken,
som søgte [e]den bagom [g]
[]ærdeplanken!
Lind
.Hvad [s]nak[]!
Fru Halm
(krænket, til[] Falk, idet hun rejser sig).
Det er just intet [v]enskabsstykke,
at vække [t]vist, hvor vi har stiftet [f]red;
frygt ej for Deres [v]en og for hans [l]ykke –
Nogle [d]amer
.Nej, den er viss!
Andre
.Ja, det vi sikkert ved.
Fru Halm
.Vel har hun ej lært [k]ogebog i [s]kolen,
men det skal læres endnu denne [h]øst.
Frøken Sk[]ære
.Til[]
[b]rylluppet hun selv broderer [k]jolen.
En [t]ante
(klapper Anna p[å] [h]ovedet).
Og blir fornuftig s[å] det er en [l]yst.
7*
Faksimile
100
Falk
(ler højt).
O du [f]ornuft-[k]arrikatur, som dræber
med [g]alskabs [h]allingdans p[å]
[v]ennelæber!
Var det [f]ornuftighed, han vilde finde?
Var det en [k]ogebogsprofessorinde?
Han kom herind som V[å]rens glade [s]vend,
han k[å]red [h]avens unge vilde [r]ose.
I drog den op[] for ham; – han kom ig[]en; –
hvad bar s[å]
[b]usken? Hyben!
Frøken Sk[]ære
(stødt).
Vil De skose?
Falk
.En nyttig [f]rugt til[]
[h]usbrug, – ja, ved Gud!
Men [h]ybnen var dog ej hans [v]
[å]rdags [b]rud.
Fru Halm
.Ja hvis [h]err Lind har søgt en [b]alheltinde,
s[å] er det slemt; hun er ej her at finde.
Falk
.O ja, – jeg ved, der drives jo et [d]øgn-
koketteri med [h]uslighedens [t]anke;
det er et [r]odskud af den store [l]øgn,
der gror i [h]øjden, lig en [h]umleranke.
Jeg tar ærbødig [h]atten af, min Frue,
for «[b]alheltinden»; hun er [s]k[]ønhedsbarn, –
og [i]dealet spænder gyldne [g]arn
i [b]allets [s]al, men knapt i [a]mmens [s]tue.
Faksimile
101
Fru Halm
(med undertrykt [f]orbittrelse).
Herr Falk, slig [a]dfærd har en nem [f]orklaring.
Forlovet [m]and er tabt for [v]enners [l]ag;
det er nok [k]
[]ærnen i den hele [s]ag;
jeg har i det [k]apitel god [e]rfaring.
Falk
.Naturligvis; – syv [s]østerdøttre gifte –
Fru Halm
.Og gifte lykkeligt!
Falk
(med [e]ftertryk[]).
Ja, er det visst?
Guldstad
.Hvad nu!
Frøken Sk[]ære
.Herr Falk!
Lind
.Er det din [a]gt at stifte
[u]enighed!
Falk
(med [u]dbrud[]).
Ja [k]rig og [s]plid og [t]vist!
Styver
.Du, som er [l]ægmand, en [p]rofan i [f]aget!
Falk
.Ja lad det g[å]; jeg hejser endda [f]laget!
Ja [k]rig jeg vil med [h]ænder og med [f]ødder,
en [k]rig mod [l]øgnen med de stærke [r]ødder,
Faksimile
102
mod [l]øgnen, som I røgtet har og vandet,
s[å] fræk[]t den knejser og ser ud som [s]andhed!
Styver
.Jeg protesterer mod alt ubevist,
og forbeholder mig [r]egres – –
Frøken Sk[]ære
.Ti stille!
Falk
.S[å] det er
[k]
[]ærlighedens friske [k]ilde,
som hvisker om, hvad [e]nken har forlist, –
hin [k]
[]ærlighed, som sletted «[s]avn» og «[k]lage»
af [s]proget ud i [l]ykkens lyse [d]age!
S[å] det er
[k]
[]ærlighedens
[s]ejersflod,
som ruller g[]ennem [æ]gteparrets [å]rer, –
hin [k]
[]ærlighed, som k[]æk[]t p[å]
[s]kandsen stod,
og tr[å]dte [s]kik[] og [v]edtægt under [f]od,
og lo af alle [v]erdens kloge [d]
[å]rer!
S[å] det er
[k]
[]ærlighedens
[s]k[]ønhedsflamme,
som holder en [f]orlovelse igang
i lange [å]r! Ja s[å]! Det er den samme,
som ildned selv [k]ontorets [s]øn til[]
[s]ang!
S[å] det er
[k]
[]ærlighedens unge [l]ykke,
som frygter [f]arten over [h]avets [h]vælv,
som kræver
[o]ffer, skjønt i fagrest [s]mykke
den skulde str[å]le – offrende sig selv! –
O nej, I [l]øgnens [d]agligdagsprofeter,
kald [t]ingen engang med sit rette [n]avn;
kald [e]nkestandens [r]ørelser for
[s]avn,
og [æ]gtestandens
[v]ane, som de heder!
Faksimile
103
Str[å]mand
.Nej, unge [m]and, slig [f]ræk[]hed er for stor!
Der er [b]espottelse i hvert et [o]rd!
(træder [f]alk tæt[] under [ø]jnene.)
Nu a[ks]ler jeg mit gamle [s]kind til[]
[s]triden
for arvet [t]ro imod den nye [v]iden!
Falk
.Jeg g[å]r til[]
[k]ampens [h]øjtid som til[]
[f]est.
Str[å]mand
.Godt! De skal se mig trodse [k]ugleregnen! –
(nærmere.)
Et viet [p]ar er helligt, som en [p]rest –
Styver
(p[å] Falks anden [s]ide).
Og et forlovet –
Falk
.Halvt om halvt, som [d]egnen.
Str[å]mand
.Se disse [b]ørn; – De ser den – denne [k]lynge?
Den kan p[å]
[f]orhaand mig Viktoria synge!
Hvor var det muligt at – hvor var det g[]ørligt – –;
nej, [s]andheds [o]rd er mægtigt, ubønhørligt; –
at stoppe Øret till, kan kun en [t]
[å]be.
Se, – disse [b]ørn er [e]lskovsbørn til[]hobe – – –!
(standser forvirret.)
Ja det vil sige – nej, naturligvis –!
Frøken Sk[]ære
(vifter sig med [l]ommetørklædet).
Det er en meget uforst[å]elig [t]ale.
Faksimile
104
Falk
.Se der leverer De jo selv [b]evis;
et af de ægte, gode, nationale.
De sk[]elner mellem [æ]gteskabets [p]anter,
og [e]lskovs ditto; – deri gjør De klogt;
der [f]orsk[]el er, som mellem r[å]t og kogt,
som mellem [m]arkens [b]lomst og [p]otteplanter.
Hos os er [k]
[]ærligheden snart en [v]idenskab;
forlængst den hørte op[] at være [l]idenskab.
Hos os er [k]
[]ærligheden som et [f]ag;
den har sit faste [l]aug, sit eget [f]lag;
den er en [s]tand af [k]
[]ærester og [æ]gtemænd, –
de passer [t]jenesten og kan nok mægte den;
thi der er [s]amhold, som i [h]avets [t]angforgrening.
Alt, hvad [e]taten mangler, er en [s]angforening –
Guldstad
.Og en [a]vis!
Falk
.Godt! I skal f[å]
[a]visen!
Det var en god [i]de; vi har jo [b]lade
for [b]ørn og [d]amer, [t]roende og [s]kytter.
Jeg h[å]ber ingen spørger efter [p]risen.
Der skal I f[å] at se, som p[å]
[p]arade,
hvert [b]
[å]nd, som [
P
p
]er og Poul i [b]yen knytter;
der rykkes ind hvert rosenfarvet [b]rev,
som Vilhelm til[] sin ømme Laura skrev;
der trykkes blandt ulykkelige [h]ændelser, –
som ellers [m]ord og [k]rinolinforbrændelser, –
hvert [o]p[]slag, som fandt [s]ted i [u]gens [l]øb;
der averteres under [s]alg og [k]
[]øb
Faksimile
105
hvor brugte [r]inge billigst kan bekommes;
der annonceres [t]villingen og [t]rillingen, –
og er der [v]ielse, s[å] sammentrommes
det hele [l]aug at se p[å]
[f]orestillingen; –
og vanker der en [k]urv, s[å] prentes den
i [b]ladet mellem andre [n]yhedsstoffer;
det lyde skal omtrent som s[å] «Ig[]en
har [e]lskovsdjævlen krævet her et [o]ffer!»
Jo, I skal se, det g[å]r; thi n[å]r det lider
imod den [t]id, da [a]bonnenten bider,
da bruger jeg en [m]adding, som ej dræber den; –
da slagter jeg, p[å]
[s]torbladsvis, en [p]ebersvend.
Jo, I skal se mig k[]æk[]t til[]
[l]augets [n]ytte stridende;
som [t]iger, ja, som [r]edaktør mit [b]ytte bidende –
Guldstad
.Og [b]ladets [t]itel?
Falk
.«Amors norske [s]kyttetidende»!
Styver
(nærmer sig).
Det er dog ej dit [a]lvor vel? Du vil
ej sætte slig dit gode [n]avn p[å]
[s]pil!
Falk
.Mit ramme [a]lvor. Tidtnok p[å]stod man
at ingen kan af [k]
[]ærligheden leve;
jeg vise skal, den [p]
[å]stand er ej sand;
thi jeg skal leve af den som en [g]reve,
Faksimile
106
især hvis [f]røken Sk[]ære, som jeg h[å]ber,
levere vil [h]err Str[å]mands «[l]ivs-[r]oman»
til[]
[s]k[]ænkning ud, som [f]euilleton, i [d]r[å]ber.
Str[å]mand
(forskrækket).
Gud st[å] mig bi! Hvad er nu det for [p]lan?
Mit [l]ivs [r]oman! N[å]r var mit [l]iv romantisk?
Frøken Sk[]ære
.Det har jeg aldrig sagt!
Styver
.En [m]isforst[å]else!
Str[å]mand
.Jeg skulde gjort mig skyldig i [f]org[å]else
mod [s]kik[] og [b]rug! Der lyver De gigantisk!
Falk
.Nu godt.
(sl[å]r Styver p[å]
[s]kulderen.)
Her st[å]r en [v]en, som ej vil svigte.
Jeg [å]bner [b]ladet med [k]opistens [d]igte.
Styver
(efter et forfærdet [b]lik p[å] [p]resten).
Men er du gal! Nej, m[å] jeg be’ om [o]rdet! –
Du tør beskylde mig for [v]ers – –
Frøken Sk[]ære
.Nej Gud –!
Falk
.Det [r]ygte g[å]r dog ud ifra [k]ontoret.
Faksimile
107
Styver
(i høj [v]rede).
Fra vort [k]ontor g[å]r aldrig noget ud!
Falk
.Ja svigt mig ogs[å]
du; jeg har endda
en trofast [b]ror, som ikke falder fra.
«Et [h]jertes [s]aga» venter jeg fra Lind,
hvis [e]lskov er for fin for [h]avets [v]ind,
som offrer [l]andsmænds [s]jæle for sin [k]
[]ærlighed, –
sligt viser [f]ølelsen i al dens [h]erlighed!
Fru Halm
.Herr Falk, nu er mit [t]
[å]lmods [r]est til[]ende.
Vi kan ej leve under samme [t]ag; –
jeg h[å]ber at De flytter end idag –
Falk
(med et [b]uk, idet [f]ruen og [s]elskabet g[å]r ind).
Det var jeg forberedt p[å] vilde hænde.
Str[å]mand
.Imellem os er [k]rig p[å]
[d]ød og [l]iv;
De har fornærmet mig med samt min [v]iv,
ja mine [b]ørn, fra Trine ned til[] Ane; – –
gal kun, [h]err Falk, – gal, som [i]deens [h]ane –
(g[å]r ind med [k]one og [b]ørn.)
Falk
.Og skrid De fremad p[å]
[a]postlens [b]ane
med Deres [k]
[]ærlighed, som De har mægtet
at f[å], før tredje [h]anegal, fornægtet!
Faksimile
108
Frøken Sk[]ære
(f[å]r ondt).
Følg med mig, Styver; hjælp mig at f[å] hægtet
[k]orsettet op[]; – kom, skynd dig, – denne [v]ej.
Styver
(til[] Falk idet han g[å]r med [f]røken Sk[]ære under [a]rmen).
Jeg siger op[] vort [v]enskab!
Lind
.Ogs[å] jeg.
Falk
(alvorlig).
Du ogs[å], Lind!
Lind
.Farvel!
Falk
.Du var min næreste – –
Lind
.Det hjælper ej; hun ønsker det, min [k]
[]æreste.
(han g[å]r ind; Svanhild er bleven st[å]ende ved [a]ltantrappen.)
Falk
.Se s[å]; nu har jeg [p]lads p[å] alle [k]anter; –
nu har jeg ryddet om mig!
Svanhild
.Falk, et [o]rd!
Falk
(viser høfligt mod [h]uset).
Den
[v]ej, min [f]røken; – der gik Deres [m]oer
med alle [v]enner og med alle [t]anter.
Faksimile
109
Svanhild
(nærmer sig).
Ja, lad dem g[å]; min [v]ej er ikke deres;
ved mig skal ikke [f]lokkens [t]al forfleres.
Falk
.De g[å]r ej?
Svanhild
.Nej. Vil De mod [l]øgnen stride,
jeg st[å]r, som [v]æbner, tro ved Deres [s]ide.
Falk
.De, Svanhild; De, som –
Svanhild
.Jeg, som end ig[å]r –?
O, var De selv da, Falk, ig[å]r den samme?
De bød mig, som en [l]ykke, [s]iljens [k]
[å]r –
Falk
.Og [s]iljen fløjted, fløjted mig til[]skamme!
Nej De har [r]et[]; da var det [b]ørneværk;
men De har vakt mig til[] et bedre [v]irke; –
midt indi [s]timlen st[å]r den store [k]irke,
hvor [s]andheds [r]øst skal runge ren og stærk.
Det g[]ælder ej at skue, som [a]synjen,
fra
[h]øjden over al den vilde [d]yst; –
nej, bære [s]k[]ønhedsmærket i sit [b]ryst,
som Hellig-Olaf bar sit [k]ors paa [b]rynjen, –
at se med [l]angsyn over [s]lagets [v]idder,
sk[]ønt hildet han i [k]ampens [v]irvar sidder, –
Faksimile
110
et [s]kimt af [s]ol bag [t]
[å]gen at bevare,
det er det [l]ivsenskrav, en [m]and skal klare!
Svanhild
.Og De vil klare det, n[å]r De st[å]r fri,
og st[å]r alene.
Falk
.Stod jeg da i [s]timlen?
Og det er [k]ravet. Nej, den er forbi,
hin [i]solerthedspagt med mig og [h]imlen.
Endt er min [d]igtning indfor [s]tuevæg[];
mit [d]igt skal leves under [g]ran og [h]æg[],
min [k]rig skal føres midt i [d]øgnets [r]ige; –
jeg eller [l]øgnen – en af os skal vige!
Svanhild
.S[å] g[å] da signet frem fra [d]igt til[]
[d]
[å]d!
Jeg har Dem misk[]endt; De har [h]jertevarme;
til[]giv, – og lad os skilles uden [h]arme –
Falk
.Nej, den har [p]lads for to, min [f]remtids [b]
[å]d!
Vi skilles ikke. Svanhild, har De [m]od,
s[å] følges vi i [k]ampen [f]od for [f]od!
Svanhild
.
Vi følges?
Falk
.Se, jeg st[å]r forladt af alle,
har ingen [v]en, har [k]rig med hver [b]ek[]endt,
mod mig er [h]adets hvasse [s]pydsod[] vendt; –
sig, har De [m]od, med mig at st[å] og falde?
Faksimile
111
min [f]remtidsvej g[å]r g[]ennem [s]kik[] og [b]rug,
hvor tusind [h]ensyns [l]ænker [f]oden tvinger; –
der breder jeg, som alle andre, [d]ug,
og sætter [r]ingen p[å] min [e]lsktes [f]inger!
(drager en [r]ing af sin [h]
[å]nd, og holder den ivejret.)
Svanhild
(i [å]ndeløs [s]pænding).
Det vil De?
Falk
.Ja, og vi skal vise [v]erden,
at [k]
[]ærligheden har en evig [m]agt,
som bær den uskadt og i al sin [p]ragt
ig[]ennem [d]øgnets [d]ynd p[å]
[h]verdagsfærden.
Ig[å]r jeg pegte mod [i]deens [b]
[å]l,
der brandt, som [b]aun p[å]
[b]ergets bratte [t]inde; –
da blev De ræd[], De skalv, thi De var [k]vinde;
nu peger jeg mod [k]vindens sande [m]
[å]l!
En [s]jæl, som Deres, holder hvad den lover;
se [s]luget for Dem, – Svanhild, sæt[] nu over!
Svanhild
(neppe hørligt).
Og hvis vi faldt –?
Falk
(jublende).
O nej, jeg ser et [s]k[]ær
i Deres [ø]je, som vor [s]ejr forkynder!
Svanhild
.S[å] tag mig hel og holden, som jeg er!
Nu springer [l]øvet ud; min [v]
[å]r begynder!
(hun kaster sig med [k]
[]æk[]hed i hans [a]rme, idet [t]eppet falder.)
Faksimile
TREDJE AKT.
Aften og klart [m]
[å]neskin. Rundt om p[å]
[t]ræerne brænder farvede [l]amper. I
[b]aggrunden [b]orde med [o]p[]dæk[]ning af [v]inflasker, [g]lasse, [k]ager o. s. v. Inde
fra [h]uset, hvor alle [v]induer er op[]lyste, høres dæmpet [p]ianofortespil og [s]ang
under de følgende [o]p[]trin. Svanhild st[å]r ved [a]ltanen. Falk kommer fra
højre med nogle [b]øger og en [s]krivemappe under [a]rmen. Oppasseren følger
efter med en [k]uffert og en [v]adsæk[].
[b]aggrunden [b]orde med [o]p[]dæk[]ning af [v]inflasker, [g]lasse, [k]ager o. s. v. Inde
fra [h]uset, hvor alle [v]induer er op[]lyste, høres dæmpet [p]ianofortespil og [s]ang
under de følgende [o]p[]trin. Svanhild st[å]r ved [a]ltanen. Falk kommer fra
højre med nogle [b]øger og en [s]krivemappe under [a]rmen. Oppasseren følger
efter med en [k]uffert og en [v]adsæk[].
Falk
.Det er jo [r]esten?
Oppasseren
.Ja nu tror jeg neppe
det fattes andet, end en liden [s]kræppe
og [s]ommerfrakken.
Falk
.Godt; det tar jeg med
p[å]
[r]yggen n[å]r jeg g[å]r. Kom s[å] afsted; –
se her er [m]appen.
Oppasseren
.Der er [l]
[å]s for, ser jeg.
Falk
.Ja der er [l]
[å]s for, Sivert.
Faksimile
113
Oppasseren
.Godt.
Falk
.Den ber jeg,
du stra[ks] vil brænde.
Oppasseren
.Brænde?
Falk
.Ja til[]
[k]ul –
(smilende.)
med alle [v]e[ks]ler p[å] poetisk [g]uld.
Og [b]øgerne, – dem kan du selv beholde.
Oppasseren
.
[Å] nej da; skal jeg slig [b]ekostning volde?
Men n[å]r [h]err Falk kan [b]øger bortforære,
s[å] er han færdig da med al sin [l]ære?
Falk
.Alt, hvad af [b]øger læres, har jeg lært –
og endda mere.
Oppasseren
.Mere? Det var svært.
Falk
.Ja skynd dig; [b]ærerne st[å]r udfor [d]øren; –
nu f[å]r du hjælpe dem at læsse Børen.
(Oppasseren g[å]r ud til[]venstre.)
Falk
(nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde).
Vi har en [t]ime, Svanhild, for os selv,
i Lys af Gud og [s]ommernattens [s]tjerner.
8
Faksimile
114
Se, hvor de glittrer gjennem [l]øvets [h]vælv,
lig [f]rugt p[å]
[g]ren, de [v]erdenstræets [k]
[]erner.
Nu har jeg brudt det sidste [t]rældomsb[å]nd,
nu har for sidste [g]ang mig [s]vøben rammet;
som Jacobs [æ]t[], med [v]andringsstav i [h]
[å]nd
og rejseklædt, jeg st[å]r for [p]
[å]skelammet.
Du sløve [s]lægt, hvis [s]yn er stængt og luk[]t
for [l]øftets [l]and bag [ø]rkensandets [f]lugt,
du travle ridderslagne [t]ræl af [t]iden,
mur du kun [k]ongegrav i [p]yramiden, –
jeg gaar til[]
[f]rihed g[]ennem [d]øgnets [ø]rk,
for mig er [f]remkomst selv i [h]avets [f]jære;
men [f]iendens [f]ylking, [l]øgnens fule [l]ære,
skal finde der sin [g]ravtomt, dyb og mørk!
(kort [o]p[]hold; han ser p[å] hende og tar hendes [h]
[å]nd.)
Du er s[å] stille, Svanhild!
Svanhild
.Og s[å] glad!
O lad mig drømme, lad mig stille drømme.
Tal du for mig; frem g[å]r da, som p[å]
[r]ad,
min [t]ankes [k]nopper, sprungne ud til[]
[k]vad,
lig modne [l]iljer over [t]jernets [s]trømme.
Falk
.Nej, sig det engang til[], med [s]andheds rene
usvigelige [r]øst, at du er min!
O sig det, Svanhild, sig –
Svanhild
(kaster sig om hans [h]als).
Ja, jeg er din!
Faksimile
115
Falk
.Du [s]angfugl, sendt af Gud til[] mig alene!
Svanhild
.Jeg var en hjemløs i min [m]oders [h]us,
jeg var en ensom i mit eget [i]ndre,
en ubedt [g]
[]æst i [g]lædens [g]lans og [s]us, –
gjaldt intet der – ja stundom endnu mindre.
Se da kom du! For første [g]ang p[å]
[j]ord
jeg fandt min [t]anke bag en andens [o]rd;
hvad spredt jeg drømte, vidste du at samle,
du [u]ngdomsk[]æk[]e mellem [l]ivets [g]amle!
Halvt stødte du mig bort med hvas[]
[f]orstand,
halvt vidste du med [s]olblink mig at drage,
som [h]avet drages af en løvklædt [s]trand
og [s]k[]æret skyver [s]jøerne til[]bage.
Nu har jeg seet til[]
[b]unden af din [s]jæl,
nu har du mig udelelig og hel;
du [l]øvtræ over [b]ølgeleg, du [k]
[]ære,
mit [h]jertes [f]lugt har [f]lod, men aldrig [f]jære!
Falk
.Og takket være Gud, at han har døbt
min [k]
[]ærlighed i [s]mertens [b]ad. Jeg vidste
knapt selv hvad [t]rang mig drog, før dyrek[]øbt
jeg s[å] i dig den [s]kat[], jeg skulde miste.
Ja priset han, som i min [l]ivsensbog
med [s]orgens [i]ndsegl har min Elskov adlet,
som gav os [f]ribrev p[å] vort [s]ejerstog,
og bød os jage hjemad g[]ennem [s]kog,
som [a]delspar, p[å]
[v]ingehesten sadlet!
8*
Faksimile
116
Svanhild
(peger mod [h]uset).
Derinde er der [f]est i alle [s]ale,
der lyser [l]amper for de unge to,
der lyder glade [v]enners [s]ang og [t]ale.
Fra [a]lfarvejen skulde [h]vermand tro,
at der er [l]ykken – blandt de glade [r]øster.
(medlidende.)
Du [v]erdens [l]ykkebarn, – du stakkels [s]øster!
Falk
.Du siger stakkels?
Svanhild
.Har hun ikke delt
sit [s]jæleguld med ham og alle [f]render,
sat ud sin [k]apital paa hundred [h]ænder,
s[å] ingen skylder hende [s]ummen helt?
Hos ingen af dem har hun alt at kræve,
for ingen af dem har hun helt at leve.
O, jeg er tifold rigere end hun;
jeg har en eneste i [v]erden kun.
Tomt var mit [h]jerte da med [s]ejersfaner,
med tusindfoldig [s]ang, du drog derind;
du r[å]der der paa alle [t]ankens [b]aner;
lig [v]
[å]rens [v]ellugt fylder du mit [s]ind.
Ja, jeg m[å] takke Gud i denne [t]ime,
at jeg var ensom indtil[] dig jeg fandt, –
at jeg var død og hørte [k]lokken kime,
som kaldte mig til[]
[l]ys fra [l]ivets [t]ant.
Faksimile
117
Falk
.Ja vi, de venneløse to i [v]erden,
vi er de rige; vi har [l]ykkens [s]kat[],
vi, som st[å]r udenfor og ser p[å]
[f]ærden
ig[]ennem [r]uden i den stille [n]at[];
lad [l]amper lyse og lad [t]oner klinge,
lad dem derinde sig i [d]ansen svinge; –
se op[]ad, Svanhild, – op[]ad i det [b]l[å]; –
der lyser ogs[å] tusind [l]amper sm[å] –
Svanhild
.Lyt[] stil[]t, du [e]lskte, – i den svale [k]veld
g[å]r g[]ennem [l]indens [l]øv et [t]onevæld –
Falk
.Det er for os de tindrer højt i [s]alen –
Svanhild
.Det er for os det synger g[]ennem [d]alen!
Falk
Jeg føler mig som Guds forlorne [b]arn;
jeg svigted ham og gik i [v]erdens [g]arn.
Da vinked han mig hjem med milde [h]ænder;
og nu, jeg kommer, nu han [l]ampen tænder,
bereder [h]øjtid for den fundne [s]øn,
og sk[]ænker mig sit bedste [v]ærk i [l]øn.
Fra denne [s]tund jeg sværger, ej at svigte, –
men st[å] som væbnet [v]agt i [l]ysets [l]ejr.
Vi holder sammen, og vort [l]iv skal digte
en [h]øjsang stærk om [k]
[]ærlighedens [s]ejr!
Faksimile
118
Svanhild
.Og se, hvor let[] det er for to at vinde,
n[å]r han er
[m]and –
Falk
.Og hun er heltud
[k]vinde; –
det var ug[]ørligt at to slige faldt!
Svanhild
.S[å] op[] til[]
[k]amp mod [s]avnet og mod [s]orgen;
(viser Falks
[r]ing, som hun bær p[å]
[f]ingeren.)
i denne [s]tund fortæller jeg dem alt!
Falk
(hurtigt).
Nej, Svanhild, ikke nu; vent til[] imorgen!
Ikveld vi plukker [l]ykkens [r]oser røde;
at g[å] til[]
[d]agværk nu, var [h]elligbrøde.
(Døren til[]
[h]avestuen [å]bnes.)
Din [m]oder kommer! Skjul dig! Som min [b]rud
skal intet [ø]je dig iaften møde!
(de g[å]r ud mellem [t]ræerne ved [l]ysthuset. Fru Halm og Guldstad kommer
ud p[å] [a]ltanen.)
Fru Halm
.Han flytter virkelig!
Guldstad
.Det ser s[å] ud.
Styver
(kommer.)
Han flytter, [f]rue!
Faksimile
119
Fru Halm
.Ja, du gode Gud, –
vi ved det nok!
Styver
.Det er en slem [o]mstændighed.
Han holder [o]rd; jeg k[]ender hans [u]bændighed.
Han sætter os i [b]ladet allesammen;
min [k]
[]æreste blir trykt i flere [o]p[]lag,
imellem [k]urve, [t]villinger og [o]p[]slag.
Hør, ved De hvad; hvis ej det var for [s]kammen,
jeg foreslog [f]orlig, en [v]
[å]benstil[]stand –
Fru Halm
.Det tror De han g[å]r ind p[å]?
Styver
.Ja, jeg tror.
Der er [i]ndicier, der er visse [s]por,
som viser, at da nys[] det store [o]rd
han førte, var han i besk[]ænket [t]il[]stand.
Ja, der er [et]
[p]rov, som, om just ikke fældende,
dog taler meget stærkt imod [a]ng[]ældende;
det er ham overført, at efter [b]ordet
han indfandt sig i Linds og egen [b]olig,
og viste der en [a]dfærd, højst urolig,
slog sønder – –
Guldstad
(ser et [g]limt af Falk og Svanhild, som skilles idet Falk g[å]r op[] mod [b]ag-
grunden; Svanhild blir st[å]ende skjult ved [l]ysthuset.)
Stop[], vi er p[å] rette [s]poret!
Et [ø]jeblik, [f]ru Halm! Falk flytter ikke,
og g[]ør han det, da g[]ør han det som [v]en.
Faksimile
120
Styver
.S[å]? Tror De ogs[å] –?
Fru Halm
.
[Å], hvor vil De hen!
Guldstad
.Ej længer, [f]rue, end det kan sig skikke;
jeg klarer [s]agen til[] g[]ensidigt [h]eld.
Blot et [m]inut p[å]
[t]omandsh[å]nd –
Fru Halm
.Nu vel!
(de g[å]r sammen ud i [h]aven; under det følgende ser man dem fra og til[] i
[b]aggrunden i ivrig [s]amtale.)
Styver
(stiger ned i [h]aven idet han opdager Falk, som st[å]r og ser ud over [v]andet).
De [h]errer [d]igtere er [h]ævns- og [h]ads-[m]ænd;
men vi [r]egeringsfolk er fine [s]tatsmænd;
jeg vil arbejde for mig selv –
(ser [p]resten, som kommer fra [h]avestuen.)
Se s[å]!
Str[å]mand
(p[å] [a]ltanen).
Han flytter virkelig!
(g[å]r ned til[]
Styver.)
[Å], [k]
[]ære, – g[å],
g[å] ind et lidet [ø]jeblik i [s]tuen
og hold min [k]one –
Styver
.Skal jeg holde [f]ruen!
Faksimile
121
Str[å]mand
.Med [s]elskab, mener jeg. Vi og de sm[å],
vi er s[å] vante til[] at være sammen,
og aldrig –
(idet [f]ruen og [b]ørnene viser sig i [d]øren.)
N[å], der er de alt p[å]
[t]rammen!
Fru Str[å]mand
.Hvor er du, Str[å]mand?
Str[å]mand
(sagte til[] Styver).
Find p[å] et [p]ar [o]rd, som
kan fængsle dem, – en [t]ing, som er lidt morsom!
Styver
(g[å]r op[] p[å] [a]ltanen).
Har [f]ruen læst [d]epartementets [b]ønskrift?
Det er et [m]ønster paa stilistisk [s]k[]ønskrift; –
(tar en [b]og op[] af [l]ommen.)
nu skal jeg in extenso referere –
(nøder dem høfligt ind i [s]tuen ig[]en, og g[å]r selv med. Falk kommer frem i
[h]aven; han og Str[å]mand mødes; de ser en [s]tund p[å] hinanden.)
Str[å]mand
.Nu?
Falk
.Nu?
Str[å]mand
.Herr Falk!
Falk
.Herr [p]astor!
Faksimile
122
Str[å]mand
.Er De mere
medg[]ørlig nu, end da vi skiltes?
Falk
.Nej,
jeg g[å]r min ufravigelige [v]ej –
Str[å]mand
.Selv om De træder [n]æstens [l]ykke ned?
Falk
.Jeg planter [s]andheds [u]rt i [l]ykkens [s]ted.
(smilende.)
Forresten tænker De nok p[å]
[a]visen
for [e]lskende?
Str[å]mand
.N[å], var det kanske [s]pøg?
Falk
.Ja, trøst Dem med, det [v]ærk g[å]r op[] i [r]øg;
i [g]
[]erning, ej p[å]
[p]rent, jeg bryder [i]sen.
Str[å]mand
.Og om De sparer mig, s[å] ved jeg vis[]t en
[p]erson, som ikke slipper mig s[å] let[];
han nytter [o]vertaget, han, [k]opisten, –
og det er Deres
[s]kyld, og det er slet[].
De rørte op[] i gamle [s]værmerier,
og De kan bande p[å], han ikke tier
med dem, ifald jeg mukker blot et [o]rd
mod [k]ravet, som de skr[å]ler p[å] i [k]or.
Faksimile
123
Regeringsfolket har en svare [m]agt
i [p]ressen nuomstunder, er mig sagt.
En [s]tyverfængerop[]sats kan mig fælde,
hvis den blir prentet i det store [b]lad,
som sl[å]r med [s]amsons [h]
[å]ndgevær og [v]ælde,
og g[å]r ivej med b[å]de [h]ov og [v]ad,
besynderlig mod [s]lutten af [k]vartalerne –
Falk
(indrømmende).
Ja – hørte Deres [s]aga til[]
[s]kandalerne – –
Str[å]mand
(forsagt).
Alligevel. Det [b]lad har mange [s]palter;
pas[] p[å]; der offres jeg p[å]
[h]ævnens [a]lter.
Falk
(med [l]une).
P[å]
[s]traffens, mener De, – og vel fortjent.
Der g[å]r en Nemesis ig[]ennem [l]ivet;
den rammer sikkert, sk[]ønt den rammer sent, –
at rømme væk fra den, er ingen givet.
Har en forsyndet sig imod [i]deen,
s[å] kommer [p]ressen, dens [å]rv[å]gne [v]agt,
og man f[å]r finde sig i [e]fterveen.
Str[å]mand
.Men Herregud, n[å]r slutted jeg [k]ontrakt
med den «[i]de», som føres her i [m]unden!
Jeg er jo [æ]gtemand, [f]amiljefar, –
husk p[å], at tolv [u]myndige jeg har; –
jeg er jo af min [d]agligg[]erning bunden,
Faksimile
124
jeg har [a]nnexer og en vidtstrakt [g]
[å]rd,
en talrig [s]tamhjord, [å]ndelige [f]
[å]r, –
se, de skal plejes, klippes, røgtes, fores;
der tærskes skal og i [k]omposten klores;
man spør om mig i [s]talden og i [k]veen; –
n[å]r f[å]r jeg
[t]id at leve for
[i]deen?
Falk
.Ja, s[å] rejs hjem ig[]en jo før jo heller;
kryb ind, før [v]inter, under [t]ørvetaget.
Se, i det unge Norge er det daget;
den k[]æk[]e [f]ylking tusind [s]tridsmænd tæller,
og [m]orgenvindens [s]trømning fylder [f]laget.
Str[å]mand
.Og, unge [m]and, ifald jeg rejste hjem
med alle mine, ja med alle dem,
som var ig[å]r mit lille [k]ongerige, –
har ikke mangt idag da vendt sig om?
Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom –
(da Falk vil svare.)
Nej vent, og hør p[å], hvad jeg har at sige.
(træder nærmere.)
Der var en [t]id, da jeg var ung, som De,
og ikke mindre k[]æk[] og uforfærdet.
Jeg sled for [b]rød og der gik [å]r forbi;
se, sligt g[]ør [å]nden ej, som [h]
[å]nden, hærdet.
Jeg kom dernord; mit [h]jem l[å] stil[]t bag [f]jeldet,
og [v]erdens [r]ing for mig blev [p]resteg[]eldet. –
Mit [h]jem – [h]err Falk! Ja, ved De hvad et [h]jem er?
Faksimile
125
Falk
(kort).
Det har jeg aldrig vidst.
Str[å]mand
.Det vil jeg tro.
Et [h]jem er der, hvor dejligt [r]um for fem er,
sk[]ønt der blandt [f]iender tykkes trangt for to.
Et [h]jem er der, hvor alle dine [t]anker
kan lege frit, som [b]ørn p[å]
[f]aders [f]ang,
hvor ej din [r]øst p[å]
[h]jertedøren banker,
før [s]varet lyder i beslægtet [s]ang.
Et [h]jem er der, hvor dine [h]
[å]r kan gr[å]ne,
og ingen mærker, at du ældes dog,
hvor k[]ære [m]inder dæmrer for at bl[å]ne,
som [å]sens [r]yg[]ning bl[å]ner bagom [s]kog.
Falk
(med tvungen [s]pot[]).
De blir jo varm –
Str[å]mand
.Ved det, som De kun ler af!
S[å] uligt har Vorherre os to skabt.
Mig fattes det, som De fik desto mer af;
men jeg har vundet der, hvor De har tabt.
Fra [s]kyen skimtet, ser ud som en [s]krøne,
mangt [s]andhedskorn ved [l]andevejens [k]ant;
De vil til[]vejrs, jeg knapt til[]
[t]agets [m]øne, –
en
[f]ugl blev skabt til[]
[ø]rn –
Falk
.Og en til[]
[h]øne.
Faksimile
126
Str[å]mand
.Ja le De kun, og lad det være sandt.
Jeg er en [h]øne; – godt! Men under [v]ingen
jeg har en [k]yllingflok, og De har ingen!
Og jeg har [h]ønens [m]od og [h]jerterum,
og jeg sl[å]r fra mig, n[å]r det mine g[]ælder.
Jeg ved jo nok, De mener jeg er dum,
ja muligt, at en værre [d]om De fælder,
og holder mig for gridsk p[å]
[v]erdens [g]ods; –
godt, ingen [s]trid om sligt imellem os!
(griber Falks
[a]rm og til[]føjer dæmpet, men med stigende [s]tyrke.)
Ja, jeg er gridsk og dum og sløv tillige;
men jeg er gridsk for dem, som Gud mig gav,
og jeg fordummedes i [t]rængselskrige,[HIS: Skadet komma, kan forveksles med punktum.]
og jeg blev sløv p[å]
[e]nsomhedens [h]av.
Dog, alt som [u]ngdomssnekken, [s]ejl for [s]ejl,
gik under bag den endeløse [d]ønning,
da stak en anden op[] p[å]
[h]avets [s]pejl,
og bar for [l]andvind ind med [l]ivets [l]ønning.
For hver en [d]røm, som gik i [s]trævet under,
for hver en [s]vingfjær, som p[å]
[f]lugten knak,
jeg fik til[]
[s]k[]ænk et lidet Guds [v]idunder,
og [h]errens [s]k[]ænk jeg tog med [p]ris og [t]ak[].
For dem jeg stred, for dem jeg bar i [d]ynge,
for dem jeg tyded selv den hellige [s]krift; –
det var min [b]lomsterg[å]rd, min [b]ørneklynge; –
nu har De plettet dem med [s]pottens [g]ift!
De har bevist, æsthetisk og forfatterligt,
at al min [l]ykke var en [d]
[å]res [t]ro,
at det, jeg tog for [a]lvor, det var latterligt; –
Faksimile
127
nu kræver jeg, giv mig ig[]en min [r]o,
men giv mig den foruden [b]ræk[] og [m]én –
Falk
.De kræver, jeg skal [l]ykkens [h]jemmel drøfte –?
Str[å]mand
.Ja, De har kastet p[å] min [v]ej en [s]ten,
en [t]vivlens [s]ten, som ikkun De kan løfte.
Tag væk det [s]tængsel mellem mig og mine,
som De har byg[]t, tag [g]rimen af min [h]als –
Falk
.De tror, at jeg har [l]øgnens [l]im til[]fals,
for [l]ykkens sprukne [k]ar med det at kline?
Str[å]mand
.Jeg tror, at [t]roen, som De rev omkuld
med [o]rd, den kan med [o]rd ig[]en De rejse;
jeg tror De kan den brukne [l]ænke svejse; – –
døm om ig[]en, – tal [s]andhed hel og fuld,
bevis p[å]nyt, – s[å] jeg kan [f]laget hejse –
Falk
(stolt).
Jeg stempler [l]ykkens [m]essing ej som [g]uld.
Str[å]mand
(ser fast p[å] ham).
Saa kom ihug, her nys[] blev sagt et [o]rd
af en, som vejrer [s]andhedsharens [s]por:
(med oppløftet Finger.)
Faksimile
128
Der g[å]r en Nemesis ig[]ennem [l]ivet;
at rømme væk fra den, er ingen givet!
(han g[å]r mod [h]uset.)
Styver
(kommer ud med [b]riller p[å] og med den [å]bne [b]og i [h] [å]nden).
Herr [p]astor, De m[å] være som en [v]ind!
De [u]nge græder –
Børnene
(i [d]øren).
Far!
Styver
.Og [f]ruen venter!
(Str[å]mand g[å]r ind i [h]uset.)
Styver
.Den [d]ame har ej [s]ands for [a]rgumenter.
(putter [b]ogen og [b]rillerne i [l]ommen og kommer nærmere.)
Falk!
Falk
.Ja!
Styver
.Jeg h[å]ber Du har skiftet [s]ind.
Falk
.Og hvorfor?
Styver
.
[Å], det er da let[] forklarligt;
du indser sagtens, det er uforsvarligt
at g[]øre [b]rug af konfidentielle
[m]eddelelser; – dem m[å] man ej fortælle.
Faksimile
129
Falk
.Nej, jeg har hørt, at det skal være farligt.
Styver
.Ja [d]ød og [p]ine!
Falk
.Ja, men blot for [s]torfolk.
Styver
(ivrig).
Det farligt er for alle [s]lags [k]ontorfolk.
Du kan vel tænke dig, hvor det formindsker
hver [u]dsigt for mig, dersom [c]hefen tror,
jeg har en [p]egasus, som g[å]r og vrinsker
i [a]rbejdstiden i et sligt
[k]ontor.
Du ved, fra «[r]evisjonen» og til[] «[k]irken»
man ynder ikke [v]ingehestens [v]irken.
Men værst det blir, ifald det kommer ud,
at jeg har brudt [k]ontorets første [b]ud,
og [å]benbaret skjulte [t]ing af [v]igtighed.
Falk
.S[å] den er strafbar, slig en [u]forsigtighed?
Styver
(hemmelighedsfuld).
Den tvinge kan en offentlig [p]erson
til[] at begjære stra[k]
sin [d]emission.
Det er et [l]ovbud for os, [s]tatens [m]andfolk,
at g[å] med [l]
[å]s for [m]unden selv blandt [g]randfolk.
Falk
.Men det er jo tyrannisk af en [h]ersker
at binde [m]und p[å] den – [k]opist, som tærsker.
9
Faksimile
130
Styver
(trækker p[å] [s]kuldrene).
Det er legalt; m[å] lydes uden [k]nur.
Desuden, i et [t]idspunkt, som nærværende,
da [g]agerevisjonen st[å]r for [t]ur,
det er ej klogt at yttre sig belærende
om [a]rbejdstidens [b]rug og dens [n]atur.
Se, derfor er det at jeg ber dig: ti dog; –
et [o]rd kan skille mig ved –
Falk
.Porteføljen?
Styver
.Officielt benævnes det «[k]opibog».
Den [p]rotokol er egentlig som [s]øljen,
der lukker [l]inet for [k]ontorets [b]arm;
at g[]ætte [g]
[å]der der, forvolder [h]arm.
Falk
.Og dog det var dig selv, som bad mig tale,
og kaste ud et [v]ink om [p]ultens [s]kat[].
Styver
.Ja, vidste jeg at [p]resten kunde dale
s[å] dybt i [d]ynd, han, som har [l]ykken fat[],
som er i [e]mbed, som har [k]one, [b]ørn,
og [p]enge til[] at trodse [l]ivets [t]ørn?
Men kan han falde ned til[] slig [f]ilister,
hvad skal man sige da om os
[k]opister,
om mig, som er i uforfremmet [s]tand
Faksimile
131
og har en [k]
[]æreste, og snart skal giftes,
og passe p[å] at der [f]amilje stiftes,
etcetera!
(hæftigere[HIS: 't' i 'hæftigere' er snudd.].)
O, var jeg [v]elstandsmand,
jeg skulde spænde [p]andseret om [h]ærden
og sl[å] i [b]ordet til[] den hele [v]erden.
Og var jeg enligt [m]andfolk, jeg, som du,
da kan du tro, at g[]ennem [p]rosa-[s]neen
jeg skulde bryde [b]ane for [i]deen!
Falk
.S[å] berg dig, [m]and!
Styver
.Hvad?
Falk
.Der er [t]id endnu!
Agt ikke [v]erdens uglekloge [d]ommerfugl;
husk, [f]rihed g[]ør en [k]
[å]lorm selv til[]
[s]ommerfugl!
Styver
(træder til[]bage).
Du mener at jeg skulde bryde –!
Falk
.Ja; –
er [p]erlen væk, hvad g[]ælder [s]kallet da?
Styver
.Sligt [f]orslag kunde stilles til[] en [r]us,
ej til[] en [m]and med [k]arakter i [j]us!
9*
Faksimile
132
Jeg regner ej, hvad Kristian den [f]emte
i sin [t]id om [t]rolovelser bestemte, –
thi det [s]lags [f]orhold findes ej berørt i
«[l]ov om [f]orbrydelser» af to-og-fyrti;
for s[å]
vidt var ej [s]agen kriminel,
det var jo intet [b]rud[] p[å] det [l]egale –
Falk
.Der kan du se!
Styver
(fast).
Ja men alligevel, –
om slig en [e]xception blir aldrig [t]ale.
I trange [t]ider holdt vi trofast sammen;
hun fordrer ikke stort af [l]ivets [g]ammen,
og jeg er nøjsom, har alt længe sporet,
at jeg blev skabt for [h]jemmet og [k]ontoret.
Lad andre følge [s]vaneflokkens [f]lugt;
[l]iv i det sm[å] kan ogs[å] være smukt.
Hvad siger ej etsteds [g]eheimeraad Göthe
om [m]ælkevejen, skinnende og hvid?
Af den kan ingen skumme [l]ykkens [f]løde,
og endnu mindre hente [s]mørret hid –
Falk
.N[å], var end [m]
[å]let [l]ykkesmørrets [k]
[]ærning,
m[å]
[å]nden r[å]de dog i al din [s]lid; –
en [m]and skal være [b]orger af sin [t]id,
men adle [t]idens borgerlige [g]
[]erning.
Ja visstnok er der [s]k[]ønhed i det sm[å];
men [k]unsten er at skue og forst[å]
.
Faksimile
133
Ej hver, som ynder at h[å]ndtere [s]ølen,
m[å]
derfor tro sig [l]igemand med «Dølen».
Styver
.S[å] lad os g[å] med [f]red vor jævne [v]ej;
vi stænger ikke [s]tierne for dig,
vi følger [g]aden, du i [h]øjden svæver.
Hm, der foer ogs[å] hun og jeg engang;
men [d]agens [k]rav er [a]rbejd, ikke [s]ang, –
den dør man fra, alt eftersom man lever.
Se, [u]ngdomslivet er en stor [p]roces
og den unødigste af alle [t]rætter; –
g[å] p[å]
[a]kkord, og tænk ej p[å]
[r]egres;
thi [s]agen taber du for alle [r]etter.
Falk
(k[]æk[] og trøstig idet han kaster et [ø]je p[å] [l]ysthuset).
Nej, er den end for sidste [d]omstol kommen, –
jeg ved, der er [b]en[å]dning bagom [d]ommen!
Jeg ved, et [l]iv kan leves ud af to,
med frelst [b]egejstring og med reddet [t]ro;
men du forkynder [t]idens usle [l]ære:
at [i]dealet er det [s]ekundære!
Styver
.Nej det
[p]rimære; thi dets [h]verv er ude,
som [b]lomstens [h]verv – n[å]r [f]rugten sætter [k]nude.
(Inde ved [p]ianoet spiller og synger
[f]røken Sk[]ære: «Ach du lieber
Augustin». Styver standser og lytter i stille [b]evægelse.)
Hun kalder p[å] mig med den samme [s]ang,
som talte, da vi mødtes første [g]ang.
(lægger [h]
[å]nden p[å]
Falks
[a]rm og ser ham ind i [ø]jet.)
Faksimile
134
S[å] tidt hun den til[]
[l]iv i [l]ængsel henter,
g[å]r ud ifra min [k]
[]ærestes [t]angenter
bekræftet [g]
[]enpart af det første [j]a.
Og n[å]r vor [k]
[]ærlighed til[]slut[] har [e]ndskab,
og afdør, til[]
[o]p[]standelse som [v]enskab,
skal [s]angen binde mellem før og da.
Og krøges end min [r]yg[] iflugt med [p]ulten,
og blir mit [d]agværk kun en [k]rig mod [s]ulten,
s[å] g[å]r jeg glad dog [v]ejen til[] mit [h]jem,
hvor det [f]orsvundne st[å]r i [t]oner frem.
Er der en stakket [k]veldstund helt vor egen, –
da er jeg sluppen skadesløs fra [l]egen!
(han g[å]r ind i [h]uset. Falk vender sig mod [l]ysthuset. Svanhild kommer
frem; hun er bleg og op[]rørt. De ser en [s]tund i [t]aushed p[å] hinanden og
kaster sig med [h]æftighed i hinandens [a]rme.)
Falk
.O, Svanhild, lad os holde trofast ud!
Du friske [f]riluftsblomst p[å]
[k]irkegaarden, –
der ser du hvad de kalder [l]iv i [v]
[å]ren!
Der lugter [l]ig af [b]rudgom og af [b]rud;
der lugter [l]ig, hvor to g[å]r dig forbi
p[å]
[g]adehjørnet, smilende med [l]æben,
med [l]øgnens klumre [k]alkgrav indeni,
med [d]ødens [s]lap[]hed over hver en [s]træben.
Sligt kalder de at leve! [h]imlens [m]agter,
er slig en [l]od da værd de tusind [f]agter?
At drætte [b]ørnehjorder op[] til[] sligt,
at fede dem med [r]et[]sind og med [p]ligt,
at g[]øde dem med [t]ro en stakket [s]ommer, –
til[]
[b]rug, naar [s]jæleslagtningstiden kommer!
Faksimile
135
Svanhild
.Falk, lad os rejse!
Falk
.Rejse? Og hvorhen?
Er ikke [v]erden overalt den samme,
og findes ej p[å]
[h]vermands [v]æg[] ig[]en
den samme [l]øgn i [s]andheds [g]las og [r]amme?
Nej, vi vil blive, nydende [s]pektaklet,
[t]ragikomedien, [h]arlekinsmiraklet, –
et [f]olk, som tror – hvad hele [f]olket lyver!
Se [p]resten og hans [k]one, Lind og Styver,
som [k]
[]ærlighedens [j]ulebukke tak[]let,
med [l]øgn i [h]jertet og med [t]ro i [m]unden, –
og endda respektable [f]olk igrunden!
De lyver for sig selv og for hverandre;
men [l]øgnens [i]ndhold, det tør ingen klandre; –
hver regner sig, sk[]ønt [h]avsnødsmand p[å]
[k]jølen,
for [l]ykkens [
K
k
]røsus, salig som en [g]ud;
selv drev de sig af [p]aradiset ud,
og bums til[]
[ø]rerne i [s]vovelpølen;
men ingen af dem sk[]ønner hvor han sidder,
og [h]vermand tror sig [p]aradisets [r]idder,
og [h]vermand smiler under [a]k og [u]f;
og kommer Belzebub med [b]røl og [g]luf[],
med [h]orn og [b]ukkeben og noget [v]ærre, –
da muntrer man sin [n]abo med et [p]uf[]:
tag [h]atten af dig; se, der g[å]r Vorherre!
Svanhild
(efter en kort tankefuld [s]tillhed).
Hvor underfuldt en k[]ærlig [h]
[å]nd har pegt
Faksimile
136
p[å]
[v]ejen for mig til[] vort [v]
[å]rdagsstævne.
Det [l]iv, jeg har i spredte [d]rømme legt,
skal jeg fra denne [s]tund mit [d]agværk nævne.
O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde; –
da bød du [l]ys, – da lod du ham mig finde!
(ser p[å] Falk med stille k[]ærlig [f]orundring.)
Hvad [k]raft er dog i dig, du stærke [t]ræ,
som st[å]r i [v]indfaldsskogen rank og frodig,
som st[å]r alene, og som dog har [l]æ
for mig –?
Falk
.Guds [s]andhed, Svanhild; – den g[]ør modig.
Svanhild
(ser mod [h]uset med et [u]dtryk af [s]kyhed).
De kom som onde [f]ristere, de to,
hver
[t]alsmand for sin halve [d]el af [s]lægten.
En spurgte: hvor kan [u]ngdomselskov gro,
n[å]r [s]jælen luder under [v]elstandsvægten?
Den anden spurgte: hvor har [e]lskov [l]iv,
n[å]r [k]ravet er en evig [a]rmodskiv?
Forfærdeligt – at præke denne [l]ære
som [s]andheds [o]rd, og endda [l]ivet bære!
Falk
.Og hvis det nu gjaldt os?
Svanhild
.Gjaldt os? Hvad da?
Kan ydre [v]ilk[å]r gjøre til[] og fra?
Jeg har alt sagt dig det; hvis du vil stride,
da vil jeg st[å] og falde ved din [s]ide.
Faksimile
137
O, intet er s[å] let[], som [b]iblens [b]ud,
at lægge [h]jemmet bag sig, juble, lide,
og følge den, man elsker, frem til[] Gud.
Falk
(favner hende).
S[å] kom da, [v]intervejr, med [v]old og [v]ælde!
Vi st[å]r i [s]tormen; os kan ingen fælde!
(Fru Halm og Guldstad kommer ind fra højre i [b]aggrunden. Falk og
Svanhild blir st[å]ende ved [l]ysthuset.)
Svanhild blir st[å]ende ved [l]ysthuset.)
Guldstad
(dæmpet).
Se, [f]rue!
Fru Halm
(overrasket).
Sammen!
Guldstad
.Tvivler De endnu?
Fru Halm
.Det var mærkværdigt!
Guldstad
.
[Å], jeg har nok mærket,
at han s[å] stil[]t har ruget over [v]ærket.
Fru Halm
(hen for sig).
Hvem skulde tænkt at Svanhild var s[å] slu?
(livligt, til[] Guldstad.)
Men, nej, jeg kan ej tro –
Guldstad
.Vel; det skal prøves.
Faksimile
138
Fru Halm
.Nu stra[ks] p[å]
[s]tedet?
Guldstad
.Ja, og eftertrykkeligt.
Fru Halm
(rækker ham [h] [å]nden).
Gud være med Dem!
Guldstad
(alvorlig).
Tak[], det kan behøves.
(kommer nedover.)
Fru Halm
(ser sig til[]bage idet hun g[å]r).
Hvad [u]dfald [s]agen f[å]r, blir [b]arnet lykkeligt.
(g[å]r ind i [h]uset.)
Guldstad
(nærmer sig til[] Falk).
Det er vel knapt med [t]iden?
Falk
.Et [k]varter,
s[å] g[å]r jeg.
Guldstad
.Der behøves ikke mer.
Svanhild
(vil fjerne sig).
Farvel!
Guldstad
.Nej bi!
Faksimile
139
Svanhild
.Skal jeg?
Guldstad
.Til[] De har svaret.
Imellem os m[å] alting være klaret; –
vi tre f[å]r tale ud af [h]jertet sammen.
Falk
(overrasket).
Vi tre?
Guldstad
.Ja, Falk, – nu maa vi kaste [h]ammen.
Falk
(undertrykker et [s]mil).
Til[]
[t]jeneste.
Guldstad
.S[å] hør. Det er omtrent
et halvt [å]rs [t]id vi har hinanden k[]endt;
vi k[]ævled –
Falk
.Ja.
Guldstad
.Fast aldrig var vi enige;
vi gav hinanden tidt det glatte [l]ag;
De stod som [h]øvding for en stortænkt [s]ag,
jeg var kun en af [d]øgnbedriftens [m]enige.
Og endda var det som en [s]treng, der bandt
imellem os, som tusind glemte [s]ager
ifra min egen [u]ngdoms [t]ankelager,
De støved op[] og frem for [d]agen fandt.
Faksimile
140
Ja ja, De ser p[å] mig; men gr[å]sprængt [h]
[å]r
har ogs[å] flommet frit og brunt en [v]
[å]r,
og [p]anden, som ens [d]agligg[]erning dynker
med [t]rældomssved, bar ikke altid [r]ynker.
Dog nok om det; jeg er [f]orretningsmand –
Falk
(let[] spottende).
De er den sunde praktiske [f]orstand.
Guldstad
.Og De er [h]
[å]bets unge glade [s]anger.
(træder mellem dem.)
Se derfor, Falk og Svanhild, st[å]r jeg her.
Nu m[å] vi tale; thi den [s]tund er nær,
som bær i [s]kjoldet [l]ykke eller [a]nger.
Falk
(spændt).
S[å] tal!
Guldstad
(smilende).
Jeg sagde Dem ig[å]r, jeg grunded
p[å] et [s]lags [d]igtning –
Falk
.P[å] en faktisk.
Guldstad
(nikker langsomt).
Ja!
Falk
.Og hvis man spør, hvor De tar [s]toffet fra –?
Faksimile
141
Guldstad
(ser et [ø]jeblik p[å] Svanhild og vender sig atter mod Falk).
Det er et fælles [s]tof vi to har fundet.
Svanhild
.Nu m[å] jeg g[å].
Guldstad
.Nej bliv og hør til[]ende.
En anden [k]vinde bad jeg ej om sligt;
Dem, Svanhild, har jeg lært til[]bunds at k[]ende;
til[]
[s]nærperi er Deres [s]ind for rigt.
Jeg s[å] Dem vo[ks]e, s[å] Dem foldes ud;
De ejed alt, hvad jeg hos [k]vinden skatter; –
men længe s[å] jeg kun i Dem en [d]atter; –
nu spør jeg – vil De være mig en [b]rud?
(Svanhild viger sky til[]bage.)
Falk
(griber ham ved [a]rmen).
Tal ikke mere!
Guldstad
.Rolig; hun skal svare.
Spørg ogs[å]
De, – s[å] kan hun vælge frit.
Falk
.Jeg – siger De!
Guldstad
(ser fast p[å] ham).
Det g[]ælder at bevare
tre [l]iv for [l]ykken, – ej allene mit.
Forstil[] Dem ej,[HIS: Skadet komma.] det nytter Dem kun lidt;
Faksimile
142
thi sk[]ønt min [g]
[]erning ligger i det [l]ave,
s[å] fik jeg endda et [s]lags [k]larsyns-[g]ave.
Ja, Falk, De elsker hende. Glad jeg s[å]
den unge [k]
[]ærlighed i [b]lomst at st[å];
men denne [k]
[]ærlighed, den stærke, k[]ække,
den er det, som kan hendes [l]ykke knække.
Falk
(farer op[]).
Det tør De sige!
Guldstad
(rolig).
Med [e]rfarings [r]et[].
Hvis nu De hende vandt –
Falk
(trodsende).
Hvad s[å]?
Guldstad
(langsomt og med [e]ftertryk).
Ja sæt[]
hun turde alt p[å] denne [g]rundvold bygge,
og vove alt p[å] dette ene [k]ort, –
og [l]ivets [s]torm s[å] fejed [g]runden bort,
og [b]lomsten falmed under [t]idens [s]kygge?
Falk
(forglemmer sig og udbryder):
Ug[]ørligt!
Guldstad
(ser betydningsfuldt p[å] ham).
Hm, s[å] tænkte ogs[å] jeg,
da jeg var ung, som De. I gamle [d]age
Faksimile
143
jeg brandt for [e]n; da delte sig vor [v]ej.
Ig[å]r vi mødtes; – intet er til[]bage.
Falk
.Ig[å]r?
Guldstad
(smiler alvorligt).
Ig[å]r. De k[]ender [p]restefruen –
Falk
.Hvad? Det var hende, som –
Guldstad
.Som tændte [l]uen.
For hende sørged jeg i mange [å]r,
og i dem alle stod hun for mit [m]inde,
som den hun var, hin unge fagre [k]vinde,
dengang vi mødtes i den friske [v]
[å]r.
Nu tænder I den samme [d]
[å]rskabsild,
nu frister I det samme [v]ovespil, –
se, derfor er det, at jeg siger: [v]arlig!
Stands lidt, og tænk jer om; – jer [l]eg er farlig!
Falk
.Nej, jeg har sagt det hele [t]hevandslag
min stærke [t]ro, som ingen [t]vivl kan fælde –
Guldstad
(udfylder [m]eningen).
At [k]
[]ærligheden efter frit [b]ehag
kan trodse [v]ane, [n]ød og [s]org og [æ]lde.
N[å], lad s[å] være; muligt er det sandt;
men se nu [s]agen fra en anden [k]ant.
Faksimile
144
Hvad
[e]lskov er, ved ingen at forklare;
hvori den stikker, denne glade [t]ro,
at en blev skabt til[] saligt [l]iv i to –
se, det kan ingen [m]and p[å]
[j]ord besvare.
Men
[æ]gteskabet, det er noget [p]raktisk,
og liges[å]
[f]orlovelse, min [v]en; –
og let[] det lar sig eftervise faktisk,
at en er skikket just for den og den.
Men [k]
[]ærligheden k[å]rer jo iblinde,
den vælger ej en
[h]ustru, men en
[k]vinde;
og hvis nu denne [k]vinde ej er skabt
til[]
[v]iv for Dem –?
Falk
(spændt).
Nu?
Guldstad
(trækker p[å] [s]kuldrene).
S[å] er [s]agen tabt.
En lykkelig [f]orlovelse betinges
ej blot af [e]lskov, men af meget mer,
[f]amiljelemmer, som man g[]erne ser,
af [s]ind, som under samme [h]at[] kan bringes.
Og [æ]gteskabet? Ja, det er et [h]av
af lutter [f]ordringer og lutter [k]rav,
som lidet har med [e]lskov at bestille.
Her kræves [h]uslighed og [d]yder milde,
her kræves [k]
[]økkensands og andet sligt,
[f]orsagelse og [a]gt for [b]ud og [p]ligt, –
og meget, som i [f]røkenens [n]ærværelse
ej g[]øres kan til[]
[g]
[]enstand for [b]elærelse.
Faksimile
145
Falk
.Og derfor –?
Guldstad
.Lyd et [r]
[å]d, saa godt, som [g]uld.
Brug lidt [e]rfaring; hør Dem om i [l]ivet,
hvor hvert [p]ar [e]lskende tar [m]unden fuld,
som hele [m]illionen dem var givet.
For [a]lteret skal de sporenstregs, de to;
de f[å]r et [h]jem og er i [l]ykkens [k]ridthus;
s[å] g[å]r en [t]id i [s]ejersrus og [t]ro;
s[å] kommer der en [o]p[]g[]ørsdag; – jo, jo!
Da er det hele [b]o et stort [f]allithus!
Fallit er [u]ngdoms [b]lomst p[å]
[k]onens [k]ind,
fallit er [t]ankens [f]lor i hendes [i]ndre;
fallit er [s]ejrens [m]od i [m]andens [s]ind,
fallit hver [g]lød, som fordum s[å]es at tindre[HIS: Strek under 't'. Uvisst hva denne rettelsen gjelder.];
fallit, fallit er hele [b]oets [m]asse;
og slige to gik dog i [l]ivet ind
som [e]lskovs [h]andelshus af første [k]lasse!
Falk
(i stærkt [u]dbrud[]).
Det er en [l]øgn!
Guldstad
(urokkelig).
For nogle [t]imer siden
var det dog [s]andhed. Det var Deres
[o]rd,
da her De stod, som han i [b]rabantstriden,
og sloges med det ganske [t]hevandsbord.
10
Faksimile
146
Da lød [b]enægtelsen fra alle [k]anter,
som nu fra Dem; n[å] ja, det fattes nemt;
vi finder alle jo, det klinger slemt
at høre [d]øden nævne, n[å]r vi skranter.
Se [p]resten, han, som komponerte, malte,
i [f]rierdagene med [å]nd og [s]mag; –
hvor kan De undres p[å], at [m]anden dalte,
da han og hun kom under fælles [t]ag?
Hun var jo skabt for ham til[]
[e]lskerinde, –
til[]
[v]iv for ham hun skabtes ingensinde.
Og s[å]
[k]opisten, som skrev gode [v]ers?
Da [f]yren var i Herrens [n]avn forlovet,
kom hele [r]imeriet stra[ks] p[å]tvers,
og siden den [t]id har hans Muse sovet
ved [r]okkeduren af en evig [j]us.
Der ser I – –
(betragter Svanhild.)
Fryser De?
Svanhild
(sagte).
Jeg fryser ikke.
Falk
(tvinger sig ind under en spøgende [t]one).
Og n[å]r det aldrig ender med et [p]lus,
men kun med [m]inus, – hvorfor vil De stikke
den [k]apital, De r[å]der over, i
sligt lidet fordelagtigt [l]otteri?
Det lader næsten, som De har den [t]ro,
at De blev særlig skabt for [b]ankerotten?
Faksimile
147
Guldstad
(ser p[å] ham, smiler, og ryster p[å] [h]ovedet).
Min k[]æk[]e unge Falk, – g[]em lidt p[å]
[s]potten. –
P[å]
to
[s]lags [v]is et [p]ar kan sætte [b]o.
Det grundes kan ved [i]llusjonskreditten,
ved [l]angsigtsve[ks]ler p[å] en evig [r]us, –
p[å]
[p]ermanents af [a]ldren atten–nitten,
og p[å]
[u]mulighed af [g]igt og [s]nus; –
det grundes kan p[å] rosenrøde [k]inder,
p[å] klare [ø]jne og p[å] lange [h]
[å]r,
p[å]
[t]ryg[]hed for, at aldrig sligt forsvinder,
og at [p]arykkens [t]ime aldrig sl[å]r.
Det grundes kan p[å] stemningsfulde [t]anker,
p[å]
[b]lomsterflor i [ø]rkenstøvet tørt,
p[å]
[h]jerter, der, et [l]ivsløb g[]ennem, banker,
som da det første [j]a blev sagt og hørt.
Hvad kaldes slig [t]rafik? De [n]avnet k[]ender; –
det kaldes [h]umbug, – [h]umbug, k[]ære [v]enner!
Falk
.Nu sk[]ønner jeg, De er en farlig [f]rister, –
De, [v]elstandsmanden, kanske [m]illionær,
mens alt, hvad mit i denne [v]erden er,
blev b[å]ret bort af to [a]rtillerister.
Guldstad
(skarpt).
Hvad mener De med det?
Falk
.Det ligger nær;
thi den solide
[g]rundvold, kan jeg tænke,
er sagtens
[m]ønt, – [m]irakelmidlet
[m]ønt,
10*
Faksimile
148
som l[å]ner mangen middelaldersk[HIS: Strek under 'm'. Uvisst hva denne rettelsen gjelder.]
[e]nke
[s]ankt G[]ertruds [g]yldenglorie til[]
[p]ynt.
Guldstad
.
[Å] nej, den er dog noget, som er bedre.
Den er den stille, hjertevarme [s]trøm
af venlig [a]gt, der kan sin [g]
[]enstand hædre,
s[å] fuldt, som [j]ublen i en [ø]rskedrøm.
Den er en [f]ølelse af [p]ligtens [l]ykke,
af [o]msorgs [v]elbehag, af [h]jemmets [f]red,
af [v]iljers [b]øjning mod hinanden ned,
af [v]
[å]gen for at ingen [s]ten skal trykke
den [k]
[å]rnes [f]od, hvor hun i [l]ivet skred.
Den er den [m]ildhedsh[å]nd, som læger [s]
[å]rene,
den [m]andekraft, som bær med villig [r]yg[],
den [l]igevægt, som rækker g[]ennem [å]rene,
den [a]rm, som støtter tro og løfter tryg[]. –
Det er det [i]ndskud[], Svanhild, jeg kan byde
til[] Deres [l]ykkes [b]yg[]ning; svar mig nu.
(Svanhild g[]ør en stærk [a]nstrængelse for at tale; Guldstad løfter [h]
[å]nden
og hindrer hende.)
Betænk Dem vel, at ej De skal fortryde!
Vælg mellem os med klar og sindig [h]u.
Falk
.Og hvoraf ved De –
Guldstad
.At De elsker hende!
Det har jeg læst paa Deres [ø]jnes [b]und.
Sig ogs[å]
hende det i denne [s]tund.
(trykker hans [h]
[å]nd.)
Faksimile
149
Nu g[å]r jeg ind. Lad [l]egen f[å] en [e]nde.
Og tør De love mig med [h]
[å]nd og [m]und,
at være hende slig en [v]en i [l]ivet,
slig [s]tav p[å]
[v]ejen, slig en [t]røst i [n]ød,
som jeg kan være det, –
(vender sig til[]
Svanhild.)
Nu godt, s[å] skriv et
[u]dslet[]ningsmærke over det, jeg bød.
Da har jeg sejret, sejret i det stille;
De vinder [l]ykken; det var det, jeg vilde.
(til[] Falk.)
Og, det er sandt, – De talte før om [m]ønt;
tro mig, den er lidt mer, end [f]litterpynt.
Jeg st[å]r allene, k[]ender ingen [k]
[]ære;
alt det, som mit er, det skal Deres være;
De blir som [s]øn for mig, og hun min [d]atter.
De ved, ved [g]rændsen ejer jeg et [b]rug;
did flytter jeg, De sætter [d]isk og [d]ug,
og er s[å]
[å]ret omme, sees vi atter. –
Nu k[]ender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,
glem ej, at [f]arten nedad [l]ivets [e]lv
er ingen [l]eg, er ej at nyde, svælge; –
og s[å], i Herrens [n]avn, – s[å] f[å]r I vælge!
(g[å]r ind i [h]uset. [o]p[]hold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden.)
Falk
.Du er s[å] bleg.
Svanhild
.Og du s[å] stille.
Falk
.Ja.
Faksimile
150
Svanhild
.
Han var os værst.
Falk
(hen for sig).
Han stjal mig [s]tyrken fra.
Svanhild
.Hvor h[å]rdt han slog.
Falk
.Han vidste godt at ramme.
Svanhild
.Det var, som alt gik under i det samme.
(nærmere ved ham.)
Hvor vi vare rige, rige i hinanden,
da hele [v]erden havde os forladt,
da vore [t]anker steg, som [s]lag mod [s]tranden
af [b]ølgebrydning i den stille [n]at[].
Da var der [s]ejersmod i vore [s]jæle,
og [l]id p[å] evig [e]lskov mellem to; –
han kom med [v]erdens [g]aver, tog vor [t]ro,
og planted [t]vivl, – og s[å] forgik det hele!
Falk
(med vild [h]eftighed).
Riv det af [m]indet ud! Alt, hvad han sagde,
var sandt for andre, men en [l]øgn for os!
Svanhild
(ryster stille p[å] [h]ovedet).
Det [k]orn[-]a[ks], som et [t]vivlens [h]aglslag lagde,
kan aldrig svaje mer i [l]ivsenstrods.
Faksimile
151
Falk
(med udbrydende [a]ngst).
Jo, vi to, Svanhild –!
Svanhild
.Slip[] et [h]
[å]b, som d[å]rer;
ifald du [l]øgnen s[å]er, du høster [t]
[å]rer.
De andre, siger du? Og tror du ej,
at hver og en har tænkt, som du og jeg,
at han var den, som turde trodse [l]ynet, –
hvem ingen [s]torm til[]
[j]orden kunde sl[å],
hvem [t]
[å]gebanken fjernt i [h]immelsynet
p[å]
[u]vejrsvinger aldrig kunde n[å]?
Falk
.De andre delte sig mod spredte [m]
[å]l;
jeg vil din [e]lskov kun, og den allene.
Se, de forskriger sig i [l]ivets [s]kr[å]l,
jeg stil[]t skal støtte dig med stærke [g]rene.
Svanhild
.Men dersom den alligevel gik under,
den [k]
[]ærlighed, som skulde bære alt, –
har du da det, som endda [l]ykken grunder?
Falk
.Nej, med min [k]
[]ærlighed det hele faldt.
Svanhild
.Og tør du helligt love mig for Gud,
at aldrig den, lig visnet [b]lomst, skal hænge,
men dufte, som idag, og holde ud
for hele [l]ivet?
Faksimile
152
Falk
(efter et kort [o]p[]hold).
Den vil holde længe.
Svanhild
(smerteligt).
O, «længe», «længe»; – usle [a]rmodsord!
Hvad g[]ælder «længe» vel for [k]
[]ærligheden?
Det er dens [d]ødsdom, [m]eldugg over [s]æden.
«P[å] evigt [l]iv for [k]
[]ærlighed jeg tror» –
den
[s]ang skal alts[å] tie, og isteden
det lyde skal: Jeg elsked dig ifjor!
(som løftet af en stærk [i]ndskydelse.)
Nej, s[å]
skal ej vor [l]ykkes [d]ag g[å] under,
ej dø med [s]olgr[å]d bag en [s]ky i [v]est; –
vor [s]ol skal slukkes, lig et [l]uftvidunder,
i [m]iddagsstunden, der den glittrer bedst!
Falk
(forfærdet).
Hvad vil du, Svanhild!
Svanhild
.Vi er [b]ørn af [v]
[å]ren;
bag den skal ikke komme nogen [h]øst,
da [s]angerfuglen tier i dit [b]ryst
og aldrig længes did, hvor den er b[å]ren.
Bag den skal aldrig noget [v]interdække
sl[å]
[l]inet over alle [d]rømmes [l]ig; –
vor [k]
[]ærlighed, den glade, sejersk[]ække,
skal [s]ot ej tære p[å], ej [æ]lde svække, –
dø skal den, som den leved, ung og rig!
Faksimile
153
Falk
(i dyb [s]merte).
Og langt fra dig, – hvad blev mig der vel [l]ivet!
Svanhild
.Hvad blev det nær mig – uden [k]
[]ærlighed?
Falk
.Et [h]jem!
Svanhild
.Hvor [l]ykkens [a]lf med [d]øden stred.
(med [s]tyrke.)
Til[]
[v]iv for dig blev [e]vnen ej mig givet,
det ser jeg nu, det føler jeg og ved!
Jeg kunde [e]lskovs glade [l]eg dig lære,
men tør din [s]jæl ej g[]ennem [a]lvor bære.
(nærmere og med stigende [i]ld.)
Nu har vi jublet i en [v]
[å]rdags [r]us;
nu ingen søvnig [d]øs p[å]
[s]lap[]heds [p]uder!
Giv [a]lfen [v]inger, lad for [s]angens [s]us
ham g[å] p[å]
[f]lugt i [f]lok med unge [g]uder!
Og er den kantret end, vor [f]remtids [b]
[å]d, –
et [b]rett er oven [v]ande, – jeg ved [r]
[å]d;
den k[]ække [s]vømmer rækker [p]aradiset!
Lad
[l]ykken synke, g[å] i [g]raven v[å]d;
vor
[k]
[]ærlighed skal dog, Gud være priset,
n[å] sejersfrelst iland ifra [f]orliset!
Falk
.O, jeg forst[å]r dig! Men at skilles s[å]
!
Just nu, den fagre [v]erden st[å]r os [å]ben, –
Faksimile
154
her, midt i [v]
[å]ren, under [h]imlen bl[å]
[HIS: Strek under 'b'. Uvisst hva denne rettelsen gjelder.],
den samme [d]ag vor unge [p]agt fik [d]
[å]ben!
Svanhild
.Just derfor m[å] vi. Efter denne [s]tund
vort [j]ubeltog g[å]r ned ad [b]akke kun!
Og ve, n[å]r engang [r]egnskabsdagen kommer,
og n[å]r vi stædes for den store [d]ommer,
og n[å]r han kræver, som ret[]færdig Gud,
den [s]kat[] han l[å]nte os i [l]ivsenshaven –
da, Falk, et [s]var, som sletted [n]
[å]den ud:
«Den har vi mistet undervejs til[]
[g]raven!»
Falk
(i stærk [b]eslu[]tning).
Kast [r]ingen!
Svanhild
(ildfuldt).
Vil du!
Falk
.Kast den! Jeg forst[å]r dig!
Ja, det er kun p[å] denne [v]ej, jeg n[å]er dig!
Som [g]rav er [v]ej til[] Livets [m]orgensk[]ær,
s[å] er og [e]lskov først til[]
[l]ivet viet,
n[å]r løst fra [l]ængsler og fra vild [b]eg[]ær
den flyer til[]
[m]indets [å]ndehjem befriet!
Kast [r]ingen, Svanhild!
Svanhild
(jublende).
Jeg har løst min [p]ligt!
Nu har jeg fyldt din [s]jæl med [l]ys og [d]igt!
Faksimile
155
Flyv frit! Nu har du dig til[]
[s]ejer svunget, –
nu har din Svanhild [s]vanesangen sunget!
(tar [r]ingen af og trykker et [k]ys[] p[å] den.)
Til[]
[v]erdens [f]ald imellem [h]avets [s]iv
duk[] ned, min [d]røm, – dig offrer jeg isteden!
(g[å]r et [p]ar [s]kridt op[]over, kaster [r]ingen ud i [f]jorden og nærmer sig Falk
med et forklaret [u]dtryk[].)
Nu har jeg mistet dig for dette [l]iv, –
men jeg har vundet dig for [e]vigheden!
Falk
(stærk).
Og nu til[]
[d]agens [g]
[]erning hver for sig!
P[å]
[j]orden krydses aldrig mer vor [v]ej.
Hver g[å]r til[] sit, hver strider uden [k]lage.
Vi smittet var af [t]idens [f]eberdamp;
vi vilde [s]ejrens [l]øn foruden [k]amp,
[s]abbatens [f]red foruden [v]irkedage,
sk[]ønt [k]ravet er at k[]æmpe
[HIS: Strek under 'k'. Uvisst hva denne rettelsen gjelder.] og forsage.
Svanhild
.Men ikke sygt.
Falk
.Nej, nej, – med [s]undheds [m]od.
Os truer ingen [f]lom af [s]traffens [f]lod;
det [m]inde, vi to har for [l]ivet arvet,
skal str[å]le smukt fra mørke [s]kyer ud,
og st[å] som fagrest [r]egnbue, syvfold farvet, –
som [p]agtens [t]egn imellem os og Gud.
I [s]k[]ær af det du g[å]r til[] stille [p]ligter –
Faksimile
156
Svanhild
.Og du g[å]r op[]ad mod dit [m]
[å]l som [d]igter!
Falk
.Som [d]igter; ja, thi det er hver den [m]and,
i [s]kolestue, [t]hingsal eller [k]irke,
hver den, i [h]øjheds som i [r]ingheds [s]tand,
der øjner [i]dealet bag sit [v]irke.
Ja, op[]ad g[å]r jeg; [f]lugtens [h]est er sadlet;
jeg ved, min [g]
[]erning er for [l]ivet adlet!
Og nu, [f]arvel!
Svanhild
.Farvel!
Falk
(favner hende).
Et [k]ys[]!
Svanhild
.Det sidste!
(river sig løs.)
Nu kan jeg glad for dette [l]iv dig miste!
Falk
.Om alle [l]ys i [v]erden slukkes ud, –
[l]ystanken lever dog; thi den er Gud.
Svanhild
(fjerner sig mod [b]aggrunden).
Farvel!
(g[å]r videre.)
Falk
.Farvel! – Jeg r[å]ber glad endda –
(svinger [h]atten.)
Guds fagre [k]
[]ærlighed p[å]
[j]ord, Hurra!
(Døren [å]bnes. Falk g[å]r over mod højre; de unge blandt [g]
[]æsterne kommer
ud under [l]atter og [g]læde.)
ud under [l]atter og [g]læde.)
Faksimile
157
De unge [p]iger
.Til[]
[d]ans i [h]aven!
En enkelt
.Livet er at danse!
En anden
.En [v]
[å]rdags [b]lomsterdans med friske [k]ranse!
Nogle
.Ja, danse, danse!
Alle
.Ja, og aldrig standse!
(Styver kommer med Str[å]mand under [a]rmen. Fru Str[å]mand og
[b]ørnene følger efter.)
[b]ørnene følger efter.)
Styver
.Ja du og jeg er [v]enner fra idag.
Str[å]mand
.Og jeg og du vil sl[å] for fælles [s]ag.
Styver
.N[å]r begge [s]tatens [m]agter sl[å]r sig sammen –
Str[å]mand
.Blir [r]esultatet alles –
Styver
(hurtigt).
Tarv!
Str[å]mand
.Og [g]ammen.
(Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og
[f]røken Sk[]ære, samt [r]esten af
[g] []æsterne kommer ud. Hele [f]amiljens [ø]jne søger Falk og Svanhild.
Almindelig [s]tudsen, da man ser dem hver for sig.)
[g] []æsterne kommer ud. Hele [f]amiljens [ø]jne søger Falk og Svanhild.
Almindelig [s]tudsen, da man ser dem hver for sig.)
Frøken Sk[]ære
(mellem [t]anterne, sl[å]r [h]ænderne sammen).
Hvad? Sig mig om jeg drømmer eller v[å]ger!
Faksimile
158
Lind
(som intet har mærket).
Jeg f[å]r vel hilse p[å] min nye [s]voger.
(han, tilligemed flere af [g]
[]æsterne, nærmer sig Falk, men farer uvilk[å]rligt et
[s]kridt til[]bage ved at se p[å] ham, og udbryder:)
Hvad er der hændt med dig? Du har, som Janus,
to [a]nsigter!
Falk
(med et [s]mil).
Jeg r[å]ber, som Montanus,
Jorden er flak, Messieurs; – mig skuffed [ø]jet;
flak, som et [f]ladbrød; – er I nu fornøjet!
(g[å]r raskt ud til[]højre.)
Frøken Sk[]ære
.En [k]urv!
Tanterne
.En [k]urv?
Fru Halm
.Hys[], lad det bli fortiet!
(g[å]r op[]over til[] Svanhild.)
Fru Str[å]mand
(til[] [p]resten).
Tænk dig, en [k]urv!
Str[å]mand
.Men er det muligt?
Frøken Sk[]ære
.Ja!
Damerne
(fra [m]und til[] [m]und).
En [k]urv! En [k]urv! En [k]urv!
(de samler sig i [k]lynge længere inde i [h]aven.)
Faksimile
159
Styver
(som forstenet).
Hvad? Har han friet?
Str[å]mand
.Ja tænk dig, du! Han lo af os, ha, ha, –
(de ser m[å]lløse p[å] hinanden.)
Anna
(til[] Lind).
N[å], det var rigtig godt. Uf, han var fæl!
Lind
(omfavner og kysser hende).
Hurra, nu er du min i alle [d]ele!
(de g[å]r op[]over i [h]aven.)
Guldstad
(ser til[]bage mod Svanhild).
Her er nok noget brustet i en [s]jæl;
men det, som endnu lever, vil jeg hele.
Str[å]mand
(faar [m]ælet ig[]en og omfavner Styver).
Nu kan du trøstig blive ved at være
forlovet med din elskte [f]røken Sk[]ære!
Styver
.Og du kan skue gladelig din [s]lægt
forøget [å]rlig[å]rs med unge Str[å]mænd!
Str[å]mand
(gnider sig fornøjet i [h]ænderne og ser ud efter Falk).
Det var til[]pas for ham, den frække [k]nægt; –
s[å]
skal de ha’e det, disse kloge [s]p[å]mænd!
(de g[å]r op[]over i [s]amtale, idet [f]ru Halm nærmer sig med Svanhild.)
Fru Halm
(dæmpet og ivrig).
Og intet binder dig?
Faksimile
160
Svanhild
.Nej, intet binder.
Fru Halm
.Nu godt; s[å] k[]ender du en [d]atters [p]ligt –
Svanhild
.R[å]d over mig.
Fru Halm
.Tak[], [b]arn.
(med et [t]egn mod Guldstad.)
Han er et rigt
[p]arti, og n[å]r der intet er til[]
[h]inder –
Svanhild
.Jo, et forlanger jeg ved denne [p]agt:
at flytte bort –
Fru Halm
.Det er jo just hans [a]gt.
Svanhild
.Og [f]rist –
Fru Halm
.Hvorlænge da? Husk, [l]ykken kalder.
Svanhild
(smiler stille).
[Å], ikke længe; blot til[] Løvet falder.
(hun g[å]r henimod [a]ltanen; [f]ru Halm op[]søger Guldstad.)
Str[å]mand
(mellem [g] []æsterne).
Et, k[]ære [v]enner, har vi lært idag:
om [t]vivlsmaal tidt os h[å]rdelig belejrer,
s[å] vinder over [s]langen [s]andheds [s]ag,
og [k]
[]ærligheden sejrer.
Faksimile
161
G[]æsterne
.Ja, den sejrer!
(de omfavnes og kysses parvis. Udenfor til[]venstre høres [l]atter og [s]ang.)
Frøken Sk[]ære
.Hvad er nu det?
Anna
.Studenterne!
(Studenterne kommer ind fra venstre og blir st[å]ende ved [i]ndgangen.)
En Student
(til[] Lind).
Her er vi p[å]
[p]letten!
Fru Halm
.S[å] det er Lind, De søger?
Frøken Sk[]ære
.Det er slemt;
han er forlovet nu –
En [t]ante
.Saa De kan sk[]ønne,
han intet har at g[]øre i det grønne.
Studenten
.Forlovet!
Alle [s]tudenterne
.Gratulerer!
Lind
.Mange [t]ak[].
11
Faksimile
162
Studenten
(til[] [k]ammeraterne).
Der ligger altsaa [s]angerskuden bak[].
Hvad g[]ør vi nu? Vi mangler vor [t]enor.
Falk
(der kommer fra højre, sommerklædt, med [s]tudenterhue, [s]kræppe og [s]tav).
Den synger jeg i Norges [u]ngdoms [k]or!
Studenterne
.Du, Falk! Hurra!
Falk
.Til[]fjelds, i Guds [n]atur,
som [b]ien jager fra sit [v]interbur!
Jeg har en dobbelt [s]angbund i mit [b]ryst,
en [l]angelek med underspundne [s]trenge,
med tvefold [k]lang, en høj for [l]ivets [l]yst,
og en, som dirrer under, dybt og længe.
(til[] enkelte mellem [s]tudenterne.)
Du har [p]aletten? – Du
[p]apir til[]
[n]oder?
Godt; sværm da, [b]iflok, i det grønne [l]øv,
hjem bær vi engang [h]jemmets [b]lomsterstøv
til[]
[k]ubens [d]ronning, til[] vor store [m]oder!
(henvendt til[]
[s]elskabet, idet [s]tudenterne g[å]r og [k]oret fra første [a]kt istemmes
dæmpet udenfor.)
Til[]giv mig alt, det større, som det mindre.
Jeg intet huske vil;
(sagte.)
men alt erindre.
Str[å]mand
(i overstadig [g]læde).
Pyt, nu er [l]ykkepotten atter hel!
Min [k]one har et [h]
[å]b, et sødt, forjættende –
Faksimile
163
(trækker ham hviskende til[]side.)
Nyss hun betrode mig, den k[]ære [s]jæl –
(uhørligt imellem.)
Hvis alt g[å]r godt ... til[]
[m]ikkelsdag ... det trettende!
Styver
(med [f]røken Sk[]ære under [a]rmen, vender sig til[] Falk, smiler hoverende
og siger, idet han tyder mod [p]resten):
Jeg faar de hundred [d]aler, sætter [b]o –
Frøken Sk[]ære
(nejer ironisk).
Ved [j]uletider kaster jeg min [p]igek[]ole.
Anna
(liges[å], idet hun tar [k] []ærestens [a]rm).
Min Lind blir her, lar [t]roen være [t]ro –
Lind
(dølger sin [f]orlegenhed).
Og søger [p]lads som [l]ærer p[å] en [p]igeskole.
Fru Halm
.Jeg øver Anna op[] i alskens [d]ueligheder –
Guldstad
(alvorlig).
Jeg g[å]r til[]
[a]rbejds med et bramfrit [d]igt –
om en, som lever for en hellig [p]ligt.
Falk
(med et [s]mil udover [m]ængden).
Og jeg g[å]r op[]ad – til[] en [f]remtids [m]uligheder!
Farvel!
(dæmpet til[]
Svanhild.)
Gud signe dig, min [l]ivsv[å]rs [v]iv; –
hvor langt jeg g[å]r, skal dog min [g]
[]erning n[å] dig!
(svinger [h]uen og følger [s]tudenterne.)
Faksimile
164
Svanhild
(ser en kort [s]tund efter ham og siger stille men stærk).
Nu er jeg færdig med mit [f]riluftsliv;
nu falder [l]øvet; – lad nu [v]erden f[å] mig.
(I dette [ø]jeblik spilles op[] til[]
[d]ans ved [p]ianoet, og [c]hampagnen knalder i
[b]aggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine [d]amer under
[a]rmen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer
et [ø]jeblik sammen, men fatter sig og rækker ham [h] [å]nden. Fru Halm og
den nærmeste [f]amilje, som spændt har iagttaget [s]cenen, iler til[] og omringer
dem under høj [g]læde, der overdøves af [ m m ]usik[]en og [m]unterheden blandt de
dansende længere inde i [h]aven.)
[b]aggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine [d]amer under
[a]rmen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer
et [ø]jeblik sammen, men fatter sig og rækker ham [h] [å]nden. Fru Halm og
den nærmeste [f]amilje, som spændt har iagttaget [s]cenen, iler til[] og omringer
dem under høj [g]læde, der overdøves af [ m m ]usik[]en og [m]unterheden blandt de
dansende længere inde i [h]aven.)
(Men langt oppe fra [l]andet, og klingende igjennem [d]ansemusikken, lyder kraftigt
og k[]æk[]t:)
og k[]æk[]t:)
Kor af Falk og [s]tudenterne
.Og har jeg end sejlet min [s]kude p[å]
[g]rund
o, saa var det dog dejligt at fare!
De fleste p[å]
[s]cenen
.Hurra!
(Dans og [j]ubel; [t]eppet falder.[HIS: Kun svake rester av punktum.])
